Trods flere flyvninger mangler lufthavne hver anden passager

Lufthavnene i København, Billund og Aalborg havde samlet 1,6 millioner passagerer i august. Det er 54 procent under 2019. (Arkivfoto)
Lufthavnene i København, Billund og Aalborg havde samlet 1,6 millioner passagerer i august. Det er 54 procent under 2019. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Selv om flere er begyndt at flyve igen, har de tre største danske lufthavne kun omkring halvdelen af de passagerer, som de havde før coronaudbruddet.

Lufthavnene i København, Billund og Aalborg havde samlet 1,6 millioner passagerer i august.

Det er et fald på 54 procent sammenlignet med samme måned i 2019, hvor corona ikke havde ramt verden og medført rejserestriktioner.

Værst står det til i Københavns Lufthavn, der havde 1,3 millioner passagerer i august. Det viser lufthavnens egne trafiktal, der er offentliggjort fredag.

Det er lidt højere end juli, men sammenlignet med tiden før corona er antallet af flyvende gæster faldet 56 procent.

I Billund var der i samme måned 208.277 passagerer, hvilket er et fald på 47 procent fra for to år siden.

Bedst står det til i Aalborg, der havde 92.199 passagerer gennem lufthavnen, hvilket er 27 procent færre end i 2019.

Hos Sydbank påpeger aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger luftfartsbranchen tæt, at der er langt tilbage til normalen for lufthavne og flyselskaber.

- Der er stadigvæk rejserestriktioner, og det sætter sit klare præg på de internationale rejser, mens der er fin med aktivitet inden for indenrigsflyvninger.

- Det er derfor, at det er sværere for Københavns Lufthavn at komme tilbage på normalen, hvorimod en stor del af flyvningerne til og fra Aalborg er indenrigsflyvninger til København, og her har trafikken ikke været ramt i samme grad, siger Jacob Pedersen.

Han forventer, at man skal helt frem til 2024, før luftfarten er på samme niveau som før corona.

Han spår, at der til den tid vil være en større andel af ferierejser, da mange virksomheder under corona har fået øjnene op for, at man kan undvære nogle rejser.

- De forretningsrejsende er blevet vant til de virtuelle møder og at kunne snakke med folk på den anden side af jorden via en skærm. Det er nemt, effektivt og billigt.

- Samtidig har virksomheder gjort meget for at sikre en bæredygtig fremtid, og det gør mange ved at skære i antallet af flyrejser.

- Det er klart, at sælgere stadig vil flyve rundt, men mange interne møder i globale virksomheder vil man kunne skære væk, siger Jacob Pedersen.

/ritzau