For nogle år siden, da langdistanceflyvning endnu var noget jeg ubekymret rodede mig og min familie ud i, blev vi hentet af en taxachauffør på vores hotel på den indonesiske ø Bali, der er kendt for sit smukke ferieparadis af sandstrande og vidunderligt farvestrålende hinduistisk kultur.
Vi havde i nogle dage kørt langture med den samme chauffør – og jeg spurgte om han havde haft en god morgen. Det havde han, så jeg spurgte hvad han havde lavet.
”Jeg har bedt,” svarede han.
OK, hvad handlede din bøn så om, spurgte jeg.
”Jeg takkede,” sagde han.
Hvad takkede du for?
”Vejene. Motoren. Hjulene.”
Jeg var betaget af kløgten i hans morgenbøn (der dog ikke afspejlede noget særlig overbevisende vejnet). Det er jo det, de religiøse traditioner kan med bordbøn og aftenbøn og højtideligheder: Få øje på det, der er os givet, men normalt tages som en selvfølge. På en måde kan man sige at samfundsglæde er at rette opmærksomhed mod noget, som mange religioner også retter opmærksomhed mod. Det er en af de betydningsfulde og progressive funktioner, religioner har i samfund (selv om de bestemt også har mange meget negative funktioner, men det skal jeg som ateist ikke trampe rundt i her).
En moderne måde at øve sig på at blive opmærksom på ting man normalt overser, er mindfulness, en vestlig variant af østlig meditation. Enkle øvelser med at være opmærksom, mens man langsomt vasker hænder eller lader et stykke mørk chokolade smelte på tungen, træner ens sind i at lægge mærke til det man ellers ignorerer.
Man kan sige at samfundsglæde er for samfund hvad mindfulness er for det enkelte menneske.
De fleste religiøse og spirituelle traditioner har det på en eller anden måde som centralt element i deres praksis: At sige tak. At hæfte sig ved det der blev givet en. Det kan man godt gøre, uden at det behøver at have noget med Vorherre at gøre.
Det er godt og det er sundt at sige tak, sådan som de religiøse traditioner minder os om at gøre. Tak for mad, tak for i dag, ja tak, nej tak. Tak for at samfundet findes. Tak fordi jeg må være med. Tak for strømmen til min computer. Tak fordi du læser med. Tak for vejene.
”Disse dejlige, cementerede veje ved den jyske vestkyst, de skiftede fra grus til asfalt, da jeg var barn – mange af dem blev bygget af tyskerne,” lød replikken fra min gamle ven og læremester, den pensionerede filosofiprofessor Ole Fogh Kirkeby, da han i sommerlandet havde læst beretningen om taxachaufføren fra Bali i den første version af det manuskript, der blev til denne bog.
Og så fulgte spørgsmålet: ”Skal vi takke for ting der blev skabt uden gavmildhed for øje?”
Skal vi takke den tyske besættelsesmagt for at have skabt de gode vejforhold i Jylland, så de bedre kunne flytte tropperne rundt under anden verdenskrig? Skal vi takke bilindustriens lobbyister for at have overtalt staterne til at asfaltere industrilandenes byer og sikre anlæg af motorveje gennem landskaberne? Skal vi takke bilfabrikkerne for at tjene penge på at sælge os biler?
Ole Fogh Kirkeby fortsætter sin kommentar: ”Så denne taknemmelighed, som du ikke vil tilskrive nogen transcendens [Guddom], bøjer jo knæ for den selviskhed der lavede de fabrikker, der lavede diesel, elektricitet og krigsmaskiner og alt det andet lort vi lever i.” ”Derfor er det bedre at takke Vorherre (der jo blot er et avanceret udtryk for tilfældighed), for de andre har haft bagtanker,” replicerer Kirkeby til samfundsglædens opfordring til at få øje på alt det samfundet kan og gør for os hver eneste dag.
”Så her står vi, med en dejlig verden der er skabt af griskhed, ondskab, middelmådighed, dumhed og ligeglæde. Måske er det meget godt at have Vorherre in mente, hvis vi skal negligere de menneskelige motiver der har skabt det der er blevet til vores virkelighed?”
Det interessante her er ikke ateistens replik til forestillingen om Vorherre som løsning på at grumme motiver fører til det vi elsker – nemlig at en almægtig Vorherre vel også har skabt tyskerne og kræmmerne og asfaltbaronerne, så vi jo ikke kan takke Vorherre uden derved at takke de mennesker der førte det ud i livet?
Det interessante er den helt fundamentale pointe, at al teknologi og al handlen har virkninger ud over den horisont hvori de er udtænkt. Vi gør ét, og effekten er en anden. Vi rejser til Månen for at erobre verdensrummet, men opdager ved et tilfælde Jorden, da vi kigger os tilbage over skulderen. Vi giver ud af selvforstået godhed almisser til de fattige, ofte blot med det resultat at de derved fastholdes i fattigdom.
Samfundet bygger på motiver og planer, som ikke altid vil os det gode, men nogle gange faktisk gør godt. Og omvendt.
