Prøv avisen
Boguddrag

Teolog: De fleste glæder sig over livet som pensionist

Nogle kan blive ramt af en livskrise, når de går på pension. Jeg tror, det er vanskeligt for dem, der har haft en identitet i deres arbejde eller måske er flygtet lidt ind i arbejdet, fordi deres familie måske ikke fungerede så godt, skriver sognepræst Mikkel Wold Foto: Leif Tuxen

Når man modnes, får man mere sans for de dybere lag, mener sognepræst Mikkel Wold, der er sognepræst ved Marmorkirken i København og lektor i sjælesorg i Løgumkloster. Sammen med seks andre eksperter supplerer han i bogen "En ny rytme i livet" om tilværelsen efter arbejdslivet. Læs hans gode råd her

I Marmorkirken i København, hvor jeg er præst, er der en række medlemmer af menigheden, som kunne komme ind under betegnelsen „68’ere“. Jeg tror, man kan sige, at den pågældende gruppe, som vel udgør 10-15 af de regelmæssige kirkegængere, for de flestes vedkommende har det til fælles, at de mere eller mindre har hørt til på en politisk venstrefløj med et ofte ganske stort engagement i samfundsmæssige spørgsmål. Mange af dem er kommet i eller nærmer sig pensionsalderen, og de engagerer sig som så mange andre pensionister i børnebørn og samfundet, om end det nok er på lidt lavere blus. Og så går de altså i kirke.

En ting, der ofte gælder for de gamle 68’ere, er, at deres nogle gange velbegrundede og i mine øjne rigtige kritik af kirken suppleres af en konfrontation med selve kristendommens indhold, altså med det Jesus sagde og gjorde. Den konfrontation fører dem hen til kirken, uden at de af den grund elsker institutionen ubetinget. Og fint nok, for Gudsriget er jo altså ikke det samme som kirken, langtfra!

Jeg kender ikke nogen statistik, som siger, at man får lyst til at gå i kirke, i forbindelse med at man nærmer sig pensionsalderen. Men som præst kan jeg konstatere, at når man modnes, får man dels mere erfaring, dels mere alvor i sine overvejelser, og dermed måske lidt mere sans for nogle dybere lag i tilværelsen. Mange af de ældre – og det er altså ikke kun 68’erne – får mere visdom og bliver mere tolerante, mindre kategoriske. Når man opdager, at alting ikke er så sort/hvidt, bliver man mere open-minded. Tendensen til at ville frelse verden med ideologi bliver også erstattet af evnen til at skelne mellem ideer og ideologi, og det er jo ikke så tosset, når det sker. Ideologier er som regel meget intolerante over for anderledes tænkende. Men der er også det rent praktiske, at der ganske enkelt er bedre tid, så nu kan man engagere sig i studiekredse og frivilligt arbejde.

Overgangen fra arbejdsliv til pension er et tema, der nu og da dukker op, når jeg fører sjælesorgssamtaler. Det er dog på ingen måde noget, der er et dominerende tema. De fleste „nye“ pensionister i kirken her er ofte folk, som, det er mit indtryk, har let ved at finde ting at beskæftige sig med. Den hyppigste bemærkning er, at de har lige så travlt som før, nu blot med andre ting. Jeg ser meget få, som ikke glæder sig over pensionisttilværelsen.

Nogle kan blive ramt af en livskrise, når de går på pension. Jeg tror, det er vanskeligt for dem, der har haft en identitet i deres arbejde eller måske er flygtet lidt ind i arbejdet, fordi deres familie måske ikke fungerede så godt. Det er jo også en kendt sag, at folk med stor indflydelse i overordnede stillinger ofte oplever overgangen meget voldsomt og negativt. Pludselig er de ikke nødvendige medspillere længere i det, der har udgjort en vigtig del af deres arbejdsliv. Det er farligt, hvis man ikke i lige netop den situation forbereder sig på overgangen, en overgang der for andre slet ikke opleves som slem.

Endelig er der naturligvis også spørgsmålet om ens egen dødelighed, tanken om døden er ikke så langt væk, som da man var yngre. Men det er nu ikke mit indtryk, at der sker en fortrængning; oprigtigt talt synes jeg faktisk, mange i overgangen til pensionsalderen er meget realistiske. De fleste af dem ønsker at leve, men de fornægter ikke deres dødelighed. I al fald ikke dem, jeg snakker med i kirken. Men folk, der er kirkefremmede, har ofte en lidt anden tilgang; ved bisættelser og begravelser er det nogle gange påfaldende, så lidt man i familien har talt om det eneste sikre i livet – at vi skal dø.

Hvis man har svært ved at forholde sig til sin nye tilværelse, kan jeg som præst og sjælesørger spørge ind til vedkommendes nye tilværelse. Vi har samtaler om, hvad der nu skal gøres, slet og ret. Overvejelser over, hvad der er det bærende og det betydningsfulde for den pågældende person. At stille dem over for spørgsmål, hvad der skal være det bærende i deres liv, og at gøre dem klart, at de måske har flere valgmuligheder, end de umiddelbart forestiller sig. Det er ikke sådan, at jeg henviser til bestemte passager i Bibelen. Det ville være at gøre Bibelen til en håndbog for pensionsramte og gøre den for konkret, synes jeg.

Tre gode råd

1. Lev livet intenst, helt og fuldt og med glæde og taknemmelighed. Hav blik for, på hvilken måde netop din indsats kan være til hjælp for andre; du kan gøre mere forskel, end du måske tror.

2. Memento mori – husk, du er dødelig, så brug livet nu!

3. Hengiv dig til noget eller nogen: en person, en opgave, nysgerrigheden, videbegærligheden.