Terror på teaterscenen

Aalborg Teaters forestilling "Pornografi" ser man i mørket fra den aktuelle terrortrussel

Scene fra Simon Stephens' tidligere stykke 'Motortown', som blev opført på Royal Court Theatre, London i 2006. Stephens er aktuel med "Pornografi" om terrorisme. Foto: Tristram Kenton

Titlen er forvirrende. Skønt englænderen Simon Stephens skræmmende aktuelle skuespil, der i Rune David Grues iscenesættelse har haft danmarkspremiere på Aalborg Teaters Lille Scene, hedder "Pornografi", handler det ikke om pornografi, men om terrorisme.

Valget af titel begrundes med, at i vort nuværende, ultimative informationssamfund slippes private oplevelser og følelser uden forbehold løs i det offentlige rum i. Resultatet er en slags allestedsnærværende voyeurisme. Det nære, det menneskelige forsvinder. Som i pornografien. Fra hver sin ensomhed betragter man hinanden. Så at sige fra hver sin isolationscelle. Det klassiske symbol på netop isolation, glasset, indgår da også som en vigtig del i Palle Steen Christensens scenografi.

Selv med forklaring virker titlen dog lidt søgt. Men lad det være. For vigtigst: Stykket er et interessant og velspillet forsøg på at indkredse den virkelighed, der skaber terrorisme. Før pausen kan man indimellem gribes af utålmodighed. Er Stephens ikke urimeligt længe om at fokusere? Lad os dog komme til sagen. Men vi er der. Hele tiden. Også når dramatikeren forholder sig mest indirekte til sit tema. Symptomerne på en tilstand, der kan resultere i desperate udveje, virker måske hver for sig uanselige. Men sammen udgør de skildrede situationer fra hverdagen et mønster, der i yderste konsekvens truer samme hverdag.

"Pornografi" har udgangspunkt i terrorangrebene i London i juli 2005. Den begejstring, der netop i de dage kogte i byen og i medierne – begejstringen efter Live8-koncerten (i Skotland holdtes G8-møde) og ikke mindst over tildelingen af værtskabet for De Olympiske Lege i 2012 – blev brat skudt ned og afløst af utryghed og angst.

Umiddelbart efter angrebene skrev Simon Stephens sit stykke, der er uden gennemgående handling, men består af syv anonyme skæbner. Personerne, skitseret psykologisk troværdigt og indimellem endda med en vis komik af Camilla Gjelstrup Smedegaard, Thomas Hwan, Meike Bahnsen, Søren Bang Jensen, Jens Gotthelf, Ulver Skuli Abildgaard og Marianne Høgsbro, har ingen indbyrdes forbindelse: Kun ensomheden er fælles, ensomheden blandt mange mennesker – og i den uophørlige nyhedsstrøm, der forekommer lige så fjern som uvirkelig.

Man ser. Og ser dog intet. En enlig kvinde betragter krigsreportager som en slags computerspil. For skoledrengen, fremmed og utilpasset, er omgivelserne en fjende. Har de kun afstumpethed til ham, har han også kun afstumpethed til dem. I grænseløshedens navn.

Vi møder endvidere terroristen, der stiger på toget med en bombe i rygsækken. Han smiler så tilforladeligt. Flinke mand! Vi oplever gennem hans skarpt registrerende sanser minutterne, inden han bliver massemorder. Oplever tillige hos ham et øjebliks flaksende længsel. Efter tryghed. Simpelthen efter liv. Bomben repræsenterer hans afmagt: Han ødelægger, hvad han ikke kan få.

Man ser forestillingen i mørket fra den aktuelle trussel. Skyggerne på scenen bliver længere, end de er.

Simon Stephens: Pornografi. Oversættelse: Karen-Marie Bille. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Palle Steen Christensen. Aalborg Teater, Lille Scene. Danmarkspremiere.

grymer@kristeligt-dagblad.dk