Når danskerne den 1. juni skal til stemmeurnerne og stemme om, hvorvidt det danske forsvarsforbehold skal afskaffes, bliver diskussionen om Danmarks relation til EU åbnet atter en gang. Historisk set har en stor andel af den danske befolkning været forbeholdne over at indlemme Danmark for intenst i Den Europæiske Union, EU.
En af årsagerne bag den historiske EU-skepsis kan blandt andet spores til kulturhistoriske forhold, der relaterer sig til religion. For når man kigger på historiske opgørelser over, hvilke europæere der bakker op om unionen, viser der sig et måske overraskende resultat: Katolikker er mere tilbøjelige til at støtte større europæisk integration, protestanter modsætter sig den.
Katolikker i eksempelvis Frankrig, Belgien, Italien og Spanien er langt mere positive over for det overnationale EU-projekt end protestanterne i Danmark, Storbritannien, Norge og Sverige – lande hvor du næppe ser det blå flag med de 12 gule stjerner hejst på lige så mange flagstænger som mod syd.
"Den katolske kirke har helt officielt støttet den europæiske integrationsproces. Både præster, biskopper og paver har set den europæiske integration og hele det overstatslige samarbejde som både godt og naturligt. Det hænger sammen med kirkens syn på verden om, at nationalstaten ikke er en lukket enhed, og at vi som mennesker er en del af institutioner, der går fra det lokale til det globale. Man har ikke set det som en trussel mod nationalstaten på samme måde som i de nordiske lande," siger Bjørn Thomassen, professor (mso) i socialvidenskab og internationale studier på Roskilde Universitet.
Protestanternes forsvarsmiddel
De to amerikanske politologer Brent Nelsen og James Guth, har i bogen "Religion and the Struggle for the European Union" (2015) undersøgt, hvordan europæernes historiske opbakning til unionen afspejler sig i befolkningernes religiøse tilhørsforhold.
Ved at sammenligne historiske meningsmålinger kan de se en klar historisk tendens til, at folks religiøse tilhørsforhold også har en indflydelse på deres EU-opbakning. I et interview med Washington Post drister de sig sågar til at sige, at hvis de britiske protestanter havde stemt som den øvrige britiske befolkning ved Brexit-afstemningen i 2016, ville Storbritannien stadig være en del af EU.
I deres bog peger Brent Nelsen og James Guth på, at den protestantiske EU-skepsis kan spores tilbage til Reformationen. Indtil da havde det europæiske kontinent været en kilde for ustabilitet og sydlandsk dominans for Storbritannien og de nordiske lande. Med afslutningen på Reformationen fik man mulighed for at praktisere religionen på sit eget sprog i sin egen kultur, og idéen om den suveræne nationalstat bliver ofte dateret til den westfalske fred, der afsluttede det 16. og 17. århundredes religionskrige mellem katolikker og protestanter.
"Protestanterne så nationalstaten som meget vigtig for at garantere deres egen uafhængighed. For befolkningerne i de nordiske lande og Storbritannien havde kontinentet været en kilde til ustabilitet og hegemoni, og det er en del af årsagen til, at de udviklede et stærkt slægtskab til nationen og den nationale suverænitet. Det var i virkeligheden deres vigtigste forsvarsmiddel mod først den voksende katolske kontrol i det 16. og 17. århundrede – og senere hen Napoleon og Hitler," sagde Brent Nelsen i interviewet med Washington Post i 2017.
Frygten for at underlægge sig Rom
Nelson og Guth står ikke alene med deres udlægning af religionens betydning for folkets EU-opbakning. Flere sociologer, politologer og religionshistorikere er de seneste årtier begyndt at pege på religiøst tilhørsforhold som en af flere årsager til, hvorfor nogle befolkninger bakker mere op om EU end andre.
Forsvaret for nationalstaten og de lokale interesser ligger så dybt i protestantismen, at man i et land som Danmark historisk set har vægtet sin egen konge og regering højere, noget Grundtvig har bidraget væsentligt til, mener Søren Dosenrode, professor i international politik ved Aalborg Universitet. Det kan spores tilbage til kirkeretningernes verdensopfattelse, hvilket man blandt andet kan se på, hvor forskelligt den reformerte, lutherske og katolske kirke er ledet.
"I de protestantiske kirker er det i høj grad den enkelte menighed, der er den selvstændige kerne. For lutheranerne er det landet, og for katolikkerne er det 'verdenen', hvor man er en supernational organisation med paven som overhoved. Det gør, at man har en forskellig tilgang til både EU og den måde, man styrer sit land på," siger Dosenrode.
Resultatet af de forskellige ledelsesstrukturer inden for kirkerne kan ses i, hvor villige de enkelte befolkninger er til afgive suverænitet til eksempelvis en overnational institution som EU.
"Dele af de protestantiske kirkeretninger i Nordeuropa har haft en EU-skepsis, hvor ens kristendomsforståelse er blevet koblet sammen med en generisk EU-kritik. Denne helt generelle skepsis overfor det europæiske samarbejde har jeg ikke tilsvarende set i den katolske kirke, selvom den katolske kirke naturligvis også forholder sig skeptisk overfor visse tendenser i EU-samarbejdet," siger Bjørn Thomassen.
