Prøv avisen

Magten i folkekirken

Grundloven bliver underskrevet.

Hvem bestemmer i Den Danske Folkekirke? Er det kirken selv? Eller Folketingets politikere? Kristendom.dk fortæller om kampen om magten i folkekirkens historie

Den Danske Folkekirke voksede frem af det demokratiske røre omkring overgangen fra enevælde til folkestyre - stadfæstet ved junigrundloven 1849. På en måde var den en nyskabelse - i hvert fald hvad angår navnet, da der ikke var noget, der hed folkekirke før. Med grundloven kom der nu religionsfrihed i landet, men det hed - og hedder stadig - i grundlovteksten: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Kirken var altså stadig bundet af en bestemt måde at tro på, nemlig den luthersk-evangeliske, men hvem skulle styre den? Før havde kongen - konge af Guds nåde - gennem sit kancelli styret kirken i alle spørgsmål. Kunne folketinget, hvor medlemmerne ikke kunne forpligtes på en bestemt tro, bare indtage samme plads?

Folkekirkens forfatning ordnes ved lov
Det var en almindelig fornemmelse i den grundlovgivende forsamling, at det kunne folketinget ikke. Derfor kom endnu en paragraf med: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov". Den blev forstået som en løfteparagraf - nemlig et løfte om, at der skulle indkaldes eller vælges et kirkeråd, som skulle lave en særlig kirkeforfatning, der skulle fastlægge, hvordan kirken skulle styres. Mange så det imidlertid snarere som en trusselsparagraf. Nogle biskopper var bange for at miste deres hidtidige indflydelse, nogle folketingsmedlemmer var bange for en for selvstændig kirke med meget store jordbesiddelser. Senere blev præster bange for, at et selvstændigt kirkeråd skulle give for meget magt til bestemte kirkelige retninger. Resultatet blev, at man i praksis tolkede ordene "ved lov" som "ved løbende lovgivning" - af folketinget.

Med god grund skriver Ebbe Kløvedal Reich i bogen "Kun et gæstekammer. Historien om den danske folkekirkes fødsel" fra 1999: "Juridisk set kom den danske folkekirke til verden som et skravl og en skifting, som ingen rigtig ville kendes ved."

Staten bestemmer
En frigørelse af kirken fra staten blev hurtigt lagt til side. Loven om sognebåndsløsning (1855) gav frihed for den enkelte, så man ikke længere var bundet til sin sognepræst. Dermed løste folketinget pragmatisk et frihedsønske hos mange i den grundtvigske bevægelse. Samtidig understregede selve det, at loven blev givet, at staten bestemmer selv i kirkens inderste anliggender. De grundtvigske, som egentlig havde været forbeholdne over for statskirkeligheden, var glade, mens biskopper og mange præster, som i stort omfang havde støttet den statskirkelige ordning som beskyttelse mod for meget kirkelig vildskab, var skuffede.

Pres fra neden
I de politisk hårde tider efter nederlaget i 1864 med tabet af Slesvig-Holsten og under den stærkt konservative Estrup-regering, som regerede uden om folketingets flertal, skete der meget lidt med hensyn til kirkens styrelse. I samme periode voksede nu nye kirkelige retninger frem ud af vækkelsernes løst organiserede bevægelser. Først grundtvigianismen og fra 1861 Indre Mission. Langt op i det følgende århundrede prægede de det kirkelige landskab. De ønskede naturligvis indflydelse på kirkens styre - men brugte samtidig en del kræfter på at bekrige hinanden. Det bestyrkede mange præster i, at styring fra oven - fra staten - stadig var at foretrække.

Menighedsråd
I 1901 gav Estrup-regeringen op og partiet Venstre, som havde ført an i kampen mod godsejerregeringen, kunne overtage magten. Et af de førende medlemmer af partiet var I.C. Christensen. Han brændte for folkestyretanken - også på kirkens område. Kirkens selvstændighed skulle gennemføres fra bunden af og op. Han fik gennemført lov om menighedsråd - først kun på prøve (1909) - men fra 1920 kunne han gennemføre sit program. Menighedsrådene fik indflydelse på præstevalg og bispevalg. Det skete ikke uden protest og modstand. Naturligvis fra præstestanden, som så sin position rokket, men også fra bevægelserne. Det ville give "mængden af sløve navnekristne" magten over kirken på de helliges bekostning, kunne det lyde fra Indre Mission.

Det velordnede anarki
Efterhånden vænnede kirken sig også til menighedsrådene. Særlig gennemskuelig var magtforvaltningen ikke på noget tidspunkt. Af nogen blev dette ligefrem idealiseret. Kirkehistorikeren Hal Koch karakteriserede i 1950'erne forholdene som "velordnet anarki" - og fandt dette ganske tiltalende. Skulle han som historiker sætte etiketter på, kaldte han ordningen "nærmest lavkirkelig, kongregationalistisk, men dybest set er det en forbløffende mangel på virkelig ordning eller fasttømret kirkesyn".

Kritik af magtens usynlighed
Anarki i ordets betydning "ingen styring" var der naturligvis ikke tale om. Blot var magtens veje ikke særlig gennemskuelige. I 1970'erne og 80'ernes magtkritiske periode fandt mange det lammende. Bestemte biskopper, embedsmænd og kirkelige grupperinger kunne fremme og især bremse, mente man, initiativer efter forgodtbefindende.

Det afstedkom - blandt meget andet - bogen "Kirkens mund og mæle" (1992), som på ny rejste kravet om en kirkeordning, der byggede på en kirkeforfatning med en synode (et kirkeparlament). En af forfatterne, Kirkefondets Generalsekretær Kaj Bollmann, kunne i 2002 i et foredrag stadig karakterisere folkekirken som "et stort og temmelig uigennemskueligt system uden særlig klar magtfordeling, præget af tilfældighed og uigennemtænkthed, en underlig blanding af benhård centralisme og total decentralisme. ed udpræget demokrati i visse sammenhænge og en næsten bananrepublikagtig enevældig statsforvaltning på andre områder".

Fornyede krav om selvstændighed
Forskellige sager i nyeste tid, Grosbøll-sagen, Ribers-sagen og rod i økonomistyringen, holder spørgsmålet om magtfordeling mellem kirke og stat åbent - anskueligt spændt ud mellem to biskoppers positioner. Karsten Nissen, biskop over Viborg stift, skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad: "Vi mangler i eminent grad i folkekirken et rum, hvor vi kan tale sammen i vor forskellighed. Jeg tror, at skabelsen af et sådant rum - og det kan efter min opfattelse kun ske ved en kirkeforfatning - vil være den bedste hjælp, vi kan give fællesskabet og sammenhængskraften i folkekirken. Og det kan ske inden for rammerne af Grundloven uden at bryde forholdet mellem stat og kirke. Tværtimod vil en sådan udvikling være en opfyldelse af den folkekirkeordning, som grundlovsfædrene forudså i 1849".

Jan Lindhardt, biskop over Roskilde stift, er omvendt bange for, at en sådan forandring i forholdet mellem stat og kirke vil betyde, at kirken efterhånden vil ende som en privat institution, som ikke hører til i det offentlige rum, og som kun de særligt interesserede vil være involveret i. Dermed vil den hverken kunne forkynde for eller gavne det folk, den er midt i, og den stat, den nu er en del af. Det er en af hovedpointerne i hans nyeste bog "Folkekirke? Kirken i det danske samfund".