Tre voldtægtsforsøg udløser ubetinget fængsel til 17-årig

17-årig dreng er blevet idømt fire og et halvt års ubetinget fængsel for tre voldtægtsforsøg i Odense.

En 17-årig dreng er fredag blevet idømt fire og et halvt års ubetinget fængsel for voldtægtsforsøg på tre kvinder i begyndelsen af året.

Det fandt Retten i Odense bevist, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Alle tre gange fandt det sted i Kongens Have i Odense. Drengen var på gerningstidspunktet 16 år.

Det var muligt for politiet at pågribe ham kort efter den tredje episode 2. februar. Det skyldtes primært kvindernes detaljerede signalement, fremgår det af pressemeddelelsen.

Første voldtægtsforsøg fandt sted om aftenen 27. januar.

En kvinde var blevet grebet bagfra og forsøgt kysset på munden mod hendes vilje. Det anmeldte hun til politiet kort efter.

Knap en uge senere anmeldte to kvinder lignende episoder. Begge var blevet overfaldet bagfra, hvorefter den nu 17-årige havde holdt dem for øjne og mund.

Det var kort efter den tredje episode, at politiet pågreb drengen. Han har siddet varetægtsfængslet siden da.

Dommen skal afsones på en ungdomsinstitution, indtil han fylder 18 år. Herefter vil han afsone resten af dommen i et almindeligt fængsel.

Det fremgår ikke, hvordan drengen og hans advokat forholder sig til dommen. Forsvareren er fredag eftermiddag ikke vendt tilbage på en henvendelse.

/ritzau/