Splinter fra et mareridt

Kryptisk turnéforestilling fra Svalegangen. Tre ud af seks stjerner.

Julie Maj Jakobsen: Fanø. Iscenesættelse: Anders Lundorp. Stykket er på turné indtil den 13. april. Fra 24. april til 26. maj spilles det på Svalegangen. Foto fra forestillingen.
Julie Maj Jakobsen: Fanø. Iscenesættelse: Anders Lundorp. Stykket er på turné indtil den 13. april. Fra 24. april til 26. maj spilles det på Svalegangen. Foto fra forestillingen. . Foto: © Morten Fauerby 2012.

Man kan blive så benovet over det kryptiske i et skuespil, at man vælger at betragte det som dybsindigt. Også selvom man ikke er helt overbevist om, at det er det.

LÆS OGSÅ: Teater som belæring

Fanø Julie Maj Jakobsens afgangsstykke fra dramatikeruddannelsen i Aarhus i 2010 er meget kryptisk. Men er det også dybsindigt? Eller bare indviklet og måske endda i unødig grad? Jeg er mest tilbøjelig til de sidste beklagelige muligheder og synes ikke, at stykket havde tabt spor ved at lade det blive bare en lille smule mere tydeligt, hvad der foregår. En vis klarhed er ingen last. Forestillingen, der betegnes som en psykologisk gyser uden at gyset bliver anmassende, er med Anders Lundorp som scenesætter produceret af Svalegangen i Aarhus, hvor det opføres efter nogle uger på turné.

Grundlæggende problematiserer Fanø vores virkelighedopfattelse. Hvad er ydre sandhed? Og hvad er udelukkende indre sandhed for den enkelte? Med hensyn til de mange små brudstykker af et forløb, der antydes, gives ingen endegyldige svar.

Udgangspunktet er, at parret Mai og Roland er vendt tilbage til Fanø. Et tidligere ophold på stedet blev afbrudt af et eller andet ikke nærmere defineret, men tilsyneladende forfærdeligt. Nu vil de begynde forfra. Men det er lettere sagt end gjort. Fortiden blander sig. Hvad er der med den? Har de haft et barn, Johan, der nu er druknet? Eller har de aldrig haft et barn? På et tidspunkt leder Roland angiveligt efter Johan. Men det er vist kun en slags leg: Johan-legen.

Mai og Roland har med en ny terrassedør i sommerhuset fået bedre udsigt over havet. Den dør er som taget fra en drøm om tillige at have en bedre udsigt over virkeligheden. Gentagne gange får Mai splinter fra et mareridt i øjnene. En tysk familie, der forsvandt i tågen ved havet. Et barn, der blev dræbt under et tog. Dertil utroskab, jalousi, skyld og vold. Stikord, eller mulige stikord, til noget, der aldrig samler sig til en historie. Eller er det anmelderen, der er for dum? I forbindelse med et stykke af denne uoverskuelige karakter gør man klogt i lade alle spørgsmål stå åbne.

Heidi Colding-Hansen demonstrerer intens medleven i rollen som Mai, uden at jeg af den grund bliver ret meget klogere på, hvem kvinden egentlig er. Det samme problem har jeg med Roland, spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, og med den spøjse, lokale vildmand, der ønsker et Fanø for fanniker. Han gestaltes finurligt og med ægte virkende jysk sprogtone af Victor Marcussen. Men hvem er personen, Claus, som han slipper løs? Og hvem er kvinden, som vi Kirsti Kærns udgave møder i en central birolle?