Dionysij Vasilev er gået ned ad trappen til den kolde kælder et utal af gange. Alligevel må den 35-årige ukrainske præst synke en ekstra gang, inden han sætter foden på første trin.
"Som præst skal jeg tilgive, som Gud Herren tilgiver. Jeg har tilgivet, men det er svært at glemme,” siger han.
Da russisk-støttede oprørere i april 2014 besatte det østlige Ukraine, og krigen mellem separatisterne og den ukrainske hær brød ud, brugte separatisterne huset og kælderen her i byen Druzjkivka som fængsel.
Krigen, som hidtil har kostet 14.000 mennesker livet og drevet mere end to millioner på flugt, førte til lovløse tilstande, og separatisterne i det østlige Ukraine tilbageholdt vilkårligt hundredvis af civile og udsatte dem for tortur, nedværdigende behandling og tvangsarbejde, skriver menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch. Dionysij Vasilev, præst i den ukrainsk-ortodokse kirke, var en af dem.
"Der var altid blod på gulvet her, og det var altid frisk," siger præsten, mens han viser vej gennem kælderens iskolde korridor og ind i et vinduesløst rum med cementgulv og afskrællet maling på væggene, forhørslokalet.
Frygt for at blive skudt
I juni 2014 kom tre mænd iført elefanthuer til Dionysij Vasilevs hjem og bad ham følge med. De førte ham til bygningen, som oprørerne i den selvudnævnte Folkerepublikken Donetsk havde gjort til lokalt politi-hovedkvarter. Den ser ikke ud af meget, men er tung af symbolik. De ældste mure blev opført under den russiske tsar. Siden har den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD og det nazistiske Tysklands Gestapo haft forhørslokaler her.
Også Dionysij Vasilev blev ført til forhør. Om mændene var russere eller ukrainere, ved han ikke, men deres accent var typisk for de russiske områder. Krigen i det østlige Ukraine brød ud, efter at tusindvis af ukrainske EU-tilhængere og andre grupper i vinteren 2013 begyndte at demonstrere på Uafhængighedspladsen, Maidan, i hovedstaden Kijev og forlange demokratiske reformer og Ukraines orientering mod EU.
Dionysij Vasilev havde læger i sin menighed, som var draget til Kijev for at hjælpe de sårede under de stadig mere voldelige demonstrationer. Præsten måtte derfor også være involveret i de anti-russiske protester, mente forhørslederen.
"De mente, at jeg arbejdede for den ukrainske efterretningstjeneste og betalte folk for at få dem til at tilslutte sig protesterne i Kijev og sprede dem hertil. De spurgte, hvem jeg arbejdede for, og hvem jeg betalte, og jeg havde ikke svarene på disse spørgsmål, for jeg var ikke involveret, og derfor bankede de mig,” siger præsten.
Han blev indespærret i en celle og blev hver anden eller tredje time taget til forhør. De slog ham og andre fanger i hovedet, i nyrerne, i maven, fortæller han. I cellen var et kældervindue, og stod man på tæer, kunne man akkurat kigge ud. Dionysij Vasilev så fanger blive stillet op af en mur udenfor og skudt, fortæller han. Også Amnesty International har berettet om "henrettelseslignende drab begået af oprørsgrupper i det østlige Ukraine".
“Hver gang jeg blev taget til forhør, frygtede jeg, at jeg ville blive ført udenfor og skudt."
På tredjedagen sagde forhørslederen til ham, at de ikke havde fundet bevis for, at han var involveret i efterretningstjenesten eller protesterne. Han blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at han ville forlade Druzjkivka og aldrig vende tilbage, og han blev løsladt. Han søgte skjul hos nogle bekendte i en forstad til byen, og efter at den ukrainske hær befriede Druzjkivka i juli 2014, vendte han tilbage til sit hjem.
“Hvis man går igennem sådan noget, vil det blive hængende i hukommelsen i mange år. Hver gang jeg går ned i kælderen, oplever jeg disse følelser; nogle gange får jeg en klump i halsen. Det er hårdt, og jeg ønsker det ikke for nogen,” siger han.
Kirken dybt splittet
I dag arbejder Dionysij Vasilev som feltpræst for de ukrainske soldater i krigen, som nu truer med at udvikle sig til den farligste krise i Europa siden den kolde krigs afslutning, hvis Rusland med sine 130.000 soldater ved grænsen invaderer den tidligere sovjet-republik.
Hvem har Gud på deres side: den ukrainske hær eller russerne og de russisk-støttede separatister?
"Gud står på sandhedens side. Den ukrainske hær forsvarer vores land og vores folk. Rusland er den aggressive part. Derfor er Gud på vores side. For vi angriber ikke nogen. Vi står på sandhedens side,” siger han.
