Prøv avisen

Teolog om kønskamp: Flere kvinder i kirken er ikke kun godt

Tidligere præst og lektor Lone Fatum har beskæftiget sig intenst med feministisk-teologisk arbejde. – Privatfoto.

Over halvdelen af de danske præster er kvinder, og selvom det kan virke positivt i kønskampens tegn, så kan det også være et udtryk for, at folkekirken har mistet status og prestige

Det er ikke mere end 70 år siden, at Danmark fik sine første kvindelige præster. Siden da er der sket en markant udvikling, og i dag er omkring 60 procent af alle præster kvinder. Den samme tendens gør sig gældende på landets teologistudier, hvor langt de fleste optagne kvinder.

Med Marianne Gaardens indvielse som biskop i Lolland-Falster Stift i efteråret 2017, er der nu fem kvindelige og seks mandlige bisper i Danmark, inklusiv biskoppen i Grønlands Stift. Dermed er der også blandt den højeste gejstlige myndighed i kirken et næsten lige forhold mellem mænd og kvinder.

Kvindernes Internationale Kampdag i morgen giver anledning til at reflektere over ligestillingen i Danmark, også indenfor folkekirken. Teolog og tidligere lektor ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet, Lone Fatum, har igennem sin karriere beskæftiget sig med kvindesyn og kønnets betydning i Bibelen og kirken. Hun svarer her på, hvilken betydning det øgede antal kvinder har i folkekirken, og om hvorvidt hun synes det er et tegn på en øget ligestilling:

Kan man sige, at der i dag er ligestilling mellem mandlige og kvindelige præster, provster og biskopper i folkekirken?

Det er der jo. Man kan se på antallet af kvinder i kirken, at det vokser støt. Det kan man så diskutere om er godt eller skidt. Det er godt for de kvinder, som kan få lov til at arbejde med det arbejde, de gerne vil. Men det er skidt i den forstand, at kvinder kommer til kirken i en periode, hvor kirken mister status. Der er blevet plads til kvinder i folkekirken, fordi det ikke længere er lige så interessant at være præst. Præstehvervet har mistet en del af sin prestige.

Hvad mener du med, at det ikke er prestigefyldt og interessant at være præst?

En præst kan være personligt populær, og han eller hun kan finde i hvert fald dele af præstearbejdet vældigt interessant, men folkekirken som institution er ikke en attraktiv arbejdsplads. Samarbejdet i en relativt lille gruppe af ansatte med forskellige forudsætninger og formål kan være vanskeligt, og et menighedsråd kan stille mange krav til hvilke aktiviteter, der skal foregå i kirkens regi. Derfor kan det være svært for præsten selv at definere de arbejdsopgaver eller områder, han eller hun er interesseret i at bruge tid og kræfter på. Alt dette er nok mere en konsekvens af den sekulære udvikling end af kønsspecifikke forhold.

Hvilken betydning har det, at der i dag er flere kvindelige præster i folkekirken?

Vi kan se, at præstefaget har ændret karakter. Det bliver i højere grad et fag, som handler om medmenneskelig omsorg og sjælesorg. Det kan være udmærket. Men det betyder også, at selve den autoritative rolle, som præsten havde i gamle dage med forkyndelse og moralsk belæring, er trådt i baggrunden. Om det er positivt eller negativt, er subjektivt, men det er sikkert, at der sket et skift.

Er det et problem, at der kommer flere kvindelige præster?

Det er altid et problem, når et fag bliver et kvindefag. Se bare på SOSU-assistenterne, de er et eksempel på, hvordan, at så snart noget bliver et kvindefag, så har det ikke nogen høj status.

Kan man sige, at der er en forskel på den måde som mænd og kvinder er præster på?

Jeg tror, der er forskel på, hvad man prioriterer i sit præstearbejde.

Hvilken forskel er det?

Det er svært at sige, hvad der kommer først: hønen eller ægget. Det er tydeligt i disse år, at børnearbejdet og det sociale er blevet meget betydningsfuldt. Det ser vi, når kirker holder babysalmesang og spaghettigudstjenester. Det skaber en mere familieorienteret kirke. Det kan være, at den udvikling ville være kommet under alle omstændigheder, men det er tydeligt, at det fylder meget netop nu, hvor der er en kvindedominans i kirken.

I 1995 fik Danmark sin første kvindelige biskop, i dag er næsten halvdelen af de danske biskopper kvinder. Hvorfor tror du, at vi har set den udvikling?

Jeg tror, det er den samme udvikling som for de kvindelige præster. Det at være biskop i dag er ikke lige så betydningsfuldt og har ikke lige så meget prestige, som vi tidligere har set. Situationen var en anden, hvis du går halvtreds år tilbage. På den måde er det er en ond cirkel. Hvis et fag mister prestige, så bliver det nemmere for kvinderne at komme til. Når der er rigtig mange kvinder i et fag, så bekræftes det, at faget har mistet prestige.

Mener du, at vi ikke havde set den her udvikling, hvis kirkens status havde været uændret?

Det kan man ikke sige. Så skulle det betyde, at vi ikke havde ændret tankegang siden 1950, og det har vi jo. Det er et udviklingsforløb.