Prøv avisen

Det gik helt galt: Fire kiksede kirkerestaureringer

Statuen af Sankt Jørgen inden restaurationen. Foto: ArtUs

Når de lokale kirker rundt om i verden trænger til en genopfriskning, står lokale borgere ofte klar, men evner følger ikke altid ånden. Her er fire eksempler på kirkerestaureringer, der er gået helt galt

For nyligt fik en lokal kirkegænger fra den lille spanske by Rañadoiro i den nordvestlige region Asturias lov at opfriske en række religiøse træfigurer fra det femtende århundrede. Den velmenende kirkegænger har udtalt, at hun syntes, at figurerne så forfærdelige ud og derfor ønskede at male dem, for at gøre dem bedre.

Det er resulteret i en Jomfru Maria med hidsig pink læbestift og en ung Sankt Peter i neon grønt antræk. Selvom restaurationen kunne betragtes som mislykket, skulle de lokale beboere efter sigende være meget tilfredse med resultatet.

Også i det nordlige Spanien trængte statuen af Sankt Jørgen tidligere i år til en kærlig hånd. Den har siden middelalderen tronet i landsbyen Estellas i San Miguel Kirke, hvor helgenen er afbilledet kæmpende mod en drage.

Men da en gruppe lokale kunsthåndværkere skulle restaurere kirken, gik det galt. Sankt Jørgen fik en makeover, som er gået verden over, fordi resultatet af helgenens nye moderne farver ikke er faldet i alles smag.

For få år siden, i 2012, havde en anden spansk landsby en lignende episode. I Borja skulle Jesus-fresken i Santuario de la Misericordia restaureres. Den opgave påtog en ældre lokal amatørkunstner sig, dog uden kirkens tilladelse.

I dag er Jesus-fresken kendt som ”abe-Jesus” – og med god grund. Resultatet blev dog en mindre sensation, og folk valfarter nu til landsbyen for at se fresken.

Den katolske Ste Annes de Pins Kirke i Ontario, Canada, havde i 2015 også brug for sognebørnenes hjælp. Flere gange var statuen af Jomfru Maria og baby-Jesus blevet udsat for hærværk, men en dag forsvandt babyens hoved helt.

Som i Spanien stod der dog en lokal kunstnerisk sjæl klar til at træde til. Jesus blev udstyret med et nyt hoved af ler.

Episodens opmærksomhed fik dog hærværksmanden til at returnere det oprindelige hoved til kirken. Måske fordi det nye hoved af ler hurtigt blev ødelagt af regnen.

Resultatet af Sankt Jørgens makeover. Foto: ArtUs
"Ecco Home" fresken før og efter den blev til "abe-Jesus" Foto: Centro de estudios Borjanos/Ritzau Scanpix
Statuen af Jomfru Maria og Baby Jesus med det nye hoved af ler. Foto: Marina von Stackelberg/CBC
Jomfru Maria, Sankt Anna og Sankt Peter før og efter "opfriskningen". Foto: DSF/Ritzau Scanpix