Som teenager var Frederik Schalwitz aktiv i den lokale protestantiske kirke i sydtyske Augsburg.
”Jeg har haft en dejlig og frem for alt dannende tid i kirken,” siger han til den protestantiske avis Sonntagsblatt.
”Men i dag har jeg ikke længere brug for en kirke for at dyrke min tro,” siger manden, der optræder under pseudonym i avisen.
For Schalwitz, som er midt i 20’erne, var tilknytningen til kirken tæt knyttet til venner og bekendte i det hjemlige sogn i Augsburg. Og da han for et par år siden flyttede til storbyen München for at tiltræde sit første velbetalte job, forsvandt den kirkelige tilknytning. I den sammenhæng gik det også op for ham, at han skulle afgive en betydelig del af sin løn for sit kirkemedlemskab. Otte procent af hans indkomstskat hver måned, skriver avisen.
”Mit kirkemedlemskab føles som et medlemskab af et fitnesscenter, som jeg betaler for, men som jeg ikke længere bruger,” siger han.
Den unge sydtysker er blandt en voksende gruppe af mennesker i det tradionelt så kristne Tyskland, som forlader kirken. I løbet af 60 år er den kirkelige medlemsprocent næsten halveret – fra 93,7 i 1960 til 51 i 2020.
Lige siden Luther er de religiøse brudflader i Tyskland ellers løbet mellem katolikker og protestanter. I 1870’erne førte den prøjsiske jernkansler Otto von Bismarck kulturkamp mod det tyske kejserriges katolske mindretal. Og i efterkrigstidens Vesttyskland var det en af landsfaderen Konrad Adenauers store bedrifter, at han forenede de gensidigt mistroiske katolikker og protestanter i et nyt folkeparti, Den Kristeligt Demokratiske Union, CDU. Med andre ord: Det kirkelige tilhørsforhold har i århundreder udgjort en uløselig del af det at være tysker. På godt og ondt. Enten protestant. Eller katolik. Punktum. Sådan er det ikke længere.
Godt nok ynder de livlige og karnevalsfejrende katolikker i Adenauers tyske Rhinland stadig at gøre nar ad protestanterne. For eksempel med ordsprog som ”hellere 100 bardiske end 95 teser” (med henvisning til Luthers teser mod pavekirkens aflad) og ”protestanterne går i kælderen for at grine”. Begge ordsprog antyder, at protestanter hverken har humor eller sans for livets glæder. Der er også indimellem henvisninger i den tyske debat til den protestantiske arbejdsmoral og dens indflydelse på Tyskland.
”Men de konfessionelle forskelle spiller ikke længere nogen rolle i den tyske hverdag,” siger teologen Alexander Görlach.
Han er senior fellow ved den internationale etik-tænketank Carnegie Council for Ethics in International Affairs og beskæftiger sig med religion, sekularisering og identitet.
Den enkelte tyskers liv og handlinger har heller ikke længere meget at gøre med kirkens dogmer og retningslinjer, tilføjer Görlach.
”Man vil for eksempel ikke finde mange katolikker, der ubetinget står ved deres kirkes seksuallære. Det er mit indtryk, at kollektiv identitet i dag mest opbygges af familie og venskaber,” siger han.
I takt med at andelen af ikke-religiøse er vokset, er de tidligere så stridende katolikker og protestanter i Tyskland i dag snarere kendetegnet ved ”enhed af nød”, skriver journalist Wulf Schmiesei i magasinet Cicero. I dag udgør andelen af konfessionsløse i Tyskland 39 procent, mens 27 procent er katolikker, og 25 procent er protestanter. I 2020 vendte 441.000 tyskere kirkerne ryggen, og i 2019 nåede antallet historiske højder med 543.000 udmeldelser.
En udvikling, som journalist Reinhard Müller fra avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung begræder. Kirkens ”kraft er baseret på mere end to tusinde års gennemprøvet visdom, som har hjulpet mange i den største nød, og som stadig er relevant”. Folk melder sig ud og erfarer senere, at de alligevel gerne vil have kirkens ydelser.
”I sin kerne er kirken ikke afhængig af skatter og medlemskab. Men hvad er et menneske uden tro og håb?,” skriver han.
Misbrugsskandaler, tab af tillid, ønske om at spare kirkeskat: Årsagerne til det faldende medlemstal er mange, men forud for beslutningen går ofte en lang proces mod fremmedgørelse.
Doris Bauer, en 53-årig socialrådgiver og socialpædagog fra vesttyske Köln, forlod den katolske kirke sidste år. Hun kæmpede længe med spørgsmålet om udmeldelse.
”Og så var det en total befrielse,” siger hun til netmediet Deutsche Welle.
Det var de tyske katolske biskoppers opførsel efter en undersøgelse om seksuelle overgreb i 2018, som rokkede ved hendes tro på kirken.
”Der blev ikke gjort nogen som helst indsats for at tage ansvar eller gøre noget konkret for at ændre tingene. Præsterne ønsker ikke forandring,” siger hun.
Doris Bauer går stadig til katolske og protestantiske gudstjenester i Köln, ”hvor det er harmonisk”. Men kirkemedlem vil hun ikke være.
”Den officielle kirke sælger sig selv som en moralsk autoritet. Men den lever ikke efter sine egne værdier,” siger hun.
