Prøv avisen
Boguddrag

Troels Kløvedal: De bedste oplevelser var mine møder med Kongehuset

Prins Henrik ombord på Nordkaperen i Chalong-bugten ud for Ao Sane-stranden på Phuket. Siddende på lønningen fra venstre: filminstruktøren Ulrik Bolt, Emilie Steen, lydmanden Jørgen Valdbjørn, Prins Henrik og Troels Kløvedal. Foto: privatfoto

Kongehuset rummer, ifølge Troels Kløvedal, nysgerrige, vidende og verdensinteresserede mennesker. De indtryk har han fået efter op til flere møder med Kongehusets medlemmer, både til hof på slottet, og i Phukets Chalong-bugt i Thailand på Nordkaperen. Læs et uddrag af hans nye bog her

Fra kapitlet: "Møder med Kongehuset"

At jeg skulle lære Kongehuset lidt at kende, er en af de gladeste oplevelser, jeg har haft. Det er nysgerrige, vidende mennesker, som alle er interesseret i verden, og mødet med dem er som så meget andet fuldstændig tilfældigt. Det begyndte med, at Ruth (Ruth Hagerup Andersen, Troels Kløvedals kone nummer to) og jeg i 1992 blev inviteret til hofbal. Så var det ud i byen for at leje kjole og hvidt, laksko og det hele, og det er bare flot at gå til hofbal. At sige det modsatte ville være at snobbe nedad. Det med det flotte kan jeg godt forklare: Det er som at bevæge sig ind i danmarkshistorien i gamle dage, blot med den enestående forskel, at det hverken er film, fjernsyn eller en bog, man sidder og læser i. Det er ren virkelighed.

I det øjeblik man begiver sig op ad trappen på Christiansborg, som jo ikke kun lægger mure til Folketinget, men også fungerer som et slot, og ens navn bliver udråbt, som var man en storfyrste, der bliver modtaget, er man i en anden verden. Og det er jo altid spændende at begive sig ind i andre, ukendte verdener, hvad enten man møder dem til søs langt hjemmefra eller i sin egen danmarkshistorie. Man bliver budt smilende velkommen af ceremonimesteren og vist ind i modtagelsesværelset, som er kæmpestort. Her møder man de andre inviterede, som er i højt humør, og alle føler sig udvalgt, hvad man jo også er.

Så bliver man vist ind for at hilse på de kongelige, som også indbefatter dronningens søstre og børn, og alle står de fuldstændig og ligner det, de er! Konger, dronninger, prinsesser og prinser, og kvinderne har diademer på hovedet, med perler, der funkler selv i den meget dæmpede belysning, der er her. Og man bukker og hilser pænt og får store smil tilbage som bevis på, hvor glade de er for, at man kommer til den fest, de har indbudt til. Man føler sig simpelthen velkommen.

Nu sker det nok allerflotteste i det øjeblik, man træder ud i det blændende lys i Riddersalen. Og hvis man ikke synes, at det er fantastisk, er man en tåbe. Man kan jo se den slags sale på slotsmuseer, men her er belysningen meget sparsom for at skåne malerierne på væggene, vinduerne er tit tilskoddede, og der er koldt og alt andet end festligt. Men sådan er det ikke her. Man træder ind i danmarkshistorien på fuldt blus.

Århundreders traditioner banker mod én fra alle gobelinerne og fra allegorierne i loftet. Krystallysekronerne funkler, sølvtallerkenerne skinner om kap med de rødklædte lakajer, som står overalt. Alt står i blomsterpragt, musikken spiller fra balkonen, alt stråler, som var man inviteret til en stor fest på kongens slot, og det er jo lige det, man er. Det er ikke en filmkulisse, hvor det hele er pap og papir, næ, næ, man er i den ægte vare. Man finder kortet med ens navn på ved et af de store, runde borde, som er utroligt flot dækket op, og de har den perfekte størrelse, sådan at alle otte om bordet kan høre, hvad hinanden siger, og man kan tale med sin borddame, eller samtalen kan løbe hele bordet rundt.

Mine venner Ebbe Kløvedal Reich og Ib Michael var også inviteret, og mens vi stod og ventede ved hvert vores bord på, at alle var på plads, og dronningen og prinsen som de sidste og til et stykke udsøgt musik var kommet ind, skævede vi til hinanden og tænkte, at det her sgu var noget andet, end når vi lavede mad i Maos Lyst eller nede ombord på Nordkaperen i dårligt vejr.

Når man har spist, bliver der spillet op til dans, og jeg havde altid drømt om at danse med smukke kvinder i store kjoler, som dem man havde i gamle dage, og dansegulvet var en fest af prægtige svajende kjoler og mænd, der dansede mere eller mindre godt, men alle var glade, opstemte og nød ballet.

Vi var mange forfattere til stede, og vi har det jo med at opsøge hinanden og kender måske hinanden lidt i forvejen, så vi samledes sidst på aftenen i det hjørne, hvor der var etableret en bar, men da det begyndte at se lidt for lystigt ud, kom kulturministeren, Grethe Rostbøll, hen og lod os med en streng mine forstå, at nu skulle vi ikke komme for godt i gang, og vi morede os og følte os som uartige teenagere.

Til sidst forlader dronningen og prinsen festen til tonerne af tappenstregen, der lyder som „Her kommer Jens med fanen“, og ballet er slut.

