Familiens betydning i verdensreligionerne

Alle verdensreligionerne indeholder anvisninger på det gode familieliv

I jødedommen er det forældrenes ansvar, at børnene lærer at leve et liv i overensstemmelse med religionens vigtigste skrifter. Det betyder, at familielivet skal tænkes og praktiseres inden for rammerne af Det Gamle Testamente.
I jødedommen er det forældrenes ansvar, at børnene lærer at leve et liv i overensstemmelse med religionens vigtigste skrifter. Det betyder, at familielivet skal tænkes og praktiseres inden for rammerne af Det Gamle Testamente. Foto: Chaim B. Alevsky/Sxc.hu

Familien har en central betydning i de fleste menneskers liv. Ofte støtter familiens religion op om dette. De fem største religioner, jødedom, kristendom, islam, buddhisme og hinduisme har forskellige anvisninger for familiens betydning.

Jødedom
 
I jødedommen er det forældrenes ansvar, at børnene lærer at leve et liv i overensstemmelse med religionens vigtigste skrifter. Det betyder, at familielivet skal tænkes og praktiseres inden for rammerne af Det Gamle Testamente.

Jødedommen kommer allerede ind i familielivet ved barnets fødsel. Som barn af en jødisk mor, er man ifølge traditionel jødisk lov således per definition jøde.

Selvom den nyfødte allerede fra fødslen betegnes som jøde, er det nu forældrenes ansvar at sikre barnet en jødisk opdragelse. Her skal forældrene være gode eksempler og sørge for, at barnet overholder alle bud og foreskrifter. F.eks. er det forældrenes ansvar, at børnene lærer at overholde den jødiske hviledag sabatten - selvom der ganske vist findes mange forskellige opfattelser af, hvad det præcist betyder.

Moderen bestemmer altså barnets jødiske identitet. Alligevel er familielivet inden for jødedommen gennemsyret af de mange fortællinger om stærke faderskikkelser som patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Det medfører, at familien ifølge den traditionelle jødedom ledes af en far, der fører an i forhold til jødedommens tro og praksis. Historisk set har det betydet, at kun sønner kunne arve efter fædre. Familiens ære var mandens anliggende, og kvinder havde ingen selvstændig juridisk stilling.

Blandt liberale jøder har kvinden dog væsentligt mere at sige inden for familien. Det er også kendetegnende, at denne form for jødedom lægger mere vægt på jødiske værdier end på en streng efterlevelse af religiøse bud.

Rabbiners svar på spørgsmål jødisk familieliv: Askmoses.com

Læs mere om kønsroller her.

Kristendommen

Den katolske gren af kristendommen ser familien som et billede på den store menighed af troende. Det betyder, at familien er som en mini-menighed med fokus på daglig bøn og tilgivelse. Katolikkerne ser derfor hjemmet som kirkens helligdom, da kirken er rettesnoren for familien. Det er forældrenes ansvar at være det gode eksempel for børnene. Omvendt skal børnene adlyde deres forældre - med mindre barnet skønner, at handlingen strider imod dets samvittighed. Historisk set har katolikker praktiseret en rollefordeling, hvor faderen indtager positionen som familiens overhoved.

Men også i følge Martin Luther, der skabte grundlaget for protestantismen og dermed Den Danske Folkekirke, skal mand og kvinde se deres forhold således: "I hustruer skal underordne jer jeres mænd ligesom Herren". Børnene skal adlyde forældrene.

I dag, hvor kirkens indflydelse er knap så vidtrækkende, bugner nettet imidlertid af råd om, hvordan man kan give sit barn en kristen opdragelse. Kirken har ikke længere samme betydning for familielivet som tidligere. Diskussionerne er omfattende, fordi Det Nye Testamente ikke har givet de kristne konkrete anvisninger til, hvordan familielivet skal tænkes og praktiseres.

Læs mere om moderne kristent familieliv her.

Islam

Familiens fundament hviler på ægteskabet. Her indgår manden og kvinden i ægteskabet et forhold, hvor de supplerer hinanden på en såkaldt naturlig måde. Det betyder, at manden ses som fysisk stærkere og mere udholdende end kvinden. Ud fra denne logik er manden ansvarlig for økonomi, mens kvindens kerneområder er kærlighed og omsorg. Manden har ansvaret for familiens økonomiske overlevelse, mens kvinden i højere grad tager sig af opdragelsen af børnene.

Manden må gifte sig med op til fire koner. Det forstås dog ofte sådan, at dette kun gælder under særlige omstændigheder f. eks. under krig, hvor der kan være mangel på mænd. Desuden understreges det, at manden kun bør ægte mere end én kvinde, hvis han er i stand til at behandle dem alle ens. Det er imidlertid strengt forbudt for kvinder at gifte sig - eller have samleje - med mere end én mand.

Læs mere om familielivet indenfor islam her.

Buddhismen

"Giv og du skal få" er en central sætning i buddhismens familiepraksis. Det betyder, at efter forældrene har opdraget og støttet deres barn i dets opvækst, så skal barnet, når det er blevet voksent, give forældrene igen af alt det, det har fået som barn. Det nu voksne barn ærer ved blandt andet at give almisser i form af offergaver til munke på deres vegne.

Forældrene opdrager barnet til at afholde sig fra laster, opøver det til dyd, og oplærer barnet til at finde et job. Derudover er det traditionelt forældrene, der finder en ægteskabspartner til det giftemodne barn.

Manden skal i forhold til sin kone være respektfuld, venlig, trofast samt overlade kontrollen med hjemmet til hende. Kvinden skal - ligesom manden - være trofast.

Hinduismen

Mottoet "bliv ved familiens læst" gennemsyrer de fleste hinduistiske familier. Det betyder f.eks., at børnene næsten altid vil have den samme status i samfundet, som forældrene har. I forhold til den enkelte familie, kan det derfor være nærmest umuligt at skifte fra et lag i samfundet til et andet. Det nyfødte barn vil derfor oftest være i samme "kaste" som forældrene.

Alligevel finder man i hinduismen eksempler på, at døtre gifter sig ét skridt op ad en rangstien, der spænder fra lærer og præst (brahminerne) til de kasteløse - eller "de urene". Et centralt skrift i hinduismen, Rig Veda, siger endda: "Jeg er en skjald, min far er læge, min moders opgave er at findele kornet". Samfundets praksis er derfor afgørende i forhold til, om søn og datter ender i samme kaste som forældrene.