Det kunne være hvilken som helst torsdag. For uge efter uge, år efter år mødes en forsamling af mænd og kvinder i alle aldre i et tilstødende lokale til Mariendals Kirke på Frederiksberg i København. De er anonyme alkoholikere. Og det ugentlige møde er deres gensidige påmindelse om trappestigen til at forblive ædru. Den består af 12 trin, som introducerer en guddommelig magt, som medlemmerne skal overgive sig selv og deres magtesløshed over for alkoholen til. En yngre mand i krøllet skjorte repeterer indledningsvist trinene ét for ét for de knap 30 tilhørere.
”Trin to: ’Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage,’” siger han blandt andet.
Havde bogen, han læser op fra, stået i en reol, havde den været usynlig. Ved første øjekast ligner den en simpel, lyseblå notesbog. Lader man imidlertid hånden glide over forsiden, kan man sanse, at overfladen er nubret. Det er formentligt her, man opdager den ellers utydelige inskription. Centralt: et trekantet symbol, hvori der er trykt to A’er, og øverst med en skrift så diskret, at kun indviede vil bemærke den, står ordene Anonyme Alkoholikere.
Siden fællesskabets kanoniske selvhjælpsværk udkom i USA i 1939, er det blevet solgt i mere end 30 millioner eksemplarer på 67 sprog. I takt med udbredelsen er antallet af anonyme sammenslutninger, der har kopieret programmet til at behandle alverdens adfærds- og afhængighedsproblemer, steget. I Danmark findes – afhængig af hvem man spørger – omkring 20 anonyme fællesskaber, hvor medlemmer kæmper med alt fra stoffer, gambling, sexafhængighed, spiseforstyrrelser og skrantende parforhold til selvfølgelig alkohol.
Gruppernes udbredelse varierer. Eksempelvis gennemfører Anonyme Stofmisbrugere omkring 130 ugentlige møder fra Aars i Himmerland til Hasle på Bornholm, mens de Anonyme Sexafhængige foreløbigt kun mødes digitalt en gang om ugen. Fællesskaberne er indbegrebet af diskretion. Her kender man som oftest kun hinandens ansigter og fornavne, og gruppernes frivillige tovholdere fører intet medlemskartotek. Alligevel er kilder i miljøerne og eksperter på området ikke i tvivl: Interessen for de anonyme selvhjælpsfællesskaber er voksende. Ifølge Anonyme Alkoholikere er antallet af ugentlige møder steget med godt og vel 60 siden 2015, og en gennemgang af de forskellige fællesskabers mødekalendere viser, at der for tiden afholdes mere end 3000 månedlige møder i Danmark.
Udbredelsen kan synes paradoksal, for mens medlemmer og private misbrugsbehandlingssteder hylder Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, beskylder nogle eksperter og tidligere medlemmer selvhjælpsfællesskaberne for at være et sekterisk new-age-religiøst program, hvor medlemmer udøver social kontrol og fastholder illusionen om, at afhængighed er en kronisk, uhelbredelig sygdom.
En af kritikerne er psykolog, lektor og forsker i behandlingsmetoder ved VID University i Oslo i Norge, Liese Recke. Hun var tidligere stofmisbruger, da hun i 1996 besluttede sig for at tage til et Anonyme Stofmisbruger-møde i Aarhus. Her kunne hun lytte på andre tidligere stofmisbrugeres livserfaringer. Hun var fascineret, genkendte fortællinger og følte hurtigt en ny forståelse for sit tidligere misbrug. Efterhånden fornemmede hun dog en indre uro. På møderne fik hun fortalt, at narkomani var en kronisk, fremskreden sygdom, hun aldrig ville slippe af med.
”Det vidste jeg fra egne erfaringer og fra forskningslitteraturen, var en løgn, men ret hurtigt gik det op for mig, at det ikke nyttede at protestere. Fællesskabet byggede på en ekstrem social kontrol og indoktrinering, hvor man læste tekster i kor, og hvor man fik den kolde skulder, hvis man sagde noget, der gik imod programmets absolutte sandheder.”
I bogen, som medlemmerne af AA og de øvrige 12-trinsfællesskaber omtaler som ”Store bog”, står der: ”De, der ikke kommer sig, er folk, som ikke kan, eller som ikke er villige til at overgive sig ubetinget til dette enkle program. I reglen er det mennesker, som af natur er ude af stand til at være ærlige over for sig selv. Der findes mennesker, der er så uheldige. De kan ikke gøre for det, for de er tilsyneladende født sådan.”
Og det er formuleringer som denne, der kan få store konsekvenser for de medlemmer, der får tilbagefald, vurderer Liese Recke.
