3/6
Selvfølgelig kan ubehageligt teater være godt teater. Og teaterversionen af Lars von Triers film "Antichrist" - med verdenspremiere på Aarhus Teater Studio - er ubehagelig.
Den spilles glimrende. Men er det gode teater også relevant teater? Jeg har svært ved at se, hvad jeg skal med den sygdomshistorie, vi får: en historie, der fører langt ud i det ekstreme.
Under alle omstændigheder: Forestillingen, der er iscenesat med knugende indlevelse af Annika Silkeberg og angiveligt bevæger sig ad andre ruter end filmen, er sort som den dybeste nat. Og forude venter ingen morgen. Jenny Andrés scenografi er smal som en kiste. Eller som en grav. En kvinde og en mand står ved hver sin side af den, hun med ansigtet skjult bag et sørgeflor. Det sner stille. Det er døden, der sner - ned over en dybfrossen verden. Glasvæggen mellem de sørgende er som is. De har mistet deres eneste barn, der faldt ud af vinduet, mens de havde sex. Måske kunne kvinden have forhindret ulykken, men hun gjorde intet for det. Valgte at blive i sin nydelse. Skylden nu er tung som de store blokke af is, der udgør en vigtig del af scenografien.
Flere gange i det efterfølgende drastiske og til dels makabre forløb lægger kvinden op til sex med sin partner - i et desperat, men forgæves forsøg på at genskabe kontakten mellem dem.
Forgæves, fordi skylden er så stærkt forbundet netop med det seksuelle – som derfor bliver til konfrontation med skylden. Igen og igen. Ingen veje fører væk fra den. Alle veje fører hen til den. Det, der skulle være nærhed, ender i afmagt og fortvivlelse, i en endnu stærkere fornemmelse af afstand, uoverstigelig. Håbet er sneet inde.
Parret isolerer sig. Manden påtager sig rollen som terapeut. Måske for at skabe distance til sin sorg. Han vil forholde sig professionelt til den. Betragte den udefra. Et umuligt projekt. Han går til ved det.
Hun og han begiver sig ind i angstens skove med skrig fra alt det, der skal dø. Det er også kvindens skrig. Og det døde barns. Rejsen fortsætter ind i vanviddet. På et tidspunkt fjerner hun sin klitoris, da hun ikke mere vil vide af den lyst, der blev til død og skyld. Kærligheden er en nedbrændt ruin. Ondskaben tager al magten. Hvorfor ikke give den navn: Satan? Flammerne til sidst stinker af død.
De to eneste medvirkende, Anne Sofie Espersen og Jacob Madsen Kvols, er intenst nærværende i dette spil om lidelse, der hele tiden fører til mere lidelse – med publikum placeret tæt omkring scenen, tæt omkring det blottede i såvel overført som bogstavelig forstand. Stilen er uden formildende omstændigheder, meget direkte, sanselig og rå. Man skal ikke have en chance for at unddrage sig.
Ja, tæt på er man, fysisk tæt på. Men alligevel er det, som om det hele foregår meget langt borte. Er det forfærdelige så forfærdeligt, at det ikke kan blive virkeligt?
Lars von Trier: Antichrist. Scenisk version og iscenesættelse: Annika Silkeberg. Scenografi: Jenny André. Aarhus Teater Studio. Verdenspremiere.
Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge et interview med Annika Silkeberg om opsætningen. Læs artiklen på
@K.dk henvisning:k.dk/kultur