Ultraortodokse jøder vanskeliggør Israels kamp mod coronavirus

Coronavirussen spreder sig med stor hast i Tel Aviv-forstaden Bnei Brak i Israel, fordi byens ultraortodokse jøder ignorerer myndighedernes tiltag

Israelsk politi har haft sammenstød med ultraortodokse jøder, der ikke følger myndighedernes regler om at holde afstand til hinanden.
Israelsk politi har haft sammenstød med ultraortodokse jøder, der ikke følger myndighedernes regler om at holde afstand til hinanden. . Foto: Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix.

Bnei Brak i Israel er et af de steder i verden, hvor befolkningstætheden er størst. At folk bor tæt er imidlertid ikke den væsentligste grund til, at Tel Aviv-forstaden er blevet Israels epicenter for coronavirus.

34 procent af dem, der er testet for coronavirus i Bnei Brak, er ifølge sundhedsministeriet i Israel smittet. Til sammenligning er tallene henholdsvis seks procent i Tel Aviv og 10 procent i Jerusalem. Antallet af smittede i Bnei Brak var tirsdag 571 personer, hvilket kun er en smule færre end Jerusalem, som har fire gange så mange indbyggere.

Når coronavirussen stortrives i netop Bnei Brak skyldes det, at 95 procent af byens befolkning er ultraortodokse jøder, som ser stort på regeringens tiltag for at undgå smitte. Det skriver flere israelske medier.

På sociale medier florerer flere billeder og videoer, hvor store grupper af ultraortodokse jøder blandt andet danser til bryllupper og handler i fyldte butikker, selvom borgere er blevet beordret til at blive indendøre. Senest har begravelsen af en jødisk rabbiner, som trak hundredvis på gaden, vakt vrede blandt den øvrige befolkning.

Videoen viser ultraortodokse jøder, der trods regler om at holde afstand danser tæt sammen til et bryllup

Til den amerikanske avis The New York Times forklarer eksperter, at spredningen i ultraortodokse kredse skyldes en dyb mistillid til staten og sekulære medier, religiøse lederes uvidenhed om sundhedsmæssige risici og en livsstil, hvor fællesskab er afgørende.

Forklaringerne forskåner dog ikke de ultraortodokse jøder for kritik, og deres opførsel bliver af flere andre israelere opfattet som usolidarisk.

I nabobyen Ramat Gan krævede borgmesteren mandag et udgangsforbud i Bnei Brak, da han mente, at byen ”ikke længere er en tikkende bombe, det er en kraftfuld bombe, der er sprunget i vores ansigter.”

Direktøren for Bnei Braks eneste hospital har ligeledes bønfaldt myndighederne om at forhindre beboerne i at forlade byen i mindst én uge, og på lederplads i Israels største engelsksprogede avis The Jerusalem Post opfordrer man til at sætte byen i karantæne.

Ifølge netavisen The Times of Israel har sundhedsministeriet været tæt på at indføre en nedlukning af Bnei Brak, der ville betyde, at beboere kun måtte gå ud for at købe mad, medicin og andre nødvendige varer inden for et afgrænset område. De fleste ministre bakkede op om forslaget, men landets nationale sikkerhedsråd var imod, da det mente, at nedlukningen både ville være vanskelig at gennemføre og kunne skabe endnu større modstand mod regeringens restriktioner i ultraortodokse kredse. Bnei Braks borgmester advarede da også tirsdag mod, at man forvandlede byen til ”et fængsel” eller ”en ghetto”.

I stedet har man indtil videre måtte nøjes med at øge antallet af politibetjente i byen og intensivere håndhævelsen af de tiltag, der skal mindske smitten.

Det skal nævnes, at samtlige ultraortodokse jøder ikke taler med én stemme. Den ultraortodokse rabbiner og en af de mest prominente religiøse ledere inden for haredisk jødedom (den mest konservative form for jødedom) Chaim Kanievsky har ifølge CNN udtalt, at alle, der ikke følger sundhedsministeriets tiltag, skal overdrages til politiet. Han har endda tilladt ultraortodokse jøder at tage deres telefon på sabbatten, hvis de venter svar på en coronatest. Brugen af teknologi og elektricitet er ellers strengt forbudt på den ugentlige hviledag.