”For tror man først på, at man er uden selvkontrol, og at ens afhængighed er kronisk, så har man en vældig dårlig prognose for at komme ovenpå, såfremt man skulle falde i igen. Og det betyder i værste fald, at man risikerer at tabe nogle misbrugere, man måske kunne have hjulpet, på gulvet. Simpelthen fordi de tror, de er kroniske misbrugere,” siger hun.
Selvom lektoren valgte at bryde med Anonyme Narkomaner, er hun gennem årene fortsat taget til møder i Danmark og i udlandet for at observere. Af samme grund vurderer hun ”så absolut”, at 12-trinsfællesskabernes udbredelse vokser i disse år – en tendes flere af fællesskaberne selv skønner. Årsagerne er flere. Først og fremmest er grupperne nemme og gratis at tilgå. Man møder bare op og bliver effektivt tildelt en såkaldt sponsor, et ædru medlem, som man kan ringe til dag og nat for at få vejledning. Derudover kan anonymiteten gøre det mindre grænseoverskridende at søge hjælp end i det offentlige, hvor alt bliver journaliseret, eller i familien, hvor misbrug kan være tabuiseret. Den primære årsag er dog, forklarer Recke, at 12-trinsprogrammet tilbyder en åndelig identitet.
”For mange er afhængighed ikke kun et misbrugsproblem, der kræver professionel hjælp. De har også brug for eksistentiel støtte, og det er præcis, hvad 12-trinsprogrammet tilbyder. I den offentlige misbrugsbehandling er de eksistentielle spørgsmål gradvist blevet glemt. Man taler med læger og psykiatere, ikke med præster og diakonisser, og derfor vinder AA og de andre programmer indpas, fordi de tilbyder et åndeligt livssyn.”
Den højere magt, som medlemmerne i 12-trinsfællesskaberne skal underkaste sig for at forblive ædru, er ikke nærmere defineret. Når Gud optræder i ”Store bog” bliver ordet som oftest efterfulgt af sætningen ”som man opfatter ham”. Og på møderne, Kristeligt Dagblad den seneste tid har deltaget i, har den højere magt været udtrykt i alt fra den kristne Gud til at være kærlighed eller sågar en sten.
En sidste uomgængelig del af fællesskaberne er tilbuddet om identifikation. Legenden om stifteren Bill Wilson fortæller, at det først var, da han mødte en anden alkoholiker, som han kunne dele sine erfaringer med, at de sammen hjalp hinanden til at forblive ædru, og delingerne af erfaringer om, hvordan tidligere medlemmer gik fra at være fortabte sønner til at blive ædru, udgør fortsat hjørnestenen i 12-trinsfællesskaberne. I ”Store bog”, som netop Bill Wilson er hovedforfatter på, kan man læse vidnesbyrd fra andre AA-medlemmer. Kapitlet ”Nødlandet” er historien om en pilot, hvis ”vinger alkoholen havde stækket” – ”indtil ædruelighed og hårdt arbejde sendte ham tilbage mod himlen”. I ”Den evindelige søgen” møder man en advokat, der havde prøvet alt, før han ramlede ind i AA. I ”Husmoderen, som drak derhjemme” gemmer en kvinde sine flasker i snavsetøjskurve og kommodeskuffer, indtil hun møder én, der viser hende AA. Sådan fortsætter det med lægen, teenageren, håndværkeren, psykiateren, forfatteren og flere andre.
I Danmark er forskningen om AA stærkt begrænset, men i 1995 publicerede Nordisk Alkoholtidsskrift et studie, hvor den i dag pensionerede antropolog fra Københavns Universitet Vibeke Steffen deltog i en lang række AA-møder for at lytte til, hvad medlemmerne på møderne én efter én delte.
”Trods fortællingernes forskellighed forekommer de alligevel ens,” konkluderede antropologen og beskrev, hvordan omdrejningspunktet i historierne som oftest handlede om et medlem, der havde ramt bunden, hvorefter vedkommende havde mødt AA og var blevet ”omvendt”. Det var små anekdoter om simple gøremål med den indbyggede morale, at denne simple handling aldrig havde været mulig, før vedkommende var blevet ædru. Det var ”oprindelsesmyterne” om AA-stifternes vej til ædruelighed. Og så var det fortællingen om, at afhængighed er og bliver en kronisk sygdom, som udelukkende programmet kan holde i ave.
Nok er historierne forskellige, noterede antropologen, men det er fællesskabet, der ”så at sige leverer konteksten til hvert enkelt medlems deling”.
Ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet forsker professor Vibeke Asmussen Frank i afhængighedsbegreber. Hun definerer 12-trinsfællesskaberne som en behandlingsform, der er stærkt ritualiseret, og nævner blandt andet, at medlemmer af eksempelvis AA altid begynder med at sige tak og præsentere sig, hvorefter de konstaterer, at også de er alkoholikere.
