10 citater af Niels Hausgaard om tro, klogskab og livet

I morgen fylder sanger og satiriker Niels Hausgaard 75 år. Kristeligt Dagblad bringer i den forbindelse en række af hans mindeværdige citater gennem tiden

Niels Hausgaard har i snart 50 år underholdt publikum med anekdoter, satire og musik fra scenen. Senest spillede han på Tønder Festival 2019.
Niels Hausgaard har i snart 50 år underholdt publikum med anekdoter, satire og musik fra scenen. Senest spillede han på Tønder Festival 2019. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix.

1. Om udenadslære
”Det eneste, der er kedeligere end at lære ting udenad, er at høre, hvad andre har lært udenad. Salmevers har aldrig været mig.”

Citatet kommer fra et interview, Niels Hausgaard afgav i forbindelse med Skagen festival 2005, hvor han turnerede under overskriften "Kun Ydre Ting?". I interviewet udtalte han sig om sin turne og sagde blandt andet, at han aldrig kedede sig, for det gjorde kloge mennesker som bekendt ikke.
- <em>Nordjyske den 15. januar 2005</em>

2. Om tvivl
”Jeg synes, at den højeste form for tro er tvivl. Og at tvivl er den eneste menneskelige form for tro.”

I et interview med KLF udtalte Niels Hausgaard sig om tro. Her fortalte han, at han godt kunne forestille sig, at trosbekendelsen blev lavet om til en tvivlsbekendelse. Og dåbsritualet: ”Vil du døbes på denne tvivl?”, fordi han efter sigende ’tror på tvivlen’.
- <em>Kirke og medier den 12. december 2017</em>

3. Om viden
”Vi, der har gået meget lidt i skole, ved på forhånd, at vi er bagefter, og det mener jeg, gør os mere vidende.”

Citatet stammer fra et interview i Kristeligt Dagblad. Niels Hausgaard udtalte sig om uddannelse og livet og understregede i den forbindelse, at han mente, at aktive valg er begrænsende. Han lader i stedet ofte tilfældet råde for at få noget at vide, som han ikke vidste i forvejen. Han sætter eksempelvis aldrig en cd på, når han kører lange ture i bil, men tænder i stedet for radioen og lytter til det, der tilfældigvis er på, så han kan lære noget nyt.
- Kristeligt Dagblad den 15. august 2014

4. Om klogskab
”At være klog er at være dygtig til at leve.”

I samme interview udtalte Niels Hausgaard sig om dét at være intelligent. Han fortalte blandt andet, at der er stor forskel på at være intelligent og på at være klog. I hans optik kan man godt have en høj intelligenskvotient uden at være klog – ja, man kan sågar være dum.
- Kristeligt Dagblad den 15. august 2014

5. Om dovenskab
”Sofaen er som et forslugent rovdyr, der angriber bagfra. Og sidder man der først, bliver man næsten opslugt”.

Citatet blev bragt i et debatindlæg i Information, der handlede om, at man lige såvel kan dø af dovenskab og ugidelighed, som man kan dø af overanstrengelse.
- <em>Information den 7. april 2009</em>

6. Om kristendommen
”Mennesket har altid haft en religiøs trang, min egen har jeg ikke sådan rigtig struktureret, men kristendommen er en god idé, som vi burde overveje at indføre.”

Citatet stammer fra et interview i Kristeligt Dagblad, hvor Niels Hausgaard kommenterede sin egen religiøse overbevisning. Hertil fortalte han, at han har taget afstand fra sin indremissionske opvækst, men stadig har en religiøs trang og derfor ikke har meldt sig ud af folkekirken.
- Kristeligt Dagblad den 15. august 2014

7. Om humor
”Humor er stødpuden, som gør det lettere at være sammen.”

I et portrætinterview på dr.dk, udtalte Niels Hausgaard sig om humor. Han fortalte, at humor både er et tegn på overskud, men også en måde at beskytte sig selv på. Men at evnen til at grine af sig selv og andre alt andet lige gør det lettere at omgås hinanden.
- <em>dr.dk den 28. marts 2017</em>

8. Om flertallet
”Er de fleste de bedste eller bare de fleste?”

Sætningen stammer oprindeligt fra sangen ’Hvem bestemmer’, der blandt andet handler om, hvorvidt flertallet altid har ret. Verset lyder således: ”For de fleste har jo magten, så det er så nemt/ Det bliver præcis, som de fleste har bestemt/ Men bliver vi kloge, bare fordi vi er mange i flok?/ Tænk så kloge vi ku' blive, hvis vi bare var nok! /Men der er nu en ting, det ville være skønt at have vidst:/ Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste?”
- <em>Fra sangen ’Hvem bestemmer’ (1979)</em>

9. Om religiøs trang
”At ville udrydde den religiøse trang hos mennesker forekommer mig lige så håbløst som at ville udrydde trangen til sex.”

Citatet stammer fra et interview med Niels Hausgaard i Kristeligt Dagblad. Han udtalte sig her om de positive og negative sider af folkekirken og sagde i den forbindelse, at folkekirken er et ’værn mod en sekterisk betændelse’.
- Kristeligt Dagblad den 14. august 2013

10. Om døden
"Jeg oplever mange mennesker, der begrænser deres livsglæde, fordi de er bange for at dø. Og det er man nødt til at gøre noget ved. Simpelthen af hensyn til, at man gerne vil leve. Så den lille detalje, at man skal dø, er man nødt til at have på det rene."

Citatet stammer fra et portrætinterview i Berlingske, efter Niels Hausgaard havde været væk fra scenen gennem et længere sygdomsforløb. Han snakker om hans forhold til døden og nævner blandt andet, at han gennem mange år har tænkt sin død til ende. Hver dag.
- <em>Berlingske den 10. april 2016</em>