Topmøde mellem Biden og Putin blæser lidt varme i et koldt forhold

En række prekære emner var på dagsordenen, da præsidenterne Joe Biden og Vladimir Putin i fire timer mødtes i Genève. Men der var ifølge den russiske præsident også ”glimt af fortrolighed og håb”

”Der var ingen fjendtlighed. Snarere det modsatte,” sagde Vladimir Putin efter mødet med Joe Biden.
”Der var ingen fjendtlighed. Snarere det modsatte,” sagde Vladimir Putin efter mødet med Joe Biden.

Der var lagt op til konfrontation og en vanskelig dialog, da USA’s præsident, Joe Biden, onsdag mødtes med sin russiske modpart, Vladimir Putin, i ”fredens by”, Genève. I løbet af deres fire timer lange topmøde talte de to ledere om vanskelige emner, der deler deres to nationer, såsom cybersikkerhed, menneskerettigheder og Ruslands opbakning til prorussiske separatister i Ukraine.

Men ifølge Bidens og Putins særskilte pressekonferencer efter mødet forsøgte de også at finde fælles fodslag på en række områder, og der kom et håndgribeligt resultat ud af topmødet, da de blev enige om at sende deres ambassadører tilbage til hinandens lande. Rusland tilbagekaldte i marts sin ambassadør i Washington, efter at Joe Biden i et interview betegnede Putin som ”en morder” og sagde, at Rusland ”vil betale en pris” for at blande sig i det amerikanske præsidentvalg. I april svarede USA igen ved at kalde sin ambassadør i Moskva hjem.

”Der var ingen fjendtlighed. Snarere det modsatte,” sagde Vladimir Putin efter mødet med Joe Biden.

Den russiske præsident betegnede mødet som ”ret konstruktivt” og ”frugtbart” med ”glimt af fortrolighed og håb”.

”Vi deler ikke samme holdninger på mange områder, men jeg synes, at begge sider viste en vilje til at forstå hinanden og til at finde måder at komme hinandens holdninger i møde,” sagde han.

Ifølge Putin blev USA og Rusland på topmødet blandt andet enige om, at der skal gøres noget ved cyberangreb. USA har beskyldt russiske hackere for at stå bag nylige alvorlige cyberangreb, der ramte flere store amerikanske virksomheder og blandt andet forstyrrede brændstofforsyninger i dele af USA. På pressekonferencen hævdede præsident Putin dog også, at de fleste cyberangreb i verden kommer fra USA.

Topmødet, der fandt sted i en storslået villa med udsigt over Genève-søen, kom i slipstrømmen på præsident Bidens ugelange rundrejse i Europa, hvor han forsøgte at genopbygge og styrke USA’s traditionelle koldkrigsalliancer. Mødet var også første gang, at Biden som præsident stod ansigt til ansigt med en geopolitisk modstander, og det fandt sted på et tidspunkt, hvor de to lande har mange konflikter.

Iagttagere fra begge lande vurderer, at forholdet mellem USA og Rusland er det dårligste siden afslutningen på den kolde krig, og dette blev afspejlet i de to lederes symbolske beslutning om at undlade at holde en fælles pressekonference efter mødet. Vladimir Putin var den første til at tale til pressen, og Joe Biden holdt sin egen pressekonference efterfølgende efter Kristeligt Dagblads deadline.

Joe Biden er den første amerikanske præsident siden Sovjetunionens fald, der er kommet til magten uden at have bekendtgjort et ønske om ”en ny begyndelse” med Moskva. Et af de centrale temaer i Bidens præsidentskab er den eksistentielle kamp for demokratiets overlevelse, og han er også opsat på at vise, at USA har lagt Donald Trumps tolerance for diktaturer bag sig. Som præsident udløste Trump et amerikansk og internationalt ramaskrig, da han ved et topmøde i Helsinki i 2018 uden forbehold accepterede Vladimir Putins benægtelse af russisk indblanding i USA’s præsidentvalg trods de amerikanske efterretningstjenesters vurderinger af det modsatte.

Joe Biden og Vladimir Putin har mødt hinanden en enkelt gang før i 2011, da førstnævnte som amerikansk vicepræsident var i Moskva. Dengang fortalte Biden angiveligt Putin, at han ikke havde ”en sjæl”.