Prøv avisen
Interview

Hun hjælper zambiske fanger: ”Jeg ville ikke vide, hvem jeg var, hvis jeg ikke lavede det her”

Det er benhårdt arbejde, og undertiden aner hun ikke, hvor de næste penge skal komme fra, men Anne Egelund kunne ikke forestille sig noget mere meningsfuldt end at hjælpe fangerne i Zambias fængsler. ”Hvis man vil gøre noget for nogen, der har det svært, kan man ikke komme længere ned på bunden end Zambias fængsler,” siger hun. – Foto: Ubumi.

Anne Egelund er stifter og leder af den lille u-landsorganisation Ubumi, der arbejder blandt indsatte i Zambias fængsler. Hun kan ikke forestille sig nogen, der trænger mere til hjælp, for fængslerne udgør samfundets bund, og forholdene dér er så ”ufatteligt ubarmhjertige”, som hun siger

Det er kun seks år siden, at Anne Egelund stiftede Ubumi – en lille u-landsorganisation, som hjælper syge og sårbare indsatte i Zambias fængsler med at overleve deres usle vilkår – men på en eller anden måde har næsten hele hendes liv været en vej derhen. Hun siger selv, at det har stået klart for hende, at hun skulle arbejde med Afrika, siden hun så og hørte om hungersnøden i Etiopien i 1984. Dengang gik hun i 2. klasse.

”Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg kan stadig huske billederne af babyer, der forsøgte at få mælk ud af deres mødres slappe, udtørrede bryster. Det rørte et eller andet i mig, og jeg vidste bare, at jeg ville arbejde med at hjælpe mennesker, der havde det svært,” fortæller Anne Egelund.

Hendes første direkte møde med Afrika var som 19-årig, da hun rejste til Malawi som frivillig for at arbejde med fattige børn. Turen fortsatte til Sydafrika, hvor hun arbejdede på et børnehospital og hjalp i et projekt for gadebørn.

”Det gav så meget mening, og jeg ville bare ikke hjem. Men til sidst havde jeg ikke flere penge, og jeg vidste jo også godt, at jeg skulle se at få taget en uddannelse, så hjem kom jeg,” siger hun.

Valget faldt på en uddannelse som sygeplejerske – det var hurtigere end at læse til læge, og så kunne hun hurtigere komme tilbage til Afrika og gøre nytte – men efter to år måtte hun erkende, at det ikke var hende. I stedet kom hun på Roskilde Universitet og læste internationale udviklingsstudier med speciale i udsatte grupper, deres livsvilkår og overlevelsesstrategier. Hun forelskede sig, blev gift, fik barn – og skyndte sig at overtale familien til at tage med til Afrika, så snart den sidste eksamen var taget. I 2005 ventede et job i Zambia hos Unaids, FN-organisationen, der arbejder med hiv- og aidsramte.

Arbejdsopgaven var rettet mod Zambias fængsler, hvor ”fangerne døde som fluer”, og hun fik et chok, da hun kom inden for murene første gang. Det var i kvindefængslet i Lusaka, hvor mange af kvinderne – dengang som nu – havde deres små børn med.

”De var syge, dårlige, fejlernærede, hjerneskadede. De led af alt, hvad man kunne forestille sig. Det var rystende. Ikke mindst, da det gik op for mig, at grunden til al elendigheden var, at de ikke fik tilstrækkelig og ordentlig mad. Jeg tænkte: ’Det skal være løgn. Så køber jeg noget mad. Jeg arbejder hos FN. Jeg har råd til det’,” siger Anne Egelund.

Og det var lige, hvad hun gjorde – med myndighedernes accept. Hver måned sørgede hun for, at mødrene fik en pakke med proteinkilder, olie, salt og andre næringsrige madvarer til at supplere fængslets skrabede udlevering af majsmel og lignende ensformig kost. Udgifterne dækkede hun selv, efterhånden kombineret med tilskud fra familie og venner. Ordningen eksisterer stadig og var det første skud på det, der senere skulle blive til Ubumi.

I 2007 måtte hun rejse hjem igen. Hendes kontrakt med FN var udløbet, men hun fik tilbudt en ny fireårig kontrakt. Værre var det, at hendes daværende mand ikke havde lyst til at blive.

”Jeg var nødt til at tage hjem, men det var hårdt. Jeg ville så gerne have fortsat mit arbejde i Zambia. Når man først har oplevet den elendighed, der er i de fængsler, kan man ikke vende ryggen til,” siger Anne Egelund.

