Det største problem med tag-selv-borde er, at maven bliver mæt før øjnene. Det problem har regeringen og transportminister Benny Engelbrecht (S) dog valgt at se stort på i den aftale om fremtidens infrastruktur, som alle partier netop er blevet enige om.
Eller næsten enige om. Som en parlamentarisk nyskabelse har de nemlig hver især fået lov til at stille sig uden for de dele af aftalen, de ikke bryder sig om.
Derfor har Enhedslisten undladt at skrive under på alt, der handler om nye motorveje, tunneller og vejbroer, mens Venstre forbeholder sig retten til at bruge penge fra den såkaldte togfond på andet end tog, når de penge muligvis kommer i spil om en halv snes år. Og SF vil ikke være med til at bruge syv milliarder kroner på den tredje Limfjordsforbindelse, fordi den føres over øen Egholm ved Aalborg – en linjeføring, der ifølge partiet vil ødelægge øen.
Regeringen selv kalder det en ”historisk bred og ambitiøs plan på 160 milliarder kroner”, som skal investeres over de næste 15 år. Tallet er dog en tilsnigelse, for nogle af pengene er allerede blevet brugt i tidligere aftaler om den kollektive transport. Det, Finansministeriet kalder nye penge, udgør 105 milliarder kroner, fordelt med 47 milliarder kroner til tog og andre offentlige transportmidler, mens de fleste nye penge, cirka 58 milliarder kroner, går til vejene.
På pressemødet i går formiddag fik alle partiers ordførere lov til at glæde sig over lige præcis de afsnit, de selv havde fået med i aftalen. Fra Venstres og De Konservatives jubel over en ny midtjysk motorvej, den såkaldte hærvejsmotorvej over Nye Borgerliges tilfredshed med at få fjernet egenbetalingen for at køre over Frederikssund-broen (Kronprinsesse Marys Bro) til De Radikales understregning af, at der kommer flere penge til at udvikle førerløse tog og letbaner i de største byer.
Som tidligere trafikminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance sammenfattede det, troede man engang i Danmark, at man ikke kunne gennemføre alle nødvendige transportprojekter. Landsdelene kæmpede mod hinanden om, hvem der havde størst behov for en ny jernbane, en ny motorvej eller en ny bro, men det er der gjort op med nu. Efter hans mening fordi infrastruktur er lige så vigtig som velfærden.
Så der er blevet råd til det hele, næsten, omend nogle projekter trods alt er skudt et godt stykke ud i fremtiden.
Den brede enighed og tag-selv-bordet kommer imidlertid med en pris, som statsministre ynder at sige. Først og fremmest er det nu meget svært at se, hvordan regeringen vil nå sine ambitiøse mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990, særligt på transportområdet. Aftalen giver på papiret en mikroskopisk forbedring af klimaregnskabet, men ifølge flere klimaeksperter er der behov for meget mere. Transport vil udgøre cirka en tredjedel af alle udledte drivhusgasser i 2030, skønner Klimarådet.
Aftalen indebærer ganske vist, at der skal investeres en halv milliard kroner i ladestandere til el-biler og som nævnt også mange flere penge til offentlig transport.
Set ud fra en klimabetragtning er problemet, at biler og lastbiler fortsat vil udlede meget store mængder CO2 langt ind i 2030’erne, fordi langt de fleste biler fortsat vil køre på benzin og diesel.
Partier som Socialdemokratiet, SF og De Radikale vil argumentere med, at investeringerne i den offentlige transport og cykelstierne kan flytte passagerer ud af bilerne over i en mere miljørigtig transportform, men bedre, bredere og hurtigere veje får nærmest automatisk den samlede trafik til at vokse. Den konsekvens har trafikforskere jævnligt peget på.
Hvis politikerne virkelig ønskede at transportområdet skulle bidrage til at nå klimamålet i 2030, skulle de have gjort det sværere at køre i privatbil – ikke lettere.
Enhedslisten har bøjet sig for, at et meget bredt flertal ville investere i flere motorveje, men støttepartiet kunne have gjort sit krav om at bremse udbygningen af vejene ultimativt og i sidste ende truet regeringen på livet.
Så afgørende var det trods alt heller ikke. Den brede aftale har gjort det meget tydeligt, at i valget mellem klimamål og restriktioner på borgernes frie, individuelle bevægelighed, taber klimamålet. Derfor valgte flertallet ved det trafikpolitiske tag-selv-bord de retter, de forestiller sig, at deres vælgere i hele landet helst ville have. Det blev ikke de mest klimarigtige anretninger.
Danmark side 2