Prøv avisen
Interview

Jeg holder af orden i tilværelsen

Bent Lexner cykler iført kalot hver eneste morgen året rundt fra hjemmet på Østerbro i København til gudstjeneste klokken syv i synagogen i Krystalgade. Foto: Leif Tuxen

Tidligere overrabbiner Bent Lexner ser i ny bog tilbage på sine 40 år som religiøst overhoved for Det Jødiske Samfund i Danmark, hvor fokus har været på den opgave, han havde påtaget sig, og ikke på ham selv som en betydningsfuld person

Bent Lexner befandt sig ved 03-tiden om natten søndag den 15. februar i en politibil på vej til Hvidovre.

Som det var beskrevet i Det Jødiske Samfunds kriseberedskabsplan, skulle han som rabbiner underrette Dan Uzans familie om, at deres søn var blevet skudt og dræbt, da han stod vagt ved den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København.

Han kendte familien godt og havde 37 år tidligere kørt den samme vej, men dengang havde det været en festdag i anledning af, at han skulle omskære den nyfødte Dan. I bilen gjorde Bent Lexner sig tanker om det svære budskab, han stod over for at skulle give den dræbtes mor, far og søster.
 
”Jeg har aldrig været bange for at tage mig af de praktiske ting. Jeg sagde til mig selv, at her er en opgave, der skal løses, og det kan du godt. Du er den bedste til at påtage sig opgaven, og så er det bare om at få det gjort. Jeg måtte forholde mig professionelt til, at jeg skulle formidle et budskab, som ingen mennesker ønsker at få,” siger Bent Lexner og tilføjer, at han også tænkte, at hans livserfaring forhåbentlig gjorde ham i stand til, at det blev meningsfuldt midt i alt det meningsløse.

Den 68-årige Bent Lexner, der efter 40 år som rabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark blev pensioneret sidste år, fortæller i bogen ”Det gælder dit liv. Bent Lexner om jødedom og eksistens”, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag den 2. juni, detaljeret om de dramatiske timer, dage og uger efter terrorangrebet i København. Det kostede to uskyldige livet, den ene den frivillige vagt ved den jødiske synagoge, Dan Uzan.
 
I bogen, der er skrevet af journalist og forfatter Anna-Lise Bjerager, giver han også et enestående historisk, teologisk og kulturelt indblik i jødedommen, som ikke er en trosreligion, men en lov- og ritualreligion, og hvad der ligger bag de mange daglige leveregler, den ugentlige sabbat og årets helligdage.

Læs et uddrag af Bent Lexners nye bog "Det gælder dit liv"
 
Han kommer ind på jøders situation før og nu i Danmark og Europa og råber vagt i gevær over det, som han opfatter som manglende respekt fra de danske myndigheder over for minoritetsreligioner som jødedom og islam. Og han giver udtryk for bekymring over, om jøders assimilering i det sekulære samfund ad åre kan betyde, at der ikke længere vil eksistere et religiøst jødisk samfund i Danmark.

Den stigende antisemitisme og sikkerhedstruslen mod jøder er andre årsager, der kan få de nye generationer til at forlade Danmark og andre lande i Europa for at bosætte sig i Israel.

”Bogen er et udtryk for, at jeg gerne har villet se tilbage og på, hvad har det betydet for mig at være rabbiner. Og hvis jeg kan informere mennesker om det liv, jeg har ført, og det kan være til inspiration, er det fint,” siger Bent Lexner.
 
Han byder indenfor med et stort velkomstsmil i den store lejlighed med mange blomster og familiebilleder ved Østerport Station i København, hvor han bor med sin hustru, Merete Lexner. De tre voksne børn har fundet ægtefæller i Israel og bor der med deres tilsammen otte børn.

Privat, konfliktsky, fokuseret på opgaven og ikke selv en betydningsfuld person, lyder Lexners signalement af sig selv. Det kan tilføjes: megen humor og let til latter. Og så kalder han sig for en moderne ortodoks, der gerne vil leve traditionelt jødisk, men ønsker at være en del af det danske samfund.