"At binde sig til noget, som ligger over nationalstaten har ikke på samme måde været en tanke, der automatisk fører til afgivelse af suverænitet i de katolske lande. Den tanke har man til gengæld haft en større tendens til at have i de protestantiske lande, fordi man efter Reformationen fik flettet kirke og stat tættere sammen, så alt, der afveg fra den enhed, blev set som en større trussel," siger han.
Derfor var frygten for en katolsk overmagt også tydelig i den tidlige danske EU-debat, da Danmark i 1972 stemte, om man skulle være en del af Det Europæiske Fælleskab, EF – forløberen for det EU, der blev etableret i 1992. Den italienske hovedstad Rom blev blandt andet gjort til et negativt skræmmebillede, efter den italienske hovedstad havde lagt navn til den traktat, som grundlagde det økonomiske fællesskab blandt de tidligste EU-lande i 1957.
"Man sagde, at vi ikke skulle underlægge os Rom en gang til. Det var selvfølgelig med en henvisning til Rom som centrum for den katolske kirke, og det trak på den historiske oplevelse af, at vi i Danmark havde frigjort os fra den katolske kirke og paven med Reformationen," siger Thomassen.
Så lokale beslutninger som muligt
Ofte tilskrives den oprindelige idé bag EU de tre katolikker udenrigsminister Robert Schuman fra Frankrig, premierminister Alcide de Gasperi fra Italien og den vesttyske kansler Konrad Adenauer. I Europas ruiner efter både Første og Anden Verdenskrig ønskede de at undgå fremtidige krige og konflikter mellem Europas lande.
Den franske og tyske kul og stål-produktion skulle samles under en fælles myndighed med deltagelse fra flere lande – dermed kunne landene ikke producere våben til at gå i krig mod hinanden. Det blev til Kul- og Stålunionen, der blev grundlagt i 1952, og seks år senere, blev fællesskabet yderligere udvidet med Rom-traktaten, der etablerede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.
"De fleste af EU's fædre var katolske kristendemokrater, som havde en grundlæggende katolsk sociallære som inspiration for det europæiske integrationsprojekt. Der er en stærk katolsk prægning i EU's historie, og det er heller ikke noget tilfælde, at det var i Rom, traktaten blev underskrevet i 1957," siger Bjørn Thomassen.
Men det universelle, katolske livssyn betyder ikke, at man ikke indtænker nationale og lokale niveauer i EU-systemet, mener Søren Dosenrode. I det moderne EU, der blev født med Maastricht-traktaten i 1992 er der inkorporeret et såkaldt subsidiaritetsprincip, som betyder, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige niveau. Det vil sige, at inden for de områder, hvor det ikke giver bedre mening at indføre en beslutning på et overnationalt EU-niveau, skal beslutningen træffes af de enkelte medlemslande. Søren Dosenrode mener, at princippet kan føres tilbage til den tyske, romersk-katolske teolog Oswald von Nell-Breuning, der med sit sociale spørgsmål udviklede subsidiaritetsprincippet.
"Det princip kan du se i hele den katolske tilgang til verdenen, hvor du både har en pave, kardinaler, biskopper, præster og diakoner. Beslutninger skal hele tiden træffes så langt nede i hierarkiet som overhovedet muligt," siger Dosenrode.
"Det er noget, som vi i virkeligheden nok ikke helt fået fat i herhjemme i Danmark, hvor vi hele tiden lukker os sammen i den protestantiske stat med vores konge og regering. Hvis du har en tilgang til verden, der siger, at alle beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, behøver du heller ikke at være 'bange' for EU. Når man i Danmark siger, at 'nede i Bruxelles' har 'EU besluttet', tror jeg, at det blandt andet kan føres tilbage til den lutherske tilgang, hvor selve enheden er fyrsten, der har sit land," siger han.
Men der er tegn på opbrud i den historiske opdeling mellem de pro-europæiske katolikker og mere EU-skeptiske protestanter. I flere katolske, sydeuropæiske lande er der de seneste 10-15 år opstået en ny EU-kritisk position, som man ifølge Bjørn Thomassen ikke har set før.
I det hele taget er forskellen mellem protestanter og katolikker blevet mindre markant, efter at religion er begyndt at betyde mindre i Europa i dag end efter Anden Verdenskrig, mener Søren Dosenrode. Europa har rykket sig i en mere sekulariseret retning, hvor politik og kirke er blevet adskilt, hvilket også afspejler sig i debatten om EU-opbakning.
"Da Danmark meldte sig ind, handlede det om at undgå at betale høj told for bacon, fisk og smør når vi eksporterede til England. Vi har i dag et velfungerende indre marked, og nu begynder vi også stille og roligt at se, at sikkerhedsdimensionen stiger i vigtighed i EU, fordi vi ikke er glade for, hvad der sker i Ukraine og Rusland. En pragmatisk tilgang til faktiske problemer. Derfor tror jeg, at det religiøse betyder mindre og mindre i dag," siger Dosenrode.