Hvordan kan man takke for en filmoplevelse, der kun blev skabt med indtjening for øje? Hvordan kan man glædes over tøj fremstillet på en fabrik baseret på slavelignende forhold? Hvordan kan vi leve med teknologier udviklet til brug i krige?
Nogle teknologier som det kemiske stof DDT er skabt med de smukkeste intentioner om at udrydde sygdomsvoldende skadedyr, og fik endda en Nobelpris for ideen, men endte med at have bivirkninger, der førte til sygdomme hos mennesker og dyr.
Andre teknologier er skabt med entydigt onde hensigter om at overvåge og kontrollere fjender, men endte med at have en vigtig fredsskabende og afvæbnende effekt – militære overvågningssatellitter er et vigtigt eksempel. Mange militæranlæg, krigsskibsvrag og demilitariserede zoner har ført til opblomstring af vilde dyr og planter.
Det er en mange hundrede år gammel klassisk iagttagelse i samfundsvidenskaberne at en handling kan have konsekvenser, der ikke var handlingens hensigt, og heller ikke var forudsete, unintended consequen ces. Uventede positive eller negative virkninger af ens handlinger er et fundamentalt vilkår overalt i tilværelsen.
Det menneskelige samfund er skabt gennem en myriade af handlinger, som har en myriade af bevæggrunde og intentioner bag sig – en myriade af gode og onde og snæversynede hensigter. Myriade er et græsk ord for ”ti tusinde”, men bruges normalt i betydningen et antal der består af utælleligt mange elementer.
Ingen handlinger har en effekt som er identisk med den intention, der ligger bag. Jeg bliver sur på kattene der trænger sig overivrigt på ved madskålen, da jeg skal fodre, så jeg puffer dem i irritation lidt for hårdt og voldsomt væk med foden – men de er kun optaget af at få mad, ikke af at psykologisere madskafferens motiver, så det er kun mig der efterlades sørgmodig og fortrydelsesfuld over det lille fejltrin, så jeg må tilbage og skrifte i mit bogmanuskript. Alle handlinger fører også til noget andet end man ville med dem.
Det betyder ikke at bødler ikke hugger hovedet af deres ofre, det betyder at der sker mere end man tror inden i en bøddel bagefter. Og i hans kommandant. Og hans tilskuere. Og hans samfund.
Man kan ikke reducere en handling til intentionen med den. Man kan ikke reducere en teknologi til intentionen med den. Man kan ikke reducere et menneske til dets intention med sig selv.
For vi mennesker gør meget, vi ikke selv ved at vi gør, men bare gør spontant, ofte uden at lægge mærke til det. Vi betyder noget for andre uden at vide det selv.
Det er en gammel sandhed hos Sufierne, de islamiske mystikere, at mennesker gør gode gerninger uden at vide det. Og ved eftertanke kan man indse det: Man lægger mere mærke til alt det forkerte man gør, eller alt det gode, man ikke gør – end de gode gerninger, der med selvfølgelighedens upåagtethed lejlighedsvis flyder fra en. Vi gør ting uden at have intentionen om at gøre det – og vi har intentioner om at gøre ting vi aldrig fik gjort.
Intentionerne sætter sig ikke modstandsløst igennem. Materialet gør modstand, hvad enten det er teknologiske råvarer eller menneskelige aktører. Samfundet er ikke modstandsløst menneskeskabt. Mennesker skaber samfundet, men ikke altid på den måde, mennesker havde forestillet sig.
Der er ikke nogen, der sidder i tilrøgede baglokaler og spiller poker og drikker whisky, mens de bestemmer hvordan alting skal være i samfundet. Der er ikke noget hovedkvarter, hvor de ved alt og lægger lumske planer og onde rænker, som styrer samfundets liv ned i mindste detalje. Ingen har overblik. Ingen har styr på det. Alle forbløffes hele tiden, uanset om de har de mest kyniske og selviske og nederdrægtige hensigter eller om de er åbne elskelige, håbefulde og gavmilde ildsjæle, der vil en bedre verden.
”Hvem har samfundet? Hvem elsker vi, når vi elsker det?” spørger Kirkeby.
Ud over et meget omfattende filosofisk forfatterskab er Ole Fogh Kirkeby manden bag den moderne udgave af en ældgammel græsk tradition med et halsbrækkende navn: protreptik. (Man griber fat om at udtale ordet ved at tænke på en proptrækker).
Det var en form for samtale, der blev ført på akademierne i det antikke Grækenland. Samtalen søgte efter værdierne bag en persons virke. En slags fremkaldermekanisme: Hvad vil man egentlig med det, man gør? Hvordan opfatter man det selv? Bogstaveligt oversat betyder det græske ord protreptik at vende et menneske mod sig selv.
Så det er det, vi er i gang med her. Ikke i Kirkebys normale udgave, hvor han fysisk tilstedeværende i en samtale med en leder fra den private eller offentlige sektor (Kirkeby var professor i ledelsesfilosofi på Copenhagen Business School) søger efter personens værdier ved at tage udgangspunkt i de ord, lederen selv bruger til at beskrive sig selv, for så gennem ordenes historiske oprindelse at frigrave personens billede af sine egne værdier.
