Prøv avisen

Hella Joofs datter bliver tv-vært

Olivia Joof er nervøs inden debuten som tv-vært. Måske kan hun få gode råd hos sin i rampelyset erfarne mor, Hella Joof. Foto: Jesper Carlberg/DR

Mor Hella er allerede kendt fra film og tv. Nu går hendes datter, 20-årige Olivia, også på skærmen i musikprogrammet Boogie.

Det var lidt af et tilfælde, der gjorde, at Olivia Joof i morgen kan debutere som studievært på DR's musikprogram Boogie. Hun havde nemlig ingen planer om at blive skærmtrold.

- Det var en ven på Facebook, som jeg ikke engang kender så godt, der havde anbefalet mig til DR. Og så blev jeg spurgt, om jeg ville komme til casting, fortæller Olivia, der i øvrigt fylder 21 år på lørdag.

Musikprogrammet Boogie henvender sig til de unge og koncentrerer sig om den nyeste musik i ind- og udland. Men Olivia Joof har med egne ord en bred musiksmag.

- Lige for tiden er jeg ret vild med en masse gammel soul og funk, men ellers hører jeg alt. Både rock og pop og måske et hemmeligt japansk band, siger Olivia, hvis seneste koncert var med hendes kærestes band 'With No Arms and Legs".

Olivia Joof er godt klar over, at hun vil blive set på som "Hella Joofs datter". Men det er hun vant til.

- Sådan har det altid været. Jeg kan ikke sige, om det er mærkeligt. Jo, nogle gange er det nok lidt, men jeg er jo også stolt af min mor, og de ting, hun har lavet, fortæller den nye Boogie-værtinde.

Måske Olivia kan hente gode råd og hjælp hos sin rutinerede mor, inden hun skal på skærmen første gang.

- Jeg er ret nervøs. Det er jo live. Jeg fik også lidt af et chok, da de sagde det, men det må vi jo tage, som det kommer.

Mor Hella er også aktuel i tv-sammenhæng for tiden, hvor hun er dommer i Talent 09 på DR. Foto: Henrik Frydkjær/DR