”Derudover betragter man afhængighed som en kronisk sygdom. Det vil sige, at hvis ikke du joiner AA fuldt og helt, så kommer du aldrig ud af dit misbrug. Det er højst sandsynligt rigtigt for nogen, der har brug for et stærkt fællesskab, varig støtte og en person, de kan ringe til døgnet rundt (den såkaldte sponsor, red.).
Men i og med at forskning også viser, at mange kommer sig af sig selv uden behandling, så er programmet langt fra for alle, og det er vigtigt, at vi som samfund holder os det for øje,” siger hun.
I 1989 nedsatte de amerikanske sundhedsmyndigheder for alkoholmisbrug et storstilet forskningsprojekt, der skulle sammenligne effekten af forskellige behandlingsprogrammer, deriblandt 12-trinsprogrammet. Projekt fik navnet ”Project MATCH” og konkluderede kort fortalt, at alle de inddragede behandlingsmetoder virkede, men at ingen behandling tilsyneladende var bedre end andre. Det hele afhang af det enkelte menneske, hvoraf nogle altså er bedst tjent med AA’s 12-trinsprogram.
Den konklusion bør være pejlemærket for misbrugsbehandlingen, vurderer Lisa Skogens, lektor og forsker i misbrug og behandling ved Stockholm Universitet. En pointe hendes forskning underbygger. For fem år siden interviewede hun og hendes kollega Ninive von Greiff 75 svenskere, der alle havde gennemgået et 12-trinsprogram, og i april i år udgav de en videnskabelig artikel efter at have genbesøgt personerne for at undersøge hvilken indflydelse programmet havde haft for deres identitet. Billedet er mudret.
På den ene side beskriver flere, hvordan ”afhængigheden er blevet en del af deres personlighed”, ligesom en kvinde fortæller, hvordan hun i dag kalder sig for afhængig med samme naturlighed, som hun kalder sig for mor. På den anden side beskriver en række personer, at de i sidste ende så sig nødsaget til at bryde med 12-trinsfællesskabet.
”Jeg går ikke længere til møder. Jeg havde ikke mine egne tanker. Det var som en sekt. Mine tanker var Anonyme Alkoholikeres og Anonyme Stofmisbrugeres tanker, og jeg så mig selv igennem deres øjne,” siger en, mens en anden beskriver, hvordan hun med tiden valgte at drikke et enkelt glas ved festlige lejligheder, hvorfor hun måtte bryde med AA’s ”dogmatiske” opfattelse af ædruelighed.
”Da jeg besluttede mig for at forlade AA, føltes det, som om jeg mistede en stor del af min familie – det var som at forlade en kristen sekt-agtig sammenslutning.”
Lektor Lisa Skogens understreger, at vidnesbyrdene er personlige og ikke kan generaliseres, men for hende viser refleksionerne netop, at 12-trinsprogrammet er for nogle, ikke for alle.
”Nogle fortæller, hvordan det er vigtigt for dem konstant at gå til møder for at blive mindet om nødvendigheden af at forblive ædru. Andre siger, at de har indoptaget trinene og gjort afhængigheden til en del af deres identitet, så de ikke behøver at gå til flere møder. Endelig erkendte nogle, at de idéer, de blev præsenteret for i 12-trinsprogrammet, ikke passede på deres selvbillede og deres identitet. Nogle af disse valgte at forlade AA fuldstændigt uden problemer og bare komme videre med deres liv. Men for andre – der virkelig havde fundet støtte i programmet – medførte erkendelsen en personlig krise. For på den ene side følte de sig ikke til rette, på den anden side vidste de ikke, hvor de skulle gå hen,” siger Lisa Skogens og konstaterer, at sidstnævnte gruppe viser vigtigheden af, at det offentlige sundhedstilbud kender til alternativer til 12-trinsbehandlingen, så tidligere afhængige kan henvises til andre støttegruper.
I Mariendals Kirke på Frederiksberg er deltagerne i fuld gang med at dele. En fortæller, hvordan de 12 trin har lært hende at køre på motorcykel igen, en anden fortæller, at programmet har sikret ham drømmejobbet, og en tredje – en midaldrende mand, med hæs stemme – fortæller, at programmet har reddet hans liv:
”I begyndelsen havde jeg svært ved at acceptere det her med, at jeg altid vil være afhængig. At jeg aldrig vil kunne drikke bare lidt igen. I dag forstår jeg, at det var min hjerne, der prøvede at narre mig. At det er en sygdom ... Hvis ikke jeg var kommet herind ... ja, hvis ikke jeg var kommet her, så var jeg død. Tak,” siger han.