Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var til gudstjeneste. Men når jeg er på ferie, går jeg lige så ofte ind i den lokale kirke, som det lokale museum. Da min kone og jeg sidste år var på Mallorca, var vi inde i katedralen i Palma del Mallorca.
Det var en fantastisk oplevelse. Man bliver andægtig, når man træder ind i sådan en kirke, fordi der ligesom på et museum er stille. Og så kan man heller ikke helt lade være med at tænke på, hvor megen lidelse, de mennesker, der har bygget kirken, har måttet gå igennem. Det er jo ikke helt smertefrit at bygge sådan en kæmpe bygning.
Da vi indspillede Nikolaj og Julie, skulle jeg holde tale til min fars (spillet af Ulf Pilgaard, red.) begravelse. Jeg brød fuldstændig sammen, og vi måtte afbryde adskillige gange. Jeg var nødt til at sætte mig ned, drikke en øl og ryge et par cigaretter, før vi kunne afslutte scenen. Det var helt klart fordi, min egen far var i tankerne, og scenen blev derfor utrolig følelsesmættet. Desuden sagde figuren Nikolaj nogle ærlige ting om sin far, som han ikke havde det bedste forhold til. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg kunne klare at holde tale til en rigtig begravelse. Det er nogle store ord, man siger.
Jeg ville sætte flere farver på kirken.
Nej, jeg mener det helt bogstaveligt. Kirkerne skulle males i alle mulige farver. Sådan lige som Palads i København. Når man ser på den, tænker man: Hey, der sker noget derinde. Det skulle være sådan, at man kunne se på kirkerne, at der er plads til alle mennesker, om de er sorte, brune, går med lilla tørklæder eller i træsko.
Præsterne skulle være mere personlige i deres tale. De skulle ikke bruge al deres energi på at snakke om et eller andet sted i Bibelen ... Jo, det er de selvfølgelig nødt til, men de skulle gøre det vedkommende for mig, der sidder og hører på. Jeg vil gerne høre, hvad præsten selv mener, så jeg kan forholde mig til det. Mange præster dækker sig ind under det, der står i Det Nye Testamente. Jeg mener, at Bibelen er ligesom en teoribog til kørekort. Når man har lært det, der står i den, siger man: "Godt, nu kan jeg det, nu lægger jeg den til side". Præsten skal sørge for at få mig op stolen, og det gør han ved at fortælle mig, hvad han personligt har på hjerte.
Jeg mener egentlig, der skal være frihed til at tro på forskellige ting. Debatten har været med til at ruske op i danskerne og fået dem til at spørge: Hvad skal vi tro på? Jeg må indrømme, at det er Dalai Lama og ikke Bibelen, der ligger på mit natbord. Hvis Grosbøll er uenig med flertallet, er det nok fordi, han har noget på hjerte. Og det er godt at have noget på hjerte, ligegyldigt man laver. Der er heller ikke noget ved at gå i teatret og se en skuespiller, der bare trykker på knappen og laver det sammme, som han lavede i går. Det kræver engagement - ellers kan man lige så godt finde noget andet at lave.