Skal man forstå, hvor dybt konflikten mellem Ukraine og Rusland stikker, kommer man ikke uden om den ortodokse kirke.
I mere end 300 år har den ortodokse kirke i Ukraine været underlagt patriarkatet i Moskva. Med Ukraines uafhængighed i begyndelsen af 1990’erne blev der grundlagt to ukrainsk-ortodokse kirker. De to kirker er stemplet af Moskva som illegitime. Men i 2018, midt under krigen i det østlige Ukraine, gav den ortodokse kristenheds mest fremtrædende leder, den økumeniske patriark Bartholomæus i Konstantinopel (Istanbul), den ukrainske kirke status af selvstændighed. Beslutningen gjorde Moskva rasende, og Moskva-patriarken Kirill har svoret aldrig at ville opgive den ukrainske hovedstad Kijev, som han kalder for Ruslands Jerusalem, selve udspringet for den ortodokse tro.
Hvorfor er det så vigtigt, at den ortodokse kirke i Ukraine bliver selvstændig og ikke blot forbliver under Moskva, som den har været i århundreder?
“Den ukrainske kirke er bolværket for vores uafhængighed. Ethvert land skal have sin egen kirke, som er uafhængig af andre stater, og gudskelov har vi den allerede. Se, alle de lande, som den russiske præsident, Vladimir Putin, har blandet sig i, er under indflydelse af den russiske kirke,” siger han og nævner Ossetien, Georgien, Transnistrien og Ukraine.
72 procent af ukrainere identificerer sig som ortodokse kristne. Af disse siger 39 procent, at de tilhører den uafhængige ukrainske kirke, mens 16 procent siger, at de er medlemmer af den russiske kirke under Moskva-patriarkatet. Det viser en meningsmåling blandt 5000 ukrainere foretaget af Ukrainian Institute of the Future og New Image Marketing Group i 2021.
"Ruslands indflydelse, støtten til den russiske verden blev prædiket fra russiske kirkers prædikestole, præsterne velsignede og støttede besætterne. Der er en anti-ukrainsk holdning i russiske kirker, og den russiske kirke var med til at fremme denne krig. Det er en af grundende til, at jeg ikke kan lide den russisk-ortodokse kirke,” siger Dionysij Vasilev.
Tortur på begge sider
Hans vigtigste rolle som præst i konflikten er at hjælpe folk med ikke at miste troen på Gud og håbet om en fredelig og lykkelig fremtid, siger han.
“Jeg beder først og fremmest for fred. Jeg beder for vores soldater, som forsvarer vores land, for deres familier og venner, som er bekymrede for dem, savner dem og venter på, at de kommer tilbage sunde og levende og sejrrige,” siger han.
Det hører med til billedet, at begge parter i konflikten har begået forbrydelser mod civile, pointerer Amnesty International. Overvældende beviser tyder på, "at både ukrainske styrker og pro-Kijev-militser på den ene side og separatiststyrker på den anden side har begået krigsforbrydelsen tortur mod personer i deres varetægt”, har menneskerettigheds-organisationen skrevet.
Selvom Druzjkivka ikke længere er på oprørernes hænder, er den kirkelige eller politiske splittelse stadig stor. Som så mange ukrainere i den østlige del støtter bystyret her den russisk-ortodokse kirke, som har fem kirker i byen, mens den ukrainsk-ortodokse kun har en.
“Det er meget vanskeligt at være præst her, for de fleste borgere går til den russisk-ortodokse kirkes gudstjenester. Havde den ukrainske kirke haft bedre mulighed for at udvikle sig her før 2014, havde vi ikke haft de problemer. Så ville folk her være mere patriotiske og mere pro-ukrainske,” mener præsten.
Vil den ukrainske kirke overleve, hvis Rusland invaderer?
"På de besatte territorier i Luhansk og Donetsk er der et par ukrainske kirker, som har fjernet deres identifikationsskilte, og to præster, som fortsat tjener folket, men gør det bag lukkede døre. Men de fleste præster har været nødt til at forlade stedet. Så kirken kan ende som en undergrundskirke. Ligesom i Luhansk og Donetsk.”
Jesus sagde ifølge Bibelen, at man skal elske sine fjender. Hvad tænker du om det i forhold til den russisk-ortodokse kirke?
"Jeg har ikke sagt, at jeg hader dem. Jeg betragter dem ikke som fjenden, og når vi mødes ved fælles begivenheder, forsøger jeg at være venlig over for dem og vise dem, at det er dem, der er aggressive. Jeg ville blive meget glad, hvis de ville forstå deres fejl og slutte sig til den ukrainsk-ortodokse kirke,” siger han.