Med Pelle Erobreren og stykkets manende appel om solidaritet er 1970ernes politiske teater vendt tilbage.
Martin Andersen Nexøs store roman er blevet til en times teater for børn. Det lyder hasarderet. Og Team Teatrets musikledsagede opførelse med premiere på Sekskanten på Herning Højskole bekræftede desværre, at det også er det.
LÆS OGSÅ: For hyggelig provokation
De tre medvirkende, Bo Larsen, Klaus Andersen og Uffe Kristensen, der deles om cirka 25 roller, spiller ganske vist glimrende og trækker præcise konturer op af de agerende personer. Og egentlig fungerer det også meget godt, at Pelle repræsenteres af en dukke.
Problemet er manuskriptet, der er for tyndt og blot lige strejfer de forskellige faser i Pelles liv og udvikling: hans fattige barndom, hvor en kostald på en bornholmsk gård både er hans arbejdsplads og logi, tiden som skomagerlærling i Rønne og senere som ung mand i København, hvor han erfarer styrken i det sammenhold, som arbejdsgiverne med rette opfatter som en trussel, og slutter sig til sine ligestilledes kamp for flere rettigheder. Forestillingen slutter meget brat med, at arbejderne opnår en overenskomst. De røde faner smælder.
Forløbet i historien bliver imidlertid ikke gjort tydeligt nok. De, der møder den uden forudsætninger, lades i stikken. Og de voksne, der i forvejen kender den, føler sig snydt på grund af manglende nuancer.
Hensigten synes først og fremmest at være at belære det vil sige at lede det unge publikum bort fra den egoisme, der præger samfundet i dag. Samt at understrege at det nytter at stå sammen. Noget, som dog i denne sammenhæng får karakter af et postulat, idet vi hører alt for lidt om faserne i bestræbelsen på solidaritet. Pludselig er sejren bare vundet. Man må spørge: Hvordan? Svaret skal findes i romanen.