Charlotte Rørth: Tro er tro på, at Gud elsker mig

I bogen "Gud, du er jo lige her" forklarer journalist og forfatter Charlotte Rørth, hvordan tro for hende, er at leve livet vel vidende, at hun er elsket af Gud. Derudover forklarer hun også, hvordan mange vil være den bedste version af sig selv, men vi er elsket af Gud, blot fordi vi er til. Læs et uddrag her

Man skal lægge krop til i sin tro. Ikke bare tanker og teorier. Tanker kan nemlig kun bære en et stykke ad vejen. Man skal bevæge og bevæges, skriver forfatter Charlotte Rørth i en ny bog, som du her kan læse et uddrag fra.
Man skal lægge krop til i sin tro. Ikke bare tanker og teorier. Tanker kan nemlig kun bære en et stykke ad vejen. Man skal bevæge og bevæges, skriver forfatter Charlotte Rørth i en ny bog, som du her kan læse et uddrag fra. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

At være elsket

Nogle har lært troens ord udenad, fra de var små. Nogle med tvang, andre frivilligt. Jeg møder dem og erfarer, at nok har de en anden vej ind i troens univers end min, men overvejelserne er de samme. Har man lært Gud at kende som en dømmende herre, der kaster leveregler og især forbud ned over sine mennesker, så må man begynde helt forfra og fundere og leve på ny, hvis man vil leve med den Gud, jeg kender.

Har man altid levet uden Gud og set ned på dem, der troede på ham, men får åbnet sin nysgerrighed af medmenneskelig interesse eller egen sygdom og sorg, så må man også gå i gang med at tænke og lære. Jeg tror ikke, der findes en fast rækkefølge, der dur for alle. Vi har hver især kun autoritet over vores eget forløb, men vi kan lære af at stille hinanden spørgsmålet: Hvad er tro? Er det en række ting, man tror på? Jesus, Gud, kødets opstandelse og så videre? Eller er det at være troende en måde at være i livet på? Eller begge dele?

I begyndelsen var jeg overvældet af begivenhederne. Mit fokus var på, hvad der hændte. Jeg sansede, eksisterede, absorberede. Kunne ikke andet. Jeg var nysgerrig i helt uoverstigelig grad. Undersøgte, spurgte, læste. Gik meget konkret til værks, fordi mine oplevelser var fysiske. Langsomt fattede jeg, at det også skete for andre over hele verden, og mit fokus skiftede. Jeg ville høre om deres liv, deres historier. Jeg var en af mange. Det var en lise uden lige, og jeg faldt på det nærmeste ind i den store forbløffelse over, at vi overhovedet kan opleve det, man samlet set kan kalde en kontakt med noget guddommeligt.

Det blev endnu sværere. For det gik for alvor op for mig, at det vigtigste ved oplevelserne er det, de efterlader indeni os. Det, der bliver tilbage, når de er overstået. De varer sjældent ret længe, men det, der hænger ved, er for de fleste det samme, som mange millioner også når frem til ved at tænke sig om: Vi er skabt. Skabt af et eller andet, som vi ikke ved, hvad er. Nogle af os har valgt at kalde det Gud. Og hvorfor skabe noget, man ikke elsker? Så vi er elsket af Gud. At være elsket er det smukkeste og samtidig det sværeste at begribe og at sige, men det er for mig det, tro er.

Tro er tro på, at Gud elsker mig. Det er voldsomt, jeg ved det, og jeg ser alle mine egne afværgemekanismer.

Jeg?

Elsket af Gud?

Ha!

Jeg er ikke værd at elske.

Sådan har jeg altid tænkt. Det var et chok, da den sikkerhed blev taget fra mig under oplevelserne. Det er træls for de fleste af os at blive sparket af scenen med vores livs vante forestilling, hvor vi kender replikker, sceneskift og slutning. Det er svært, også selv om det er et på alle måder mere glædesfyldt sted, man sparkes hen.

