Teenager sigtet for medvirken til drab på gravid kvinde

En 18-årig mand blev torsdag anholdt og senere løsladt i drabssag fra Holbæk. Han er fortsat sigtet.

Der blev lagt blomster og stillet lys ved Plejecenter Samsøvej i Holbæk til minde for en 37-årig kvinde, der blev dræbt, da hun fik fri fra arbejde på hjemmet. (Arkivfoto)
Der blev lagt blomster og stillet lys ved Plejecenter Samsøvej i Holbæk til minde for en 37-årig kvinde, der blev dræbt, da hun fik fri fra arbejde på hjemmet. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Torsdag klokken 09.00 blev en 18-årig mand anholdt og taget med til politigården for at blive afhørt om sin rolle i sagen om drab på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk.

Teenageren blev sigtet for medvirken til drab.

Ifølge politiets mistanke har han noget at gøre med knivdrabet på kvinden, der blev overfaldet den 3. november, netop som hun havde fået fri fra arbejde på et plejehjem i Holbæk.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Her fremgår det også, at manden ikke blev stillet for en dommer i et grundlovsforhør. Dermed har politiet ikke forsøgt at få manden varetægtsfængslet i sagen.

Han har dog fortsat den alvorlige sigtelse hængende over hovedet.

Det er uvist, hvordan politiet konkret mener, at den 18-årige har været involveret i det brutale drab. Der er ligeledes heller ikke oplysninger om, hvilke beviser man mener at have mod ham.

Kvinden blev stukket flere gange med kniv og fik halsen skåret over.

I første omgang lykkedes det læger at få spædbarnet i kvindens mave til at overleve, selv om hendes liv ikke stod til at redde.

Den lille dreng afgik dog ved døden efterfølgende.

To personer sidder allerede varetægtsfængslet i sagen. Det drejer sig om en 24-årig mand og en 33-årig kvinde. Manden er sigtet for drab, mens kvinden er sigtet for medvirken til drabet.

Den dræbte kvinde har afghansk baggrund, og begge sigtede er afghanske statsborgere. Politiet har desuden oplyst, at der er en relation mellem den dræbte og de to sigtede.

På grund af et navneforbud i sagen er det forbudt at bringe oplysninger, som kan afsløre de sigtedes identitet.

Motivet til drabet står indtil videre hen i det uvisse. Da de to mistænkte blev stillet for en dommer i et grundlovsforhør, blev dørene lukket. Det betyder, at kun sigtelserne mod de to er kommet frem i offentligheden.

Dermed er hverken politiets beviser eller de sigtedes mulige forklaringer kendt.

Forsvarerne for de sigtede har dog oplyst, at deres klienter nægter sig skyldige.

/ritzau/