Tragikomisk kærlighedseventyr

Puccinis "Manon Lescaut" er et trist indblik i, hvordan opera så ud, før genren blev reformeret. Til gengæld spilles der suverænt i orkestergraven under ledelse af Giordano Bellincampi

Chefdirigent på Den Jyske OperaGiordano Bellincampi leder orkestret til Puccinis opera Manon Lescaut. Foto: Bjarne Lüthcke.

3/6

Når opera er bedst, er det fantastisk, men når opera er værst, er det på den anden side noget af det mest pinlige, man kan være vidne til. Og det handler ikke kun om troværdighed, for opera er jo aldrig for alvor troværdigt og kan aldrig blive det. Til gengæld skal det virke følelsesmæssigt ægte på den måde, at man mærker, at holdet bag har sat noget på spil og har en vigtig historie at fortælle. Og sangerne skal være rigtigt castede.

Intet af det opfyldes i Den Jyske Operas udgave af Puccinis "Manon Lescaut". Operaen, der er på turné rundt om i landet indtil begyndelsen af december, er simpelthen skammeligt iscenesat i en bovlam scenografi inklusiv sort-hvide videoprojektioner og med aktører iklædt gevandter fra anno dazumal. Det ligner opera, som man kunne se i 1950?erne. Og det er altså ikke særlig morsomt konsekvent at blive ved med at tage sig selv i at grine på de forkerte tidspunkter.

Operaen "Manon Lescaut" fejler i sig selv ellers intet. Den er spækket med herlige melodier, som vi kender det fra Puccinis senere mesterværker som "Tosca" og "Madame Butterfly", og dramatisk fungerer den udmærket, når man først køber præmissen om Renato des Grieuxs vanvittige forelskelse i Manon Lescaut ved første øjekast.

Manon er dog ikke sådan at bide skeer med - damen er også stærkt nydelsessyg og forlader derfor des Grieux til fordel for den gamle rige gnier Geronte. Han mishages dog ret kraftigt, da han ser Manon og des Grieux sammen. De bliver anholdt og sendt til Amerika, hvor Manon dør i ødemarken.

Så der er, som det kan fornemmes, masser af Kleenex-øjeblikke i hænderne på en god instruktør, men italienske Francesco Saponaro får slet ikke forløst disse; de bliver snarere ufrivilligt komiske i al deres gustne patos.

Det skyldes også sangerholdet, må man være ærlig og sige. Tenoren Dominic Natoli som des Grieux synger ganske glimrende med masser af smæld og fløde, men han dur bare ikke som en kærlighedshungrende student - dertil er tindingerne for høje (og drøjden også). Også Victoria Nava som Manon er pænt syngende, men hun overbeviser heller ikke i rollen som smuk ung pige, og når hun kaster sig rundt på sengen i 2. akt, burde instruktøren altså have skredet ind.

De fleste roller er der i øvrigt dobbeltbesætning på, og Ingela Brimberg alternerer som Manon, og Emmanuel di Villarosa som de Grieux.

Læseren vil måske på det her tidspunkt undre sig over de tre stjerner. De hænger hver og en sammen med det, der sker i orkestergraven. Samfulde fem landsdelsorkestre er i sving på "Manons Lescaut"s tur rundt i landet, og i tirsdags på Det Kongelige Teaters Gamle Scene var det Sjællands Symfoniorkester, der varetog opgaven under ledelse af Giordano Bellincampi. Og det var simpelthen en fornøjelse at lægge øre til deres orkesterspil.

Bellincampi kan sin Puccini: Både de lyriske, kærlighedssyge passager og de kraftfulde, eruptive udladninger er mættet med ren, velnæret orkesterklang, energi og præcise indsatser fra især strygere og træblæsere. Det rokker lidt ved helhedsindtrykket af en fuser, men ikke meget.

kultur@k.dk

Puccini: Manon Lescaut. Den 26. oktober. Den Jyske Opera. Sjællands Symfoniorkester. Dirigent: Giordano Bellincampi. Det Kongelige Teater, Gl. Scene. Forestillingen spiller 16 gange rundt om i landet til og med den 3. december.