Det er svært. Men det er helt afgørende, at det sker. At man vover at se, at man er elsket, som andre også er det. Hvis man alene er elsket af sine nærmeste, hvilket er vidunderligt, så rækker den kærlighed egentlig ikke ret langt. Så er kærligheden et projekt for de få udvalgte. Et dejligt projekt, der også kan have gode konsekvenser for andre, men alligevel. Det er ikke noget, der handler om mennesket som sådan. Men ser man, at man er elsket af Gud, så ser man også, at han elsker andre. Og så er det, at næstekærligheden sætter ind, så besværlig og krævende, den end er.

Det er netop dette, der er forskellen på selvudvikling og tro. Jeg har til hudløshed hørt og læst i tidens bøger, hvordan vi som i flyveren selv skal tage iltmasker på, før vi hjælper andre. Det er sandt, men kun, hvis vi hjælper andre. Mange hjælper helst sig selv og har hele tiden lige brug for lidt mere ilt, før de kan hjælpe andre. De vil også meget gerne være den bedste version af sig selv alene for at være den bedste version af sig selv til egen fryd og glæde.

Den rille er for mig at se næsten umulig at rykke sig fri af med egen kraft. Jeg ved det. Jeg har selv siddet i den. Først da jeg fattede, at jeg er elsket, og andre også er det, slap jeg fri. Så kunne jeg se, hvad det betyder, at man skal elske andre, som man elsker sig selv. Som man også elsker sig selv. Den erkendelse er ikke gratis. For andre er netop også elsket, og jeg kan derfor ikke dømme længere. Jeg kan heller ikke dømme mig selv, for jeg er også elsket. Det er det sværeste.

Jeg fik den viden lagt ind i kroppen med hans blik på mig og har bagefter skullet tænke mig om for at få den til at passe med det liv, jeg har og er opvokset i. Det tog mange år, før jeg fuldt ud vovede at stå ved, at min måde at se på, hvad tro er, er fuldgyldig. Jeg var jo ikke teolog, kunne jeg tænke.

Hvordan kunne jeg så udtrykke tro? Hvordan kunne jeg tale om åbenbaring og genopstandelse som egne erfaringer, ikke blot ord? Ved at tale med og læse værker af netop teologer, præster og nonner, og især mystikerne, lærte jeg langsomt, at jeg har tyngde til at tale med om tro, fordi jeg lever den. Jeg er ikke dum. Jeg regner viden for vigtig, men tro er meget mere end viden.

Jeg lægger krop til, ikke blot tanker og teorier, men krop. Faktisk tror jeg, jeg vil gå så langt på min krops fødder, at jeg vil skrive, at tanker kun kan bære en et stykke af vejen. Man skal bevæge og bevæges, gøre og gøres ved, handle og handles med, være sammen med andre i den kærlighed, man med ord taler om i troen.

Foto: Leif Tuxen

Først da kan man vel være fuldt ud troende? Tænker jeg. Jo. Men jeg mærker det også. Nogle kalder det et andet bevidsthedsstadie og lignende, men jeg vægrer mig ved ord, der kan rangordne. Så snart man benytter begreber som stadier og trin, sætter vi mennesker over og under hinanden. Det gør Gud ikke, tror jeg.

Man kan vide en masse om tro uden at være troende. Det ved vi alle. Også hvis vi kalder det kærlighed i stedet. Det er straks sværere, når man kræver, at den troende også skal vide meget for at være sand troende. Jeg er kun sjældent blevet mødt med hån, men når det er sket, er den kommet som latterliggørelse af min sammenkobling mellem min kropslige og akademiske viden. Afvisningen er kommet fra såvel ateister som teologer.

Jeg kan blive såret, og det får ikke den bedste version af mig frem. Jeg bliver vred, når jeg mødes af nedladenhed. For hvis jeg rammes af den, rammes også alle dem, der ikke har så omsorgsfuld en familie og vennekreds som mig.