Her er vi i gang med noget andet. Kirkeby har i kommentarer til bogens manuskript tvunget mig som forfatter til at blive klar over hvad jeg egentlig mener, for eksempel med ordet samfundsglæde. Som filosof er Kirkeby for klog til at argumentere for eller imod, han er bare opsat på at få foldet synspunktet ud, så man kan se det. Hvem elsker vi, når vi elsker samfundet? Eller bare glædes over det?
At glæde sig er det samme som at turde blive skuffet. Glæde er et begreb som står i modsætning til kontrol. For mange år siden udformede jeg en formel for glæde som helt enkelt fortalte at der bestod et gensidigt udelukkelsesforhold mellem glæde og kontrol:
Glæde x Kontrol < 1
Det ser mere matematisk ud end det er. Hvad det fortæller er blot, at jo mere glæde der er i en situation, des mindre kontrol har man. Og omvendt.
Forklaringen er neurobiologisk: Når vi overraskes og får noget andet end vi forventede, oplever vi at hjernen fyldes af signalstoffet dopamin, som får os til at føle glæde. Men hvis vi får præcis det vi ventede, er der ingen dopamin og ingen glæde. Det betyder helt enkelt, at hvis vi har fuld kontrol med situationen, så vi får præcis hvad vi ønsker og dermed hvad vi forventer, da glædes vi ikke. Diktatorer keder sig efter den første euforiske periode med magtudøvelse.
Men hvis vi ikke har kontrol, så vi overraskes og således ikke får hvad vi forventer, glædes vi – eller også skuffes vi, men vi keder os i hvert fald ikke.
Glæde handler ligesom kærlighed om at være åben. Og turde tage konsekvensen af sin åbenhed, så man søger væk fra kilder til skuffelse og hen til kilder for glæde uden nogen sinde at få sikkerhed for nogen af delene.
At elske er ingen uinteressant følelse i forbindelse med samfundets myriadiske mangfoldighed af hensigter og formål. Ethvert menneske er en myriade.
Inden i ethvert menneske findes – som jeg har hævdet i min bog Se frem – ethvert andet menneske. Enhver kvinde rummer både Margaret Thatcher, Marylin Monroe og Maren i Kæret. Enhver mand rummer både Donald Trump, George Clooney og Klods-Hans. Det hele er i enhver anden, om end blandingsforholdet er forskelligt.
Udfordringen er at undgå at reducere et andet menneske til kun at være én ting, én gerning, ét virke, én egenskab, men i stedet at se mangfoldigheden, rigdommen, endeløsheden, myriaden derinde.
På sin vis er det netop det, man fremmer ved at foretage det valg at ét andet menneske er ens livspartner, fordi man dermed ser alt andet i og igennem dette ene andet menneske. Alle kvinder er i ens kone, alle mænd i hendes mand. Man opdager det kun, hvis man giver sig tid til at opdage det, fordi man vier det nok opmærksomhed. Hvis man hele tiden skifter sin partner eller sin kollega eller sin nabo ud, opdager man aldrig den indre rigdom, men ser blot en rødhåret kvinde, en rigoristisk regelrytter eller en sløv havepasser.
Åbenhed er vejen til at opdage den andens myria de og derigennem sin egen. Kærlighed er at være åben for hvad der end kommer, at modtage det, forholde sig til det, ikke altid bekræftende, nogle gange benægtende, nogle gange afvisende og ligefrem tugtende. Man skændes mere med sin elskede end med noget andet væsen på planeten, børnene måske undtaget, for det betyder jo noget, og relationen er stærk nok til at man tør vise de følelser, man er nødt til at vise, hvis man vil tage den anden alvorligt. Tør man ikke sige fra, tør man ikke elske. Tør man ikke sige til, tør man heller ikke elske.
Kærlighed er at åbne sig og turde tage stilling. At turde favne mangfoldigheden og rigdommen og at se i øjnene at der er præcis lige så meget skidt og kanel i den anden, som der er i en selv.
Kærlighed er ikke at alt er godt, men at alt er vigtigt. Så vigtigt, at det er én livet om at gøre. Kærlighed er tilgivelse, rummelighed, indsigten i at den andens intention ikke er identisk med ens egen oplevelse af konsekvenserne af en handling eller manglen på samme.
Dobbeltheden er at åbne sig og turde sige fra på én gang. Det er det samme med samfundsglæden.
Samfundsglæde er at åbne sine øjne for alt det samfundet er og gør. Alt det trivielle i dagligdagen, alt det storslåede ved de sjældne lejligheder, alt det grimme, onde, nedrige og småtskårne, alt det storladne, skønne, rummelige og generøse. Alle de faciliteter og tjenester, man får adgang til, også dem der er skabt af gniere med gnæggende besværgelser om at opnå verdensherredømmet over spilleautomathaller eller isbutikkæder.
Og den man elsker, tugter man. Samfundsglæde er at turde sige fra, protestere, bekæmpe, opdrage, ændre. At åbne sig og tage ind, at stritte imod og brokke sig. At engagere sig. At ville noget.