Aflastningsfamilie eller bonusfamilie? Anbragte unge efterlyser mere kærlige ord

Ord som aflastningsfamilie, tvangsfjernet og behandlingskrævende kan øge anbragte børns negative selvopfattelse, mener en gruppe tidligere anbragte unge. Men kan nye ord ændre børns syn på sig selv? Kristeligt Dagblad var med, da 11 tidligere anbragte unge mødtes med socialminister Astrid Krag (S) for at foreslå nye ord

Der er brug for nye ord, der ikke stigmatiserer og stempler børn, som ikke kan bo hos deres forældre, mener social- og ældreminister Astrid Krag (S), der forleden mødtes med en gruppe tidligere anbragte unge for at drøfte nye ord.
Der er brug for nye ord, der ikke stigmatiserer og stempler børn, som ikke kan bo hos deres forældre, mener social- og ældreminister Astrid Krag (S), der forleden mødtes med en gruppe tidligere anbragte unge for at drøfte nye ord. Foto: Leif Tuxen.

Da Leika Fuglsang som ni-årig blev anbragt på et behandlingshjem, fortalte hun sine kammerater, at hun boede på børnehjem. Hun følte, at ordet behandlingshjem gav et billede af, at hun var et problembarn.

”Jeg kaldte det selv for et børnehjem, fordi jeg ikke mente, at jeg skulle behandles for noget. Jeg var der, fordi min mor var syg af sklerose. Jeg følte ofte, jeg blev mødt som et rumvæsen, fordi jeg var anbragt,” fortæller Leika Fuglsang, der i dag er 29 år, pædagog i en ungdomsklub og næstformand i organisationen Anbragtes Vilkår.

Fransiska Mannerup på 25 år boede hos seks forskellige plejefamilier, fra hun var to år til hun var 14 år, hvorefter hun kom på kostskole.

Hun opfattede allerede som fire-femårig ordet plejebarn som negativt ladet. Ordet signalerede, at hun var anderledes og ikke lige så god som de andre.

”Jeg sagde åbent: ’Jeg er tvangsfjernet’, og jeg følte, at folk ændrede syn på mig, når jeg brugte det ord,” fortæller Fransiska Mannerup, der er bachelor i kommunikation og socialvidenskab.

For Amalie på 23 år, der er studerende og ikke ønsker sit rigtige navn i avisen, føltes det besynderligt, at hun som 16-årig blev placeret i en såkaldt træningsfamilie . Det er et andet ord for plejefamilie i programmet multisystemisk familiepleje.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fortæller, at hun allerede i sin første tid som socialminister mødte anbragte børn, der følte sig stemplet på grund af systemets sprog.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fortæller, at hun allerede i sin første tid som socialminister mødte anbragte børn, der følte sig stemplet på grund af systemets sprog. Foto: Leif Tuxen

Fransiska Mannerup, Leika Fuglsang og Amalie var tre af de 11 unge, der forleden mødtes med social- og ældreminister Astrid Krag (S) for at komme med bud på, hvordan sprogbrugen om anbragte børn og unge kan gøres mindre stigmatiserende. De tre unge kvinder har selv oplevet, at sproget har været med til at skabe en negativ selvopfattelse.

Den politiske aftale om en anbringelsesreform, som regeringen og et stort flertal i Folketinget indgik i foråret, betyder, at der skal luges ud i stigmatiserende sprog. Det gælder for eksempel et begreb som aflastningsfamilie . Knap 12.000 børn bor ifølge de seneste tal i plejefamilie eller på institution.

Fransiska Mannerup lagde ud med at foreslå ordet aflastningsfamilie ændret til bonusfamilie.

Ordene socialrådgiver og sagsbehandler havde flere af de unge det også svært med. I stedet foreslog de børnerådgiver . Betegnelsen udsat barn blev af flere af deltagerne opfattet som stemplende, ligesom det blev fremhævet, at negativ social arv kan give en opfattelse af, at man som barn er forudbestemt til at få et dårligt liv.

”I stedet for udsat kunne man jo sige et barn med dårlige opvækstbetingelser,” lød det fra Amalie.

En ung kvinde påpegede, at ordet tvangsanbragt burde erstattes af vendingen anbragt uden samtykke . Flere fandt ordene opholdssted og døgninstitution problematiske. En ung kvinde mente, at ordet børnehjem ville være et bedre udtryk, trods de negative associationer, som den betegnelse historisk er blevet forbundet med.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fortæller, at hun allerede i sin første tid som socialminister mødte anbragte børn, der følte sig stemplet på grund af systemets sprog.

”Et plejebarn sagde til mig.’Jeg skulle i aflastning hver anden uge. Tænk at være så stort et problem, at man skal sendes i aflastning.’ Det ord havde sat sig i ham. Det betyder noget for børnene i hvor høj grad, sproget gør dem til et problem,” mener Astrid Krag.

Men får de nye ord efter et stykke tid ikke også en negativ klang. Nye ord ændrer ikke ved, at et barn bliver anbragt?

”Jeg tror ikke, at et nyt ord i en lovparagraf ændrer noget i sig selv. Det er et led i en samlet øvelse, hvor barnets perspektiv skal stå først i forbindelse med en ny barnets lov. I for eksempel Norge har de været gode til at finde nye ord. De bruger for eksempel omsorgsoverdragelse i stedet for anbringelse,” lyder det fra socialministeren.

Leika Fuglsang er enig:

”Vi løser ikke alle problemer ved at ændre sproget, men vi ser en retorik omkring anbragte, hvor børn og unge opdeles i kategorier som behandlingskrævende og ikke behandlingskrævende. Det er ord, der oprindeligt stammer fra psykiatrien. Det skaber en følelse af at være anderledes, som sætter sig langt ind i voksenlivet. Samtidig er der et system omkring anbragte børn, som i stigende grad kræver disse ord. Vi ønsker systemets ord erstattet af mere kærlige ord,” siger Leika Fuglsang.

Lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Marie Maegaard forsker i det talte sprog. Hun mener, det giver god mening at ændre et ord som aflastningsfamilie.

”Der er ingen tvivl om, at den måde, vi taler om verden på, har en betydning for, hvordan vi opfatter den. Sproget er ikke neutralt. Det er ikke befordrende for selvopfattelsen gentagne gange at høre, at man er en belastning,” siger Marie Maegaard.

Seniorforsker i Dansk Sprognævn, Marianne Rathje, der sammen med en kollega er i gang med at skrive en bog om farlige ord, finder det sympatisk, at Socialministeriet nu arbejder på at ændre sprogbrugen omkring anbragte børn.

”Det er helt rimeligt at ændre ord, der støder og sårer,” siger hun og påpeger, at der inden for mange områder i samfundet er en politisk korrekt bølge, hvor ord bliver fornyet, nogle gange under heftig debat.

I Norge blev det store norske leksikon for eksempel kritiseret, da redaktionen valgte at skrive urfolk i stedet for indianer. Herhjemme anser mange ordet eskimo for at være stødende og bruger i stedet inuit.

Udviklingen er dilemmafyldt, påpeger Marianne Rathje.

”Kritikerne af bevægelsen mener, at vi risikerer at sminke virkeligheden. Nissen risikerer at flytte med, så det nye ord bliver opfattet som negativt. Nye politisk korrekte betegnelser kan også betyde, at vi ikke ved, hvad vi snakker om og bliver bange for at sige noget forkert, og derfor kun taler om svære emner med de nærmeste. Dermed lægger vi låg på debatten,” mener Marianne Rathje.