Thomas Korsgaard: Her er mit ungdomsoprør

Forfatter Thomas Korsgaard har haft lange perioder, hvor han ikke har haft kontakt til sin familie. Man tager langt renere og klarere beslutninger uden disse omsorgsfulde personer, der giver råd ud fra egen såkaldt livserfaring, siger han

Thomas Korsgaard
Thomas Korsgaard. Foto: Privatfoto.

Hvad bør unge gøre oprør mod i dag og hvad har du selv gjort oprør mod?

I anledning af 50-året for ungdomsoprøret i 1968 har Kristeligt Dagblad stillet disse to spørgsmål til 10 kendte danskere under 30 år forfattere, filosoffer, politikere og andre fra vidt forskellige brancher.

Deres bud har vi også skrevet sammen i en oprørssang. Se musikvideoen her

Forfatter Thomas Korsgaard:

Hvis du kunne pege på én ting: Hvad bør unge så gøre oprør mod i dag – og hvorfor?

”Der bør gøres oprør mod familien. Denne medfødte, men falske, tryghed, som vi alt for ofte læner os op ad helt op i fyrrerne. Familien er tit hæmmende for vores udvikling og mentale velbefindende. Den er leveringsdygtig af tusind gode råd – særligt når man ikke har bedt om dem. Og så kæmper den imod enhver form for frigørelse og selvstændighed. Et eksempel er forældrekøb. På mange måder er det et godt koncept, men hvordan skal man nogensinde kunne vende sig mod sin historie, spørge kritisk til den eller tage fridage fra sin mor og far, hvis de er ens udlejer?”

Hvad har du selv gjort oprør mod – og hvordan?

”Jeg har holdt lange perioder, hvor jeg ikke har haft kontakt til min familie. Man tager langt renere og klarere beslutninger uden disse omsorgsfulde personer, der giver råd ud fra egen såkaldt livserfaring. De perioder har rodet mig ud i mange problemer og voldsomme oplevelser, men i høj grad også bragt mig til nye erkendelser om, hvem jeg er, og hvem jeg bestemt ikke er. Hvis du vælger din familie fra i et stykke tid, så vær opmærksom på klicheen ‘venner er den familie, du selv vælger’. Det passer ikke. For de fleste af dine venner har deres egen familie. Venner er de venner, du selv vælger. Og det er fint og godt nok.”