At jeg erfarer tro som det at vide, at jeg er elsket af Gud, er ikke en opdagelse, kun jeg har gjort, men for mig tog det af mange grunde lang tid at turde tro på det, endsige sige det højt. Jeg mærkede det, inden jeg vidste det. Jeg mærkede det i kroppen, i hjertet, inden mit hoved fattede det. Jeg har ikke teoretiseret mig frem til det, men erfaret det og sat ord på den erfaring.

Jeg kunne ikke Biblen udenad og havde ikke bedt aftenbøn eller på anden måde brugt min tankekraft på at være kristen, da det begyndte. På den måde har det måske været lettere for mig at forstå, at det at tro ikke handler om at kunne bogstaver, men om at være i livet vel vidende, at man er elsket. Af Gud, som jeg skriver ham med stort, mens andre skriver ham med småt og kalder ham noget helt andet. Jeg kan ikke dømme om, hvilken gud og vej til at tro der er bedst, det kan kun Gud, så det holder jeg mig fra. Mødet med Jesus og de andre oplevelser handler ikke om at være katolik eller protestant eller noget tredje. Det er en beslutning, der ligger hos mig bagefter, og som er afhængig af, hvem jeg er,

hvor og hvornår.

Lige nu er jeg her.

Her i mit havehus.

Jeg tænker og skriver, rejser mig og går ind og laver kaffe. Kommer tilbage og sætter mig igen med benene oppe på min mellemste søns solseng, som jeg skamløst har beholdt, da han flyttede hjemmefra.

Jeg vil holde pause og rykker solsengen ud af havehuset og kommer til at puffe til roserne. Deres spinkle duft, de er begge New Dawn, overskygges helt af kaprifoliens næsten boudoirtunge skyer. Jeg har indrettet mit havehus med sommerminder fra tider sammen med andre. Roser som i min mormors sommerhus. Kaprifolie som på vores hussmandssted i Rold. En tallerkenrække med fade fra familieferier i Sverige og på Samsø og fra min svigermors mor, der sammen med sin mand byggede huset, vi bor i. Nederst står kopper fra min farmor og mine oldeforældres bryllup og yderst en lille, lyserød læselampe. Det meste er med stor vilje lyserødt heroppe i huset.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Det er lidt bagudrettet i sit udtryk, må jeg erkende. Nostalgisk. Forankrende, men måske i virkeligheden også fremadskuende, for jeg er indimellem ved at ligne en lille miss Marple eller en anden kjoleklædt størrelse, der drikker te og tænker sit. Jeg ser ikke ungdom foran mig, endnu heller ikke alderdom, men den voksendom, der ikke har noget navn. Det er ellers en fase af livet, der bliver længere og længere, i takt med at flere lever længere og er friskere. Vi har mange livsfaser, vi skal have til at hænge sammen, mange mennesker tæt på os, ofte også flere, vi har mistet. Vi ved efterhånden godt, livet gør ondt, og at det er tåbeligt at tro, at vi er kloge nok til at styre ret meget. Jeg tænker, at mange har det som mig. Vi har levet en lang række år og undrer os. Over den barske verden og over, hvad vi kan gøre for at gøre den bedre.

Jeg ser på mit liv og føler mig grundforkælet, som jeg sidder her og har mit eget havehus og mennesker, jeg kan elske. Og er elsket. Uh. Nu skrev jeg det. Igen.

Jeg er elsket.

Det er så svært at sige og skrive, og det er så svært at stå ved, at hvis jeg er det, er andre det også. Ikke fordi vi lever op til en række regler og er næsten perfekte, men bare fordi vi er til.

At tro er at være i den tilstand ikke at kunne skrive under på en lang liste med udsagn, som kan vinges af i en af tre kolonner: sandt, falsk, ved ikke.

Hvis jeg skal udleve, at andre og jeg er elsket, så kan jeg ikke rende rundt med en lineal og slå folk over fingrene, hvis de ikke har krydset korrekt af. Hvis jeg gør som den Jesus, jeg så, må jeg prøve at være hans hænder og fødder og gå og gøre med den kærlighed, han også fik af Gud.