19-årige Bianca efter udveksling: Vores skolesystem giver mere viden til livet end det tyske

Efter 9. klasse var den dengang 16-årige Bianca Michelle Rasmussen på udveksling i Tyskland, hvor hun fik den høje disciplin i det tyske skolesystem at føle. På trods af de tyske elevers brede faglige viden, mener hun, at danske elever stadig har noget, de tyske elever mangler

Bianca Rasmussen tilbragte som 16-årig et år i Tyskland, hvor hun gik i tysk 10.klasse. I dag er hun gymnasieelev i Danmark, og selvom hun lærte meget af at være elev i det tyske skolesystem, mener hun alligevel, at vores naboer mod syd kan lære meget af os.
Bianca Rasmussen tilbragte som 16-årig et år i Tyskland, hvor hun gik i tysk 10.klasse. I dag er hun gymnasieelev i Danmark, og selvom hun lærte meget af at være elev i det tyske skolesystem, mener hun alligevel, at vores naboer mod syd kan lære meget af os. Foto: Tobias Wessing.

Min generation af gymnasieelever får konstant at vide, at vi er en flok dovne, dumme, unge mennesker, som ikke tager gymnasiet og vores fremtid seriøst. Samtidig kritiseres gymnasierne for at være utilstrækkelige, når det kommer til at stille krav og producere veluddannede elever, som er klar til en lang videregående uddannelse.

Som gymnasielev, der selv har været på udveksling til Tyskland, vil jeg medgive, at niveauet på gymnasier i Danmark på mange punkter ikke er så højt, som hos eksempelvis vores tyske naboer. Men selvom vi kan lære meget af den tyske disciplin, så mener jeg bestemt ikke, at vi skal afskrive den danske model som fuldkommen utilstrækkelig.

Første skoledag i Tyskland var noget af en omvæltning. Jeg trådte ind ad døren til Klasse 10b ledsaget af min nye rektor på "Gymnasium bei Sankt Stephan" i Sydtyskland. Mens klasselæreren præsenterede mig på tysk, gled mit blik over de mange nye ansigter.

Alle sad bomstille ved enkeltborde, som var skubbet sammen to og to - en nymodens version af en klassisk pult med plads til bøger under bordet.

Det adskiller sig fra Danmark, hvor jeg lige var kommet ind på det moderne Ørestad Gymnasium i København, hvor væggene er lavet af glas, og vi udelukkende bruger computere i undervisningen. Jeg valgte dog at udskyde gymnasiestarten i Danmark et år og tage til Bayern. Men i det øjeblik, mens jeg fik elevatorblikket af samtlige 29 elever, kunne jeg ikke helt komme i tanke om hvorfor.

Rektor nikkede til mig i afsked og forlod lokalet igen; en mærkbar lettet stemning spredte sig i lokalet, som om alle havde siddet og holdt vejret, mens rektor var på besøg. Jeg blev tildelt en plads på anden række på en slidt, brun plastikstol og prøvede ihærdigt at følge med i den vanvittige strøm af information på tysk, som skulle være min hverdag de næste 11 måneder.

Mit udvekslingsophold til Augsburg i den sydligste tyske delstat, Bayern, begyndte, efter jeg havde afsluttet niende klasse i 2014. På trods af en sær længsel efter USA, valgte jeg at søge til Tyskland, da tysk var mit 2. fremmedsprog i folkeskolen, og jeg ønskede at forbedre det, så mine år med sproget ikke bare var spildte.

Det blev en kolossal øjenåbner for mig. Ikke nok med, at jeg lærte at tale og elske sproget; Den nye indsigt i en kultur, der på mange måder minder om vores egen, men samtidig er så vidt forskellig fra den danske, fik virkelig udvidet min horisont.

Selv små ting som tavlepudsningen var en kunst i sig selv, som eleverne gik meget op i. Man gispede over min uvidenhed, da jeg blev sat på tavletjansen og troede, jeg kunne tillade mig at tørre tavlen af med en tør svamp. Hurtigt blev min opgave overtaget af mine erfarne medstuderende, der havde øvet deres tavlepudsningsevner til perfektion siden første klasse. I teams af to gik de til angreb på de kridt-overskrevne grønne flader med tilpas våd svamp og særlig efterpudsningsklud.

Hvert klasselokale havde endda en lille håndvask til lige netop dette formål. Da jeg fortalte, at vi i folkeskolen havde smartboards, elektroniske skærme, hvor skærmen reagerer på berøring og al skriften forsvinder, når du tager kablet ud af computeren, kiggede de bare på mig med deres våde svamp i hånden.

”Nå, nå, I er rigtig privilegerede, hvad?”, sagde de. Så blev der ikke snakket mere om det.