Artiklen fortsætter under billedet

En praktisk anlagt mand, der har ”lad os få bragt orden i tingene” som motto. Et menneske, der overholder alle jødedommens regler, fra han står op klokken 06 om morgenen og kører på cykel gennem byen iført kalot til morgenbøn i synagogen over køkkenets tre forskellige viskestykker til overholdelse af kosher-reglen, og til han går i seng klokken 22.30 om aftenen – efter at have drukket en whisky og røget en cigar. Og som lever, som om Moseloven havde et 11. bud med ordlyden: Du må ikke komme for sent.
 
”Jeg har altid sat en ære i at passe tiden. Det er manglende respekt, når folk ikke gør det. Jeg tror, at det er en del af opdragelsen hjemmefra, at man skal komme til tiden,” siger Bent Lexner, der engang på grund af en misforståelse troede, at han var for sent på den til at foretage en begravelse, og gik i panik.

Han husker også stadig dengang, han for 40 år siden arbejdede som turistguide ved siden af rabbinerstudierne i Jerusalem og glemte at bede morgenbøn. Det føltes helt forkert.

”Når jeg reagerer så mærkbart, tror jeg, det skyldes to ting. Dels en instinktiv fornemmelse af, at det er en hån mod andre mennesker, men også mod Gud, hvis vi ikke respekterer tiden. Dels har jeg levet et liv, der har været meget ritualiseret. Jeg har altid været vant til at gå i synagogen hver dag til bestemte tidspunkter. Respekt for tiden er blevet en del af mit dna.”

”Og når jeg så mange år efter er opmærksom på dengang, jeg glemte morgenbønnen, er det for mig en bekræftelse på, hvor vigtigt det er for mig at have faste holdepunkter og ritualer i tilværelsen. Da israelitterne blev befriet fra slaveriet i Egypten, var det første, der skete, at de fik en lov på et bjerg i Sinai. Det betyder for mig, at der først er frihed, hvis der også er en lov.”

”Det giver en fornemmelse af orden i tilværelsen og en respekt for det system, jeg er vokset op i. Det gælder ikke kun på det religiøse område, men også i forhold til det store samfund. Jeg passer mine pligter og forsøger, mener jeg, at leve tilværelsen som en ordentlig medborger. Jeg kan godt lide at leve i et systematisk rod. At jeg har nogle faste holdepunkter, og det gælder både i privatlivet, familielivet, arbejdslivet og i forhold til mine medmennesker. Der skal være orden i sagerne.”

”Og så har jeg det, jeg kalder for et diasporakompleks, som bygger på den jødiske betegnelse diaspora, det vil sige leve uden for Israel. Jeg opfatter mig selv som repræsentant for et folk, der lever som minoritet og må tilpasse sig. Derfor er jeg ekstra forpligtet til at være en god statsborger. Jøderne har nok altid helst villet leve stille og har ikke gjort noget ud af sig selv, men forsøgt at indordne sig under de forhold, der var. Det mener jeg ligger i historien, og den er jeg et produkt af.”

Bent Dov Lexner er vokset op i en lejlighed på Israels Plads i København som ældste søn af Esther og Abraham Litischevsky. Senere ændrede familien efternavn til Lexner, inspireret af en onkel, der fik idéen til navnet under en forretningsrejse i New York, hvor han gik på Lexington Avenue. Lexner var nemmere at udtale og stak ikke så meget ud.

Familiens historie er som de fleste jøders dramatisk. Både hans fars og hans mors familie kom i begyndelsen af 1900-tallet til Danmark som flygtninge fra henholdsvis Ukraine og Litauen. Og begge familier måtte flygte til Sverige i 1943 som følge af nazisternes forfølgelse. Både bedsteforældre og forældre var ortodokse jøder, men optaget af, at deres børn skulle være danske jøder.
 
”Min opvækst var tryg og præget af, at det at være jøde i Danmark var et privilegium i sig selv. Jeg opdagede meget tidligt, at når man vil have særrettigheder, må man også kende sin historie. Det, jeg har med hjemmefra, er en meget stor opmærksomhed på andre mennesker og stor respekt for de fremmede og flygtninge.”
 
