Tidligere Miss Danmark: Folk stopper med at klappe på et tidspunkt

I 1965 blev Jeanette Christiansen kåret som vinder af Miss Danmark. Det blev hendes vej væk fra frisørsalonen i Lyngby til et liv som model og kunstner i Paris og New York. Dengang spekulerede jeg ikke på kvindesyn og politik, siger den nu 70-årige kunstmaler

17-årige Jeanette Christensen som Miss Danmark i 1965.
17-årige Jeanette Christensen som Miss Danmark i 1965. Foto: Christen Hansen / POLFOTO.

I aften er der finale i skønhedskonkurrencen Miss Danmark, der tidligere gik under navnet Frøken Danmark. Det var slet ikke meningen, at Jeanette Christiansen skulle være med i finalen, men en tilfældighed og en opfordring fra arrangøren fik hende overtalt.

“Min veninde havde sendt et billede af mig ind til konkurrencen - jeg tror, hun kunne få lidt penge for det, hvis det blev udtaget - så da de ringede, blev jeg vældig overrasket. Jeg havde hørt en del sladder om skønhedskonkurrencer, at man skulle sove med ham der, gøre dit og dat, så jeg sagde nej.”

De ringede tre gange, og Jeanette Christiansen sagde nej hver gang. Indtil arrangøren spurgte: “Jeanette, hvad er det egentlig, du mister ved at stille op?”

“Så tænkte jeg, ja hvorfor ikke? Jeg kom fra trange kår, gik ud af skolen som 15-årig og var i lære i en frisørsalon i Lyngby, men jeg havde altid drømt om at rejse og blive kunstmaler.”

Nogle af Jeanette Christiansen kammerater rystede på hovedet af, at hun skulle være med i skønhedskonkurrencen, men selv tænkte hun ikke videre over, hvad Miss Danmark stod for.

"Jeg spekulerede ikke på politik og kvindesyn dengang. Jeg var 17 år og tænkte bare på de drømme, jeg havde. Og Miss Danmark gjorde mine drømme mulige. Mit liv ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg havde vundet.”

Selvom en stærk kritik af seksualisering og objektivering af kvinder fylder meget i den offentlige debat i dag, mener Jeanette Christiansen stadig, at skønhedskonkurrencen har sin berettigelse.

“Jeg mener ikke, at det er nedværdigende for kvinden, hvis hun ikke ser sig selv som nedværdiget. Men jeg vil gerne sige til årets finalister: Det skal ikke være din drøm at blive Miss Danmark. Det skal være et skridt til noget større. Se det som et middel til noget større, ikke et mål. Du skal dygtiggøre dig og ikke falde for folks hep, for du ældes, og folk stopper med at klappe på et tidspunkt.”

I dag er Jeanette Christiansen kunstmaler med base på Manhattan i New York.