Jeg har altid haft problemer med at forstå bibelhistorien om kundskabens træ. Hvad vil det sige at være et træ til kundskab om godt og ondt, og hvorfor skulle det være så frygteligt at spise af det?

Ufred skyldes manglende absolutter

Jeg tror, al vores ufred og uenigheder her i verden i bund og grund skyldes manglende absolutter. Når du og jeg er uenige om noget, er det, fordi vi hver især mener, at vi har ret, at vi ved, hvad der er godt eller rigtigt og tilsvarende dårligt eller forkert. Og da min mening jo er ligeså god som din, ja faktisk bedre, så kan vi diskutere det, skændes om det, være sure på hinanden over det, modarbejde hinanden og i sidste ende bekrige hinanden på grund af det.

Det gør vi som enkeltpersoner, som grupper og som nationer. Al krig og ufred stammer i bund og grund fra denne ene fejl, at vi selv ville bestemme rigtigt og forkert og spiste af træet.

Vi har 7,6 milliarder målestokke for godt og ondt

Forestil dig en verden med en facitliste. Noget er ultimativt godt, noget er ultimativt ondt. Ingen diskussioner, intet bøvl. Vi holder blot vores beslutninger op imod den ultimative liste over godt og ondt, og så ved vi, hvad der er det bedste at gøre.

Det var Guds tanke, at han skulle være målestokken for, hvad der er godt og ondt. Men vi valgte os selv som målestokke, og så fik vi 7,6 milliarder målestokke. Derfor er der heller ikke den store udsigt til fred, så længe vi vil selv.

Hele Det Nye Testamentes budskab, startende med ”Fred til mennesker med Guds velbehag”, handler om en genoprettelse. Tilbage til den tilstand, hvor konflikterne mellem eksempelvis køn, racer, sociale klasser og generationer ikke er der mere.

I den kristne kirke har vi, eller bør vi have, et enestående fællesskab med forening og fred på tværs af alle skel. Fordi vi har den samme Faders kærlighed, samme nåde, vi lever i, og samme mulighed for fælleskabved den ånd, han har givet os.

Det er utopi at tro, at vi som mennesker kan elske og bringe fred og retfærdighed til verden uden først selv at have oplevet den fra Gud. Vi kan ikke give noget, vi ikke først har modtaget. Til gengæld er det så hele formålet. Ikke blot selv at leve med vores tro, velsignet med nåde og liv fra Gud, men netop, at vi bliver ambassadører i denne verden fra det rige, som er kilden, løsningen på vores udfordringer og håbet ind i vores mørke.

En uselvisk fred

Min fred efterlader jeg jer, siger Jesus, jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeg elsker, at Jesus ikke bare giver os fred, men efterlader os fred. Den bliver hos os, og så er det en fred, der ikke findes magen til andre steder. En fred, der er kosmisk, om man vil, og så alligevel udspringer inde fra det enkelte hjerte. En bevægelse imod andres velbefindende og lykke og ikke et selvisk løb om at nå og få mest selv.

Det lyder langt ude, men samtidigt lyder det tillokkende, gør det ikke? Er der ikke noget i os alle, som siger: Jo, sådan burde det være. Når vi instinktivt ved, at verden er i udu, og ved, at vi burde have fred, retfærdig og kærlighed, er det så ikke et udtryk for, at der inderst inde er en rest af paradisgenkendelse og -længsel? At vi godt ved, at verden ikke er, som den burde være, at vi er skabt og villet til noget andet? Jeg tror det, og jeg tror på en kærlig skaber, der er i fuld gang med at genoprette den verden, vi ødelagde ved selv at ville spise af det fordømte træ.

Johnny Hansen er frikirkepræst i Citykirken i Aarhus