”Mine forældre syntes, at jeg skulle have en rigtig uddannelse. Jeg blev speditør og var meget glad for arbejdet. Jeg har altid syntes, at det, jeg lavede lige nu og her, var sjovt. På den måde er jeg et meget positivt menneske,” siger Bent Lexner.
 
Når han blev rabbiner, skyldtes det ikke så meget et religiøst kald, men lå i naturlig forlængelse af opvæksten og det stærke venskab, som hans familie havde med Melchior-familien, der havde fostret flere rabbinere. Deriblandt Bent Melchior, som Bent Lexner kom til at efterfølge på posten – først som andenrabbiner i 1976, dernæst som overrabbiner i 1996.
 
I årene 1971 til 1976 boede han i Israel sammen med sin familie, hvor han læste til rabbiner ved Harry Fischel Institute i Jerusalem. Her lærte han sig også schächting – rituel slagtning af dyr – og at blive mohel – hebraisk for den, der udfører omskæringer. I sine år som rabbiner har Lexner været med til at omskære 1000 drengebørn.
 
”Det er et stort studie, og det er klart, at hvis jeg havde levet i et stærkere jødisk samfund end det, jeg er vokset op i, havde der været ting, jeg ville have haft nemmere ved. Jeg betragter mig ikke som udlært i jødedom. Jeg er ikke intellektuel og kan indimellem konstatere, at i den retning har jeg manglet noget.”

”Men jeg har været meget glad for at være rabbiner, som betyder lærer, sjælesørger og rådgiver. Det har været utroligt givende og på mange måder et rigtig godt og spændende liv. Det har givet udfordringer undervejs, men jeg har aldrig været bange for at erkende, at der var ting, jeg var bedre til end andre ting. I det store hele synes jeg, at jeg har opfyldt den opgave, jeg mente, jeg kunne påtage mig. Jeg har blandet mig i alt.”
 
”Jeg efterlader ikke et styrket jødisk samfund. Men mange af de ting, jeg ikke har opnået, har haft meget at gøre med de præmisser, der har ligget. Assimilationen i det jødiske samfund har jeg for eksempel ikke haft indflydelse på,” siger Bent Lexner.

Det Jødiske Samfunds nye rabbiner, Jair Melchior, opholdt sig i Israel, da terrorangrebet ramte synagogen den 15. februar. Derfor blev hans forgænger dybt involveret håndteringen af det: kriseberedskabet, interviews med medier fra ind- og udland, møder med myndighederne, planlægning af begravelsen og begravelsestalen for Dan Uzan.

”Det var ikke noget ønske for mig at blive frontfigur, men det blev jeg. Jeg blev spurgt, om jeg lige som mange andre ønskede psykologhjælp, men dér har jeg været god til at være i stand til at komme videre. Sorgen ligger der og præger mig i dag. Den måde, jeg har bearbejdet det på, har været, at vi skal være noget for de levende. Jeg kan ikke gøre noget for, at det ikke skete, men jeg kan gøre noget for, at Dan Uzans forældre, som jeg ser hver dag til gudstjeneste i synagogen, på et eller andet tidspunkt igen får troen på, at livet har en mening,” siger Bent Lexner.
 
For ham selv er troen indgroet i den daglige praksis og i ritualerne.
 
”Troen ligger bag det hele, og det er troen på, at Gud har skabt denne verden og skabt os med en fri vilje – det har været vigtigt for mig. Jødedommen har et pragmatisk forhold til døden. Den spekulerer ikke i, hvad der er bagefter. Jeg tror, at der er noget, men hvad det er, overlader jeg til Vorherre. Jeg håber, at der er noget.”

”Jeg håber, at jeg lever videre i kraft af mine børn og den næste generation. Og skulle der være en dom, håber jeg, at Vorherre ser mildt på de ting, jeg ikke har opnået, og de ting, jeg har lavet i livet. Det, jeg gerne vil huskes for, er: Han gjorde, hvad han kunne.”

Bent Lexner cykler iført kalot hver eneste morgen året rundt fra hjemmet på Østerbro i København til gudstjeneste klokken syv i synagogen i Krystalgade. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen