Prøv avisen
Boguddrag

Kvinder efter åndelig oplevelse: Lyset fra Guds skikkelse er ubeskriveligt strålende og trygt

”Lyset, der kom eller nærmest strømmede fra skikkelsen, var så ubeskriveligt strålende og kærligt, at det ikke var muligt at se selve skikkelsen, men alligevel fornemmede jeg, at det var en stor skikkelse og af hankøn. Jeg vidste, at dette var Gud.” Sådan fortæller en kvinde til Charlotte Rørth i bogen "Vi mødte Jesus". Modelfoto Foto: Nima Stock/ritzau

Da journalist Charlotte Rørth skrev en bestseller om at møde Jesus, fik hun flere end 1000 henvendelser fra folk med lignede oplevelser. Dem har hun samlet i en ny bog "Vi mødte Jesus". Her kan du læse tre kvinders beretninger fra bogen

Kirsten Dufvas oplevelse:

Kirsten Dufva skriver med fyldepen på lysegult, linjeret papir: ”Ja, der er mange, som har haft oplevelser, også mig. Som 18-årigvar jeg en tur op i himlen, (eller hvad man kan sige), og tilbage igen”, da hun havde slugt piller og var ved at dø.

”Jeg befinder mig i mørke. Det er fløjlsblødt og bølger omkring mig. Jeg flyder, som om der er vand, ingen smerter, ingen følelser, kun denne vuggende kærlighedsbløde energi.” Hun hører harper, fløjter og fornemmer to, der befinder sig på hver sin side af hende. De bevæger sig opad. Er jeg død? spørger hun og får at vide via tankerne, at hun skal møde rådet.

Hun ankommer til et sted, hvor alt ”ånder fred og kærlighed”, farverne er lysende og levende, der er græs og blomster, en flod og på den anden side en by, der er glinsende og svær at kigge på, ”som krystaller, der lyser indefra og ud”. En gruppe lysende skikkelser omringer hende og fortæller, at hendes liv ikke er levet færdigt, så de sender hende tilbage. ”Nu ved du, hvad livet handler om”, siger de til hende med ord understreget med kærlighed.

”Nu ved du, hvor vigtigt det er, at du fuldfører din opgave. Vi vil være med dig, hjælpe, støtte og give vejledning undervejs”. Hun falder grædende sammen og protesterer. ”I skolen er jeg blevet sat ud for døren. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne blive sat udenfor himlen,” konstaterer hun, der så sendes ind i Krystalbyen, som hun har døbt den.

Derinde hilser hun på sin farmor, inden hun går ind i biblioteket og læser i levende bøger. Når hun åbner og bladrer i dem, forstår hun alt stoffet. Hun besøger også afdelingen for bøger, der venter på at blive skrevet. Der er al viden lagret, får hun at vide, og får øje på en gruppe mennesker, der bliver undervist, mens de sover eller mediterer. Hun oplever kunst – det som er udført, og det, der venter på at blive det. På vej tilbage kommer hun igennem et område, der er gråt, hvor mennesker er fanget i nogle handlinger, der bliver udført igen og igen. ”Hvis noget sted er Helvede, så må dette være stedet,” tænker hun og ser da ned på en kvinde, der ligger på sine knæ og beder til gud. På sengen ligger en ung kvinde. Hun beder om, at datterens liv bliver sparet, at hun vil give sit eget liv, for atdatteren skal leve.

”Det giver et stød i hjertet. Det er min mor. Det er mig i sengen. Min stedfar taler om, at det er for sent. Jeg er kold. Der er ingenting, de kan gøre. Det er en stor fortvivlelse, som udfolder sig for mine øjne. Det går op for mig, at min mor elsker mig.” Da skubber hendes guider hende tilbage ind i kroppen. ”Vi kalder på dig, siger de som det sidste,” skriver Kirsten Dufva og konstaterer nøgternt om at stå alene med en nærdødsoplevelse som så ung: ”Mine forældre ville ikke høre om oplevelsen. Og den blev lukket ned. Som oplever er det svært.”

Senere, i 1983, får hun endnu en oplevelse. En våd og regnfuld aften siger en stemme til hende: ”Søg mit barn, og du skal finde”. Endnu en gang kastes hun ”ud i kaos”, fordi ”den vedvarende kærlighed fra den anden side er svær at håndtere.” Hun har søgt viden, studeret bibelen, nærlæst Johannes af Korset, rejst på retræter, været i kristne miljøer, alligevel er hun nervøs.

”At fortælle andre om Jesus, om at tro, er grænseoverskridende. Da jeg besluttede at skrive, oplevede jeg, hvor svært det er at gengive og fastholde. Jeg tænker på, at jeg ikke har lyst til at udstille mig som mere mærkelig end andre. Det er netop ikke bare en historie, eller fiktion, men min oplevelse af mit liv. Og den er så sand, som den kan blive, selv om jeg ikke kan forklare det fornuftigt.”

Birgit Jensens oplevelse:

Birgit Jensen ønsker mig i en mail ”god læsning af nedenstående beretning. Den er oprindeligt skrevet til en præst, der opfordrede mig til at nedfælde mine oplevelser, hvilket var svært, for hvordan beskrive noget, der er så meget større, end ord rækker til?”

Hun var ikke ”interesseret i religion overhovedet”, men levede efter det kendte slogan: ”Enhver er sin egen lykkes smed.”

Men da hendes yngste barn var to år gammelt, var han meget syg. Hun vågede over ham, og da hun skulle på toilettet, sagde hun til ham, at hun straks ville være tilbage. Til hendes ”store overraskelse” sagde han til hende, at det ikke gjorde noget, at hun gik, ”for der sad en engel og passede på ham.”

Det fik nu ikke hende til at overveje, om der ”alligevel” fandtes en Gud. Tre år senere blev hun opereret. Under narkosen var hun i ”et vidunderligt lys fuldt af velvære”. Da hun var ved at vågne, blev hele hendes liv vist for hende på samme måde, som ”når man trækker i en filmrulle”. Stadig tænkte hun ikke, at det var andet end en drøm.

Et halvt års tid senere havde hun den ”besynderlige oplevelse” pludseligt at gå i en lysstråle på en ellers totalt overskyet dag i et tætbebygget boligkvarter, hvor solen normalt ikke trænger ind i eftermiddagstimerne.

Lyset bevægede sig med hende, og hun blev ”ladet op med energi og glæde”. Igen gjorde hendes ”dagligdag med dens gøremål og problemer”, at oplevelsen blev ”negligeret”.

Ganske kort tid efter blev hun involveret i en trafikulykke: ”Efter at jeg i tre dage havde følt dødens nærhed, opfattede jeg en nat et kort øjeblik, at mit hjerte ikke slog mere.” I samme øjeblik blev hun omkranset af fire engle – to på hver side. Hun genkendte ikke nogen af dem som sine slægtninge eller tidligere bekendte, men hun var ikke fremmed for englene. De vidste alt om hende.

”Blidt og kærligt” løftede de hendes sjæl ud og op til sig, og ”gjorde det klart” for hende, at hun frit kunne vælge mellem at følge med dem eller komme tilbage til livet i kroppen. Deres ”altomfattende kærlighed” og det ”kraftige, men ugenerende lys”, som de udstrålede, gjorde, at hun ”overhovedet ingen betænkelighed havde ved at følge dem.”

Da de nåede op under loftet i soveværelset, kiggede hun ned på sin livløse krop, og i det øjeblik gik det op for hende, at hendes ”sjæl var blevet frigjort”. Hendes legeme var ”en slags skal og et bevægeapparat hernede på jorden”.

Hun kalder det underligt, men utroligt befriende og følte, at hun var på vej hjem som en engel som dem. Da de ankom til det sted, hun kalder den tredje himmel, forsvandt følelsen af at være en slags legeme eller form. Det hele var tanker, viden, visdom, og al kommunikation foregik telepatisk. Det vrimlede med sjæle, mærkede hun, selv om alle former varforsvundet. Kun kærligheden, ”den utroligt stærke, varme og gennemtrængende kærlighed, glæden, lyset og tankerne” var til stede.

Hun kunne se, når tanker blev sendt og modtaget, ”hver tanke var svagt kulørt”, men hun kan ”ikke forklare det ud fra noget, vi kender her fra jorden”. Alt foregik i flere dimensioner, end vi kender her. Deroppe kunne hun få besked om alt, og det synes at være ”så enkelt og soleklart”.

Nogle engle begyndte at konferere med en langt større/højere myndighed eller ”skikkelse“ om, hvorvidt hun skulle blive hos dem eller tilbage til jorden.

”Lyset, der kom eller nærmest strømmede fra skikkelsen, var så ubeskriveligt strålende og kærligt, at det ikke var muligt at se selve skikkelsen, men alligevel fornemmede jeg, at det var en stor skikkelse og af hankøn. Jeg vidste, at dette var Gud.”

Han sagde: Hun har stadig en opgave. Det blev fortalt og opfattet som ord eller sprog, som vi kender det hernede på jorden, husker hun. Englene adlød med det samme, stoppede al information om deres viden og lærdom, og hun røg tilbage i sin krop. ”Lige inden jeg nåede tilbage i kroppen, nåede jeg at få af vide, at jeg altid ville have kærligheden og lyset indeni mig,” skriver hun, der ikke havde nogen anelse om, hvor længe hun var afsted.

Hun vækkede sin stadigt sovende mand og fortalte ham om oplevelsen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle kalde den. Hun havde aldrig hørt om nærdødoplevelser, men fortalte, at hun var blevet hentet af nogle engle og havde været i Himlen hos Gud. Hun havde ikke forventet, at han ville tro hende. Men det gjorde han, ”til stor støtte”. Han sagde dog, at hun ”nok ikke skulle berette det for nogen. De ville aldrig kunne forstå eller forestille sig det. Selv havde hun mest lyst til at fortælle”, for ”noget så pragtfuldt skulle ikke forties,” men hun fulgte hans råd.

”Det er nu 28 år siden, men jeg har ikke ændret noget i beskrivelsen, da oplevelsen jo er og bliver samme.”

Anne Helene von Vosgraffs oplevelse:

”Jeg har ikke mødt Jesus, men Gud. Men der er vel egentlig ingen forskel”, skriver Anne Helene von Vosgraff fra norske Vestfold. Som femårig fik hun en hoftesygdom, så hun i halvandet år måtte ligge i en specialbygget seng. Hendes familie gik kun i kirke juleaften, og selv havde hun ikke noget forhold til hverken Gud eller Jesus.

Den sommer, hun var syv år, kørte de i den store bil med hendes seng bagi og gjorde holdt ved Vatnås kirke i Buskerud nær den helbredende Olavskilde. Kirkegården var helt overgroet, man kunne knapt se gravene, hun var alene i det høje græs, og da skete det, men ”hvordan beskrive noget ubeskriveligt”, spørger hun og forsøger:

”Jeg blev omsluttet af et lys og en varme, som jeg hverken før eller siden har kendt magen. Alle lyde forsvandt, men der kom tre ord til mig, og jeg ved ikke, hvor de kom fra, men de lød: ”Her er Gud”. De var meget tydelige. Jeg blev holdt fast, jeg hvilede på en måde i et favntag, hvis jeg må sige det sådan. Lyset var ubeskriveligt stærkt. Det var en enorm tryghed i det også. Sådan føltes det, men ord bliver fattige i mødet med en sådan oplevelse. Jeg ved ikke, hvor længe det varede, måske nogle minutter, tid og sted ophørte, og lykkefølelsen var fuldkommen og kan ikke beskrives,” husker hun, der derefter som barn ville være nonne.

Det blev hun ikke, men denne ”barndomsoplevelse har aldrig forladt” hende. Hun har altid tænkt, at hun ikke tror, hun ”ved”. ”Jeg har ikke noget valg”, skriver hun og fortæller, at hendes tre voksne børn gerne vil tro, men tvivler og siger til hende, at det er ”let for dig, mamma”, fordi hun har haft en oplevelse. ”Da bliver jeg svar skyldig.”

Anne Helene von Vosgraffs oplevelse ligner dem, forskerne kalder debutoplevelser, som ellers oftest sker i teenageårene eller endnu senere som hos den franske filosof og lærer Simone Weil (1909-1943). Hun voksede op i en ikke-ortodoks jødisk familie, var politisk aktiv under den spanske borgerkrig og anden verdenskrig.

I 1937 i Santa Maria degli Angeli i Assisi måtte hun pludselig knæle, da hun mærkede, at “Kristus selv kom ned og tog mig til sig”. Derefter begyndt hun at undersøge kristendommen uden nogensinde at melde sig ind i en kirke. Hun havde et fysisk forløb med hovedpine med mere, som jeg og andre har haft i forbindelse med vores spirituelle oplevelser.

For nogle som forfatteren C. S. Lewis (1889-1963) er den slags oplevelser slet ikke ønskede. Måske havde han haft nogle og fornægtet dem? Det vides ikke. Han skrev blandt andet Narnia. Det er anerkendt som et dybt kristent værk, men han ønskede, som han udtrykte det i flere interview, at beholde sin ret til at tænke selv, sin intellektuelle tvivl. Men han måtte give op. Som han skriver i sin selvbiografi Surprised by Joy: ”Det, jeg så dybt havde frygtet, hændte mig til sidst, jeg gav op, og tilstod, at Gud var Gud.”