Det var hendes far, der kom med løsningen: ”Hvorfor søger du ikke om at skrive en ph.d.-afhandling om fængslerne,” foreslog han. Og idéen lykkedes. Anne Egelund fik bevilget et ph.d.-studie ved Roskilde Universitet og kunne derefter fortsætte sit arbejde blandt de indsatte i Zambia, nu som feltarbejde med henblik på at formidle sine resultater. Den eneste hage var, at hun var meget mere optaget af det praktiske arbejde i Zambia end af at få skrevet erfaringerne sammen til teori og forskning.

”Det tog pinligt lang tid at få skrevet den afhandling. Jeg fik lov til at strække bevillingen over ekstra år. Det var ikke, fordi den var svær at skrive – den blev rigtig god, og jeg fik en flot udtalelse for den – men jeg er ikke særlig interesseret i teori, der ikke kan bruges. Den skal sige noget om virkeligheden. Mit indre mål var hele tiden, at hvis der var en fange, der fik mulighed for at læse den, så skulle vedkommende kunne genkende sig selv og sin situation.”

Ph.d.-studiet bragte ikke blot Anne Egelund tilbage til Zambias fængsler. Det blev også den indirekte anledning til oprettelsen af Ubumi. Under et besøg i Mukobeko-fængslet i Kabwe i 2013 lagde hun mærke til en meget syg, nærmest skeletagtig mand. Da hun spurgte ham, hvad der var galt, svarede han, at han ikke kunne tage sin aids-medicin, fordi maden i fængslet ikke var fed nok.

”Der er det med aids-medicin, at den kun virker, og du kun kan tåle at tage den, hvis du spiser normal, sund mad. Hvis din mad ikke er næringsrig og indeholder for lidt fedt, kan kroppen ikke optage medicinen. Og maden i fængslerne er mildest talt sølle,” forklarer Anne Egelund.

Hun kunne regne ud, at den dårlige mad måtte være et problem for alle de hiv-smittede i fængslet – og dem var der mange af. Da hun fik en af sine kontakter i fængslet til at lave en uformel undersøgelse, lød beskeden, at det nok var 100 af de 2000 indsatte, der var i samme elendige tilstand som ”skeletmanden”.

”Jeg tænkte, det skal være løgn. Jeg vidste, at jeg ikke havde råd til at skaffe mad til alle 100, men jeg lovede, at jeg måske kunne sørge for mad til de 30 mest udsatte,” siger Anne Egelund.

Aftalen blev, at hendes zambiske veninde Carol Chomba hver måned handlede de fornødne madvarer og hygiejneartikler ind og bragte dem til Mukobeko, hvor en gruppe frivillige raske fanger hjalp de syge med at få tilberedt maden.

”Vi lavede en struktur og vidste, hvad vi skulle gøre for at forhindre, at maden blev stjålet af de ansatte eller af andre medfanger, men det var en kamp hver eneste måned at skaffe de 1800 kroner, det kostede. Min mor spædede til, min svigermor, nogle venner og Bistrup Kirke. Den har i øvrigt været fantastisk lige siden. Men jeg var hele tiden bange for, at jeg ikke kunne blive ved med at skaffe pengene. Så til sidst besluttede jeg mig for at danne en rigtig organisation, så der var en chance for at søge fondsmidler og den slags, som du ikke har adgang til som privatperson.”

Ubumis grundlæggelse gav et kæmpe løft til hele arbejdet. Ud over at skaffe ordentlig mad til de syge fanger var der råd til at forbedre hygiejnen i deres celler og lære frivillige om sundhed og sygdom. I løbet af det første år faldt antallet af døde i Mukobeko til det halve, fra 80 til 40. I dag er tallet nede på 20.

Har dannelsen af Ubumi gjort nogen forskel for det engagement, du føler?

”Ubumi har øget min glæde, fordi jeg nu kan leve af det. Det er stadig benhårdt at få det hele til at løbe rundt, men vi kan levere en anden kvalitet. Det er mit liv. Jeg ved slet ikke, hvem jeg ville være, hvis jeg ikke lavede det her,” siger Anne Egelund, som blankt indrømmer, at der ikke er plads til andre interesser end Ubumi. Det er ikke hende, der dyrker basketball eller spansk for begyndere i sin fritid. Den tid, der er tilovers, når Zambias fanger har fået deres, går til sønnerne på 13 og 18 år og hendes kæreste gennem otte år.

Hvad siger dine sønner til dit arbejde?