En af de bedste og sjoveste og grundigste samtaler, jeg havde den aften, var med Paul Hammerich, hvis søn Rumle havde sejlet med mig i Grækenland, og det var med sorg, jeg hørte, at han ganske kort efter hofballet skulle have udskiftet sin bypass og døde ved operationen.

Næste gang jeg mødte Kongehuset, var et helt andet sted, ude i verden og ombord på Nordkaperen.

Det begyndte med, at jeg spiste en frokost med Prins Henriks sejlerven Valdemar Bandolowski, som jeg kendte fra Eventyrernes Klub. Han havde inviteret mig med på en spændende sejlads, hvor vi startede i Tuborg Havn, hvor han og hans besætning trænede til America’s Cup i noget af en jetjager af en racerbåd, som Valdemar havde konstrueret i aluminium. Valdemar sejlede med prins Henrik og fortalte, at prinsen altid talte begejstret om mig. For år tilbage havde jeg sendt prinsen en af mine bøger, da den udkom. Det var Bidevind og blåhvaler, og jeg havde fået et brev tilbage om, at han havde læst den med stor fornøjelse.

Så en dag, da vi var midt i nogle filmoptagelser i Thailand, og et par dage før vi ville sætte kursen ud over Det Indiske Ocean til Indien, kom der en repræsentant fra den danske ambassade i Thailand og fortalte mig, at jeg fik kongeligt besøg. Kongeflaget med vildmændene skulle om nogle dage vaje oppe fra bugtens fineste hotel, da prinsen ville deltage i nogle kapsejladser, som skulle finde sted i Phukets Chalong-bugt, hvor vi var. Prins Henrik havde hørt, at Nordkaperen lå for anker her, og ville gerne besøge os. Vi aftalte, at vi hentede ham inde på stranden næste formiddag, og jeg blev instrueret i, hvordan man tiltaler en kongelig. Første gang skal man sige „Deres Kongelige Højhed“, hvorefter man slår over i De-formen. Vi fik travlt med at gøre hovedrent, pudse spillene og kompashuset, hvad vi ellers aldrig gjorde, men her var der en god anledning. Tovværket blev ikke bare hængt op, men rullet til fine rosetter på dækket, og Emilie blev udnævnt til karetfører af gummibåden, da vi skulle i land og hente prinsen.

Det gik, som det skulle, og jeg gik prins Henrik i møde nede på stranden og sagde, at det var mig en glæde at møde Hans Kongelige Højhed et så smukt sted i verden.

Det blev på alle måder nogle hyggelige timer ombord, hvor prins Henrik gav sig god tid til at sludre med os alle. Først ville han vide lidt om skibets historie, og jeg fortalte, at det var bygget til kapsejlads med skarpe linjer og de samme mål som datidens store kapsejlere. Så vi kom ind på kapsejlads, og det var jo derfor, prins Henrik var her i bugten sammen med sin førstestyrmand og ven, Valdemar Bandolowski.

Prins Henrik fortalte mig, at noget af det, som Danmark havde givet ham, var glæden ved at sejle, som han ellers intet kendte til, da han kom til landet. Så spurgte han mig om min egen lyst til kapsejlads, og der måtte jeg fortælle en sørgelig historie. Engang havde jeg meldt mig til Sjælland Rundt, men efter starten og ud for Lappegrunden og den dejlige kyststrækning op til Julebæk var der en hujen og skrigen fra aggressive kaptajner, som råbte efter hinanden på den mest usportslige måde, man kunne tænke sig, og det er for mig ALT andet end at sejle. Så jeg trak over mod svenskekysten, så de kunne passere og komme forbi, nu de havde så fandens travlt. Og da jeg begyndte at fiske derovre, opgav min besætning mig.

Da jeg var kostskoledreng, elskede jeg fodbold og sport i almindelighed, men da den blev professionel, blev den mig ligegyldig, og sport har siden da ikke interesseret mig. Jeg bryder mig simpelthen ikke om den aggressivitet, der er i moderne sport. Al legen, glæden, kammeratskabet synes at være forduftet. Og at se vrede, ophidsede trænere på sidelinjen i håndbold eller fodbold virker latterligt på mig, og cykelløb er endnu værre. Den professionelle sport er fyldt med reklamer og tit også med doping og korruption. Hvor blev glæden ved at lege med en bold af?

Prinsen var nede i min forkahyt, hvor vi pressede os sammen omkring skrivebordet siddende på henholdsvis en omvendt ølkasse og en klapstol. Prins Henrik kendte mine bøger og havde læst nogle af dem, men jeg havde ikke taget nogen af dem ned fra hylderne, men derimod lagt lidt bøger frem om buddhisme. Det vidste jeg, interesserede ham, og vi faldt i snak om hans barndom og ungdom i Vietnam, og vi hev den ene bog ud af bogreolen om asiatisk kultur efter den anden. Han fortalte mig om sit litteraturstudium ved Sorbonne og om sin digtsamling, som han havde udgivet på fransk nogle år tidligere. Og han betroede mig, at hvis han havde kunnet, ville han gerne været taget på en jordomsejling. Pludselig sagde han, meget stille, mens han med et længselsfuldt blik så ud ad koøjet, som var åbent, og hvor der kom den dejligste brise ind: „Og så sidder De her og skriver Deres bøger?“ Hvilket jeg svarede ja til. På den måde, han sagde det på, kunne jeg mærke, at han misundte mig mit liv en lille smule, og det blev jeg bekræftet i, da han sagde, at mit liv var den ultimative frihed.