Prøv avisen

Kirkelige retninger i folkekirken

Nærmest grundtvigsk. Grundtvig på Holstebro Gymnasium

Hvad er venstre og højre i de kirkelige retninger? Hvad er synet på bibel, kirke og menneskeliv? De traditionelle retninger har mere end hundrede års historie bag sig. Dur de stadig som pejlemærker i det kirkelige landskab?

I "det kirkelige landskab" orienterer man sig traditionelt - lige som i det politiske - til venstre og højre. Ude til højre befinder de mere eller mindre fundamentalistiske grupperinger sig, altså dem som læser Bibelen som ufejlbarlig, åbenbaret tekst. Til venstre findes de grupper, som har en mere videnskabelig forståelse af bibelteksten.

Nogle gange orienterer man sig også efter forståelsen af kirke og liturgi, sådan at de højkirkelige, for hvem kirken som institution og liturgiens rette udførelse er afgørende, siges at ligge til højre, mens de "lavkirkelige", for hvem disse ting er underordnede, ligger til venstre. Allerede her forvirres billedet. Højkirkelige behøver ikke at være fundamentalister - og omvendt kan lavkirkelige sagtens være det. I det hele taget hører retningsbestemmelserne stort set fortiden til, men de dukker stadig op i den kirkelige debat.

De grundtvigske
De mest markante retninger i dansk kirkeliv, Indre Mission og de grundtvigske, har fælles rødder i de folkelige vækkelser, som begyndte at bryde frem helt tilbage i 1700-tallet. De grundtvigske - eller grundtvigianismen, har navn efter N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Man vil aldrig møde bibelfundamentalisme hos grundtvigske. Det er ikke Bibelen, der er kirkens egentlige grundlag, men den levende tro på og bekendelsen til Kristus selv, som den har udfoldet sig gennem tiden. Bibelen respekteres, fordi den selv er udtryk for netop den tro og rummer de ældste vidnesbyrd om den - men den er udformet af mennesker, og har derfor også tidsbundne forestillinger.

Det fundamentale for grundtvigianismen var den levende, troende og bekendende menighed. Derfor blev den også udspring for et væld af valg- og frimenigheder. Dette præg er nu stærkt afsvækket. Den grundtvigske retnings særlige kendetegn i dag kan være svære at definere. "Nærmest grundtvigsk" er efter sigende det, en ansøger skriver om sig selv, når han eller hun ikke vil støde nogen fra sig. Nogle grundtvigske præster kan, på grund af den vægt, de lægger på menighed, dåb og nadver, med en vis ret kaldes højkirkelige. Den - lille - del af grundtvigianismen, som har fundet det nyttigt at organisere sig, hører hjemme i Kirkeligt Samfund, dannet i 1898.

Indre Mission
Indre Mission udsprang af den grundtvigske bevægelse. Men den liberale holdning til skriftens ord blev en stadig anfægtelse for en del af de vakte. I 1861 tog Vilhelm Beck ledelsen af bevægelsen og organiserede den som forening. Den fik navnet Kirkelig forening for indre mission - og den er stadig repræsentant for bevægelsen. Karakteristisk for ham og bevægelsen tordnede han mod universitetsteologerne: "På knæ for Bibelen, professorer!"

Indre Mission er ikke uden videre fundamentalistisk, men heller ikke tilhængere universitetsteologiens tolkninger. Bevægelsen organiserede sig med indremissionærer - folkekirken blev set som en missionsmark, hvor medlemmerne skulle omvendes til den rette tro. Og der blev bygget missionshuse, oprettet lokale foreninger og meget mere. For Indre Mission var den enkeltes omvendelse det vigtige, derfor var kirke og liturgi mindre vigtige fænomener - Indre Mission var lavkirkelig

Tidehverv
Tidehverv høres en del i den kirkelige debat - trods det, at der egentlig ikke er anden organisation end en redaktion af tidsskriftet af samme navn. Selv om det aldrig er blevet en folkelig bevægelse, har en del af Tidehvervs holdninger uden tvivl været medformende på mange danskeres fornemmelse af hvad kristen tro går ud på. Oprindelig var Tidehverv en protest inden for KFUM mod den demonstrative fromhed og godhed, som man dyrkede i 1920'erne.

Mennesket var gennemsyndigt, og kunne ikke skilte med noget som helst godt; det kunne blot modtage sine synders nådige forladelse, og så "være jorden tro". Kirkeliv var - og er stadig - at høre prædikenen og intet andet. Mange grundtvigske præster og lægfolk er med tiden blevet præget af bevægelsen. Tidehverv er lavkirkelig - og ikke-fundamentalistisk - men til gengæld ortodoks, man insisterer på den rette lære. Thorkild Grosbøll prøvede at tage Tidehverv til indtægt for sine synspunkter. Det blev totalt afvist.

Andre retninger og bevægelser
Knap så synlige som de ovenstående bevægelser er Luthersk Mission - som ligger helt til højre i skriftsynet og er helt lavkirkelig - og som ganske ofte truer med at træde ud af folkekirken, på grund af dennes manglende bibeltroskab. Kirkefondet er ikke en retning, men kan alligevel stå som samlemærke for en del kirkeliv i Danmark. Kirken består ikke blot af præsterne, men i lige så høj grad af lægfolk, som igennem initiativer både selv forkynder og skaber nye rum for forkyndelse. KFUM og KFUK er stadig levende foreninger, som gennem aktive medlemmer og ungdomsarbejde sætter deres præg på mange menigheder

I kirkelig bås
I virkeligheden er de traditionelle skillelinier under stærk opblødning. De allerfleste, både præster og lægfolk, føler ikke de kan sættes i bås. Interessen for spiritualitet indenfor kirken har ændret meget og de færreste mener at videnskabelighed og troskab mod Bibelen udelukker hinanden. Endelig har den nævnte Grosbøll-sag for alvor vist at de egentlige skel i kirken ikke følger de historiske, kirkelige retningers forskellige pejlemærker.

Vilhelm Beck mindesten på Himmelbjerget