Prøv avisen

Forsker: Grænseoverskridende rusforløb rummer meningsskabende ritualer

Druklege og grænseoverskridende elementer har i mange år været en del af rusture i Danmark. Her ses et arkivfoto fra Blågård Statsseminarium, hvor grisehovedkast var en af disciplinerne på rusturen

Hård offentlig kritik af ritualer i forbindelse med et rusforløb på statskundsskabstudiet trækker på automatreaktioner, og kritikerne glemmer overskridelsen i overgangsritualers positive funktion. For bliver man for forhippet på, at ingen må opleve ubehag eller føle sig ekskluderede, så udvander man samtidigt ritualets meningsgivende betydning for tilværelsen, lyder det fra forsker

Sexisme og druk gennemsyrer statskundskab”. Sådan lyder kritikken fra flere studerende, som både i Universitetsavisen og i Berlingske er stået frem og har beskrevet optagelsesritualer ved et rusforløb på statskundskabsstudiet på Københavns Universitet, som nogle studerende har oplevet som krænkende, sexistiske og grænseoverskridende. Historierne om et rusforløb, der involverede en række kønsopdelte ritualer, hvor mændene ved et arrangement blev drukket fulde og skulle råbe ”fisse” i rundkreds, mens kvindelige studerende blev bedt om at fremkomme med mere eller mindre oprigtige bekendelser om seksuelle fantasier om de nye medstuderende, har skabt heftig debat på de sociale medier, og institutleder på statskundskab Lars Bo Kaspersen har kaldt ”ritualerne ”krænkende” og ”utilstedelige”. En talsmand for de ansvarlige tutorer siger, at de nu er indstillede på at justere i programmet efter kritikken:

"Set i lyset af den seneste kritik har vi valgt at kigge hinanden dybt i øjnene og se på, hvad vi kan gøre, for at alle får en god oplevelse," siger Peter Nykjær til Politiken.

Kritikken af rusforløbet er dog skudt helt forbi, for kritikerne misforstår selve grundideen med overgangsritualers funktion, lyder det fra professor i social antropologi ved Aarhus Universitet, Rane Willerslev:

”De her måske for nogen kontroversielle optagelsesritualer er på ingen måde mærkelige – for de skal netop være mærkelige og groteske, for at de giver mening. Det er helt efter bogen,” siger han.

Overgangsritualer er universelle i den menneskelige kultur, og selvom ritualets indhold kan være vidt forskelligt, så kan de alligevel inddeles i flere faser med hver deres funktion – alle sammen elementer i en helt klassisk ”rites de passage”, forklarer han.

”Først bliver man separeret fra, hvor man kom fra. Dernæst kommer man ind i indslusningsfasen. Denne fase, i dette tilfælde rusforløbet, er som regel kendetegnet ved, at man bliver udsat for vold eller ubehageligheder af forskellig art. Det er ikke nødvendigvis ubehageligheder, som man skal forstå, eller som skal give logisk mening – som at stikke hånden ind i en fåremund,” siger han.

Forløbet er flere steder blevet kritiseret for at være decideret sexistisk i sin opdeling i køn, og for på et mere generelt plan at fokusere helt unødigt meget på sex. At forløbet i hvert fald har et vist indhold, der fokuserer på netop sex, er dog ifølge Rane Willerslev på ingen måde overraskende:

”Universitet som institution har allerede sine egne overgangsritualer, som dyrker den mere formelle side af universitet med forskellige ceremonier og lignende. Det er jo helt naturligt, at den anden og uformelle side af universitet, som varetages af de studerendes fællesskab, ofte har noget at at gøre med, at man skal ud og drikke og have en masse sex. I sagens natur bliver denne del af optagelsesritualet anderledes, fordi det ikke er det officielle universitet, som varetager det,” siger han.

Han mener, at reaktionerne mod forløbet er meget voldsomme og på mange måder rammer forbi, hvad de egentlig handler om:

”Det er der ganske enkelt ikke for alvor noget at rette kritik imod, fordi de her overgangsritualer netop er vigtige for at give en form for guidning til menneskers liv. Der er altså en pris at betale, hvis man hele tiden nedbryder institutioner, med henvisning til, at de er mandschauvinistiske, diskriminerede, sexistiske eller ekskluderende. Ikke at disse ting i sig selv er gode, men man overser overgangsritualers karakter og positive funktion,” siger han og fortsætter:

”At vi ikke må føle ubehag eller smerte i vores liv er en fuldstændig absurd tanke. Det kommer vi til under alle omstændigheder. Så på sin vis er det at tage forsmag på nogle af de udfordringer, der kommer senere i livet – som ung i dag vil det jo ganske ofte være seksuelle udfordringer.”

I nogle af de mange reaktioner på universitets Facebook-side, skriver flere studerende, heriblandt nogle af de tutorer, som har stået for arrangementerne, at de studerendes kritik er et udtryk for et ”vulgært” behov for offentlig debat og beskylder dem for at levere en ”forskruet fortælling” om forløbet”.

En enkelt studerende er meget direkte i sin indvending mod kritikken:

"Vi har nu engang opbygget en række traditioner, hvor en smule diskretion om henholdsvis pige- og drengefællesskaberne er et centralt element. Disse undergraver I fuldstændig ved at kræve jeres ret til offentlig debat på denne vulgære måde," skriver den studerende på Facebook-siden.

Den studerendes kommentar er ikke overraskende, for netop vigtigheden af tradition og et vist element af hemmeligholdelse, er en del af optagelsesritualernes natur, forklarer Rane Willerslev:

”Hele pointen er, at det gerne må have et mytisk og spændende skær. Det skal eksistere på rygtebasis, at der er nogen, der har været igennem de her ting. Der skal være en spænding,” siger han.

For hvis man kritiserer optagelsesritualerne på dens enkelte komponenter, glemmer man det andet og måske vigtigere formål med den, nemlig resultatet af det måske umiddelbare ubehag:

”Den her slags overgangsritualer, giver altså en form retning for og en mening til vores liv. Hvis man undergraver det hele tiden ved at sige, at vi ikke må føle smerte eller ekskludere, så udvander vi de her retningsgivende institutioner i vores tilværelse. Og så kommer til vi at gå retningsløse rundt. Det moderne menneske har jo brug for at orientere sig – også selvom vejen dertil kan være ubehagelig. Der er jo ikke tale om, at nogen dør af det her eller noget i den stil," siger han.

Derfor mener han også, at det vil være nytteløst at forsøge på at sætte strengere regler op for universiteternes rusforløb:

”Hvis man forbyder det her, så finder det bare nye former og nye steder at udtrykke sig. For vi kan ikke leve uden den. De vil bare transformere sig over i nogle andre områder og finde nye skjulesteder, der måske så bare er sværere at finde frem til” siger han.

Hos foreningen Sex og Samfund mener man, at kritikken af forløbet har været voldsom, men at det samtidigt også er svært at sige, om den er berettiget uden at kende de nærmere omstændigheder for, hvad der rent faktisk er foregået i de enkelte situationer på rusforløbene:

”Det er jo selvfølgelig altid vigtigt, at man respekter de grænser, som folk har, og at ingen skal føle sig krænkede. I den her situation er det svært at sige, hvorvidt det er krænkende eller ej, fordi det jo altid opleves individuelt. Det er ikke nødvendigvis et problem, at sådan et rusforløb kommer til at handle meget om sex. Udgangspunktet må være, at hvis nogle føler sig stødt, så må man også sørge for at sige fra i situationen. Men samtidigt skal der jo også være en kultur, hvor det er acceptabelt netop at sige fra,” siger generalsekretær Bjarne B. Christensen.