”Jeg tror, at de er stolte. Jeg føler, at de støtter mig. De savner mig, når jeg er i Zambia, men de forstår det,” siger hun.

Hendes egen barndom har formentlig præget hende mere, end hun troede i første omgang.

”Jeg har altid troet, at det med Afrika kom fra mig selv, men jo ældre jeg bliver, desto mere kan jeg se, at jeg har fået meget af min sociale indignation og retfærdighedssans med hjemmefra. Min mor arbejdede for Danida, og min far og jeg førte lange samtaler om racisme, menneskerettigheder, social lighed, den slags store spørgsmål.”

Men hvorfor arbejde med forbrydere? Er der ikke mennesker i Afrika, der har mere behov for din støtte end personer, der har begået en forbrydelse og selv er skyld i deres situation?

”For det første er det svært at sige, om de selv er skyld i det. Arrestationer og domme er stærkt tilfældige. Ofte har folk været det forkerte sted eller båret sig naivt ad. For eksempel risikerer du selv at blive anklaget for mordet, hvis du ringer til politiet, hvis du finder en død person. Og straffene er grotesk høje. Det giver tre år i fængsel at stjæle en mobiltelefon – efter at du har ventet tre år på at få dommen. Dernæst kommer, at forholdene i fængslerne er så ufatteligt ubarmhjertige. Og alle mennesker har ret til værdighed. Hvis man vil gøre noget for nogen, der har det svært, kan man ikke komme længere ned på bunden end i fængslerne,” siger Anne Egelund.

Måske derfor har Ubumi også markedet for sig selv. Der er enkelte andre organisationer, der tilbyder retshjælp og den slags, men det er stort set kun Ubumi, der støtter de indsatte med de helt praktiske og jordnære ting som mad, rent vand og hygiejne, der sikrer, at de overhovedet kan holde sig i live.

Er der noget, du har fortrudt undervejs hertil. Er der noget, du ville gøre anderledes i dag?

”Nej. Jeg fortryder ingenting. Jeg har hele tiden haft en meget klar følelse af retning. Det betyder ikke, at der ikke stadig er utroligt mange udfordringer, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det her, jeg skal bruge mit liv på.”

Hvad er det, der gør det så specielt?

”Det giver den vildeste følelse, når man ser mennesker, der tidligere var syge eller blinde, komme til hægterne, og man ved, at de har det bedre, fordi Ubumi har hjulpet dem. Eller når store teenagedrenge, der er havnet i fængslet, går op i den undervisning, vi kan tilbyde dem. Det er jo ikke sådan, at folk kryber rundt og hele tiden fortæller, hvor taknemmelige de er. Men jeg bliver rørt og ramt, når jeg kan se, at vores arbejde nytter,” siger Anne Egelund.

Hun ved ikke, om hun kan kalde sig selv troende i religiøs forstand. Hendes egne ord er, at hun tror på menneskerettighederne og ”noget større og noget mening uden rigtig at kunne sige noget mere konkret”. I Zambia, hvor de fleste er meget troende, kan det være svært at forklare.

”Men en meget troende mand sagde engang til mig, at det godt kunne være, at jeg ikke så mig som troende, men at Gud var i mit hjerte. Det var sødt sagt, og jeg kan se, hvordan det gav mening for ham,” siger hun.

Nogle vil sige, at al den godgørenhed i virkeligheden handler om at vise, hvor godt et menneske man selv er, snarere end et uselvisk ønske om at hjælpe andre?

”Tja, er det egentlig ikke lige meget, om det forholder sig sådan? Er det vigtigste ikke, om det gavner dem, man hjælper? Så betyder det vel mindre, om jeg også bliver glad. Jeg føler ikke, at jeg er drevet af at få ros. Det er mere det, at nogle bliver behandlet så usselt. Men jeg bruger i det hele taget ikke så meget tid på at spekulere på mine motiver. Jeg vil hellere bruge den på at handle. Mit formål er at ændre noget, og hvis biproduktet er, at jeg også kan tillade mig at være stolt over det, så er det fint for mig. Det må man gerne være.”

Når man først har oplevet den elendighed, der er i de fængsler, kan man ikke vende ryggen til

Anne Egelund, stifter af Ubumi

Det giver den vildeste følelse, når man ser mennesker, der tidligere var syge eller blinde, komme til hægterne, og man ved, at de har det bedre, fordi Ubumi har hjulpet dem

Anne Egelund, stifter af Ubumi