For den 56-årige Andreas Niessen er kirkens håndtering af sager om seksuelt misbrug ”kun toppen af isbjerget”. Det handler også om institutionel magt, siger han til samme medie. Han har ligeledes forladt den katolske kirke i Köln. Hans liv er stærkt præget af kirken, han og hans hustru fik deres nu voksne børn døbt, og ”de lærte om en masse kristne værdier”. Udmeldelsen skete med følelser af vrede og sorg, fortæller han, men også med glæden ved at stå ved sig selv.
”Kløften mellem de kristne værdier og den officielle kirkes adfærd bliver større og større,” mener Andreas Niessen ifølge Deutsche Welle.
Kirken må ”åbent og ærligt” indse, at mange har mistet tilliden til den og ønsker at sende et signal ved at forlade den, sagde formanden for den tyske katolske bispekonference, Georg Bätzing, for nylig i en erklæring.
Men hvad tager så kirkens plads? Og hvad holder det tyske samfund sammen, når den tidligere så identitetsbærende kirke bliver ligegyldig?
”Jeg mener, at det i højere og højere grad er forfatningen, menneskerettighederne og friheden; de elementære bestanddele af et sekulært, demokratisk land,” siger teolog Alexander Görlach.
”Integration i Europa og dermed identifikation med Europa er vigtig for mange tyskere,” siger han.
Det samme mener Carsten Frerk, politolog og socialforsker og del af Forskningsgruppen Verdensanskuelser i Tyskland (Fowid), oprettet af Giordano Bruno-stiftelsen, som har rødder i humanisme og oplysningstradition. Man er på afveje, hvis man antager, at religion er nødvendig for den sociale samhørighed i Tyskland, siger han. Ikke-religiøse har ikke et ”tomrum”, som skal fyldes af noget andet. De har i høj grad et verdenssyn, som kort kan sammenfattes i de universelle menneskerettigheder. Hvad der ikke står deri, mangler de ikke, mener han.
”Det var oplevelsen, da vestlige kristne og missionsselskaber efter Tysklands genforening i 1990 glædede sig over, at de nu igen kunne bringe ’evangeliets glade budskab’ til de ’fattige mennesker’, som jo måtte tørste efter det. De gjorde imidlertid den slående erfaring, at næsten ingen var interesseret i det. Selv ’materialister’ har værdier og normer for samlivet,” siger han.
Carsten Frerk henviser til, at kun knap en femtedel af borgerne i det tidligere DDR i dag er medlem af en kirke.
I mange dele af Vesttyskland er kirkerne dog en vigtig aktør. Her er der stadig en stor tilknytning til den kristne kulturarv, understreger teolog Alexander Görlach.
På trods af det høje antal udmeldelser vil kirkerne i mange år fremover være de stærkeste fortalere for samhørighed og fællesskab i Tyskland. Det mener Wolfgang Thielmann, protestantisk præst, forfatter og journalist ved Christ und Welt, ugeavisen Die Zeits sektion om tro og religion.
Det eneste, der binder de konfessionsløse sammen, er deres ikke-tro, og antallet af ikke-kirkelige, der er overbeviste ateister, er meget lille i Tyskland, vurderer han. Den ateistiske forening Humanistisk Union, den mest kendte paraplyorganisation for konfessionsløse, har eksempelvis kun 1500 medlemmer i hele Tyskland.
Thielmann påpeger også, at kirken stadig har dobbelt så mange medlemmer som Tysklands næststærkeste medlemsgruppe, Allgemeiner Deutscher Automobilclub (Adac), der ”blot” har 21 millioner medlemmer, også selvom tyskerne er ekstremt bilglade, og et medlemskab af det tyske svar på FDM har mange praktiske fordele, hvis bilen bryder sammen.
”I de østlige delstater renoveres ofte kirker, som har stået tomme i årevis, og som der faktisk ikke længere er brug for. Men mange ønsker, at kirken skal forblive i landsbyen – det er også et tysk ordsprog: lad kirken blive i landsbyen. Det betyder: bliv ikke ekstrem, bevar mådehold og midte. De er engageret i genopbygningen, selvom de ikke tilhører kirken,” siger Wolfgang Thielmann.
Kirken kan ikke vende samfundsudviklingen, mener han. Det er en generel tendens, at ikke blot kirken, men også politiske partier, fagforeninger og andre foreninger bliver mindre.
”Folk ønsker ikke længere at binde sig til en organisation på langt sigt. Der hersker en iværksætterkultur: Folk vil gerne prøve noget af og vil kunne forlade det igen, hvis det ikke passer til deres situation,” siger han.
Men kirkerne kan faktisk modernisere sig selv og i højere grad gå i dialog med de unges livsholdninger, mener præsten. De kan for eksempel tilbyde et midlertidigt medlemskab og mere vedkommende gudstjenester. En dygtig præst i hans eget nabolag i Rhinlandet oplever dette: Også han registrerer udmeldelser, men han har liturgisk rige gudstjenester og prædiker godt, og der er altid 200 mennesker til hans gudstjeneste.
”Kirkerne vil ikke dermed stoppe nedgangen som helhed, men de vil modvirke den individuelt,” siger Wolfgang Thielmann.