Min første prøve blev noget af en udfordring. På gymnasiet i Danmark er det ofte tilladt, at vi bruger hjælpemidler, når vi skriver på computeren, med mindre der er tale om en færdighedsprøve. I Tyskland kunne man knap nok finde en bærbar computer på skolen; der var selvfølgelig et computerlokale, men det blev sjældent brugt, da undervisningen ikke var tilpasset dette.

Desuden ville blot det at starte computerne frarøve os mindst 10 minutter af undervisningstiden, så den foretrukne prøveform var i papirformat med fyldepenne.

Begik man den fejl at tro, at en kuglepen var lige så god som en fyldepen, som jeg selvfølgelig gjorde, fik man en lang demonstration af, hvorfor kuglepennen var et ufornuftigt valg. Alle mine klassekammeraters penalhuse var udstyret med mindst én fyldepen, to blækpatroner og én såkaldt ”Tintentöter”, direkte oversat blæk-dræber.

Dette værktøj kunne stryges hen over den fejl, man havde begået og vupti, så var det forsvundet fra papiret. Min forundring var grænseløs, da jeg første gang så det med egne øjne; jeg kunne slet ikke forstå, hvor blækket var blevet af. Det var jo ikke en computer - hvordan kunne fejlen slettes så sporløst, når der var tale om blæk?

Min begejstring over deres hverdagsgadget blev mødt af smil og slet skjult selvtilfredshed. Jo, selvom de ikke havde smartboards, så kunne de skam et og andet.

Bare fordi vi på det tyske gymnasium ikke havde computere og googlesøgninger lige ved hånden, holdt det os dog ikke tilbage: Hvor der er vilje, er der vej. Det var næsten underholdende, hvor kreative folk blev, når det kom til at finde på måder, hvorpå man slap afsted med at kunne så lidt som muligt. Af og til kunne man da også spotte mig med franske verber på indersiden af håndleddet.

Selvfølgelig var der konsekvenser, hvis man blev taget i at bruge hjælpemidler, men det var svært for lærerne at kontrollere, da der ikke var en enkelt kollektiv løsning, som at slukke for internettet.

Skoledagene blev hurtigt en rutine. Selv den obligatoriske, monotone ”Guu-ten mooor-gen, Herr Merz”-hilsen, hvor eleverne rejste sig, når lærerne trådte ind ad døren, blev hverdag - efter de første par ganges akavede skramlen med stolen for mit vedkommende. Undervisningen foregik udelukkende på tavlen – bortset fra de få gange, hvor engelsklæreren rullede et af skolens gamle billedrørsfjernsyn ind i klassen, og alle 30 mennesker fik lov til at stimle sammen om den lillebitte skærm og se en sort-hvid dokumentar eller den klassiske ”1984” af George Orwell.

En af de største forskelle for mig var den mærkbare distance mellem lærer og elev. Nu er det ikke fordi, vi ligefrem er venner med vores lærere i folkeskolen eller på gymnasiet i Danmark – men alligevel er det ofte sådan, at man respekterer en lærer, fordi man kan lide vedkommendes undervisning eller personlighed.

I Tyskland forholdt det sig på hel anden vis; Respekt var baseret på frygt. Frygt for at få dårlige karakterer, frygt for det autoritære system – frygt, fordi eleverne blev fortalt, at læreren var vigtigere, end du selv var. Selv de små ting som tiltalen af en lærer – ”Herr Schwarzenbach” frem for bare ”Franz” – gjorde en stor forskel.

Ud over et meget anderledes skolesystem, hvor eleverne efter fjerde klasse bliver fordelt i enten Hauptschule, Realschule eller Gymnasium ud fra deres karakterer, var selve gymnasiet, som er målrettet de fagligt stærkeste, opdelt i to grene: Den humanistiske og den musiske gren. Jeg gik selv på den musiske, da humanisterne havde fået undervisning i de klassiske sprog siden femte klasse.

I begyndelsen fandt jeg det tåbeligt, at man gik så meget op i to døde sprog, latin og oldgræsk, hvilket jeg også fik sagt til de drenge i klassen, som levede i deres egen klassiske bobbel.

Men oldgræsk og latin var nødvendige fag for at blive et dannet menneske her i livet, fortalte drengene mig. ”Du vil jo ikke ende i en kebab-bod, vel?” sagde de. En replik deres lærer engang svinede en af drengene til med, da han ikke kunne citere dagens Ovid-lektie korrekt. De syntes, læreren var for geil, sjov, når han nedgjorde andre mennesker.

De vidste godt, at man ikke var bedre end andre, bare fordi man gik på Gymnasium. Men hemmeligt elskede de at være en del af denne humanistiske elite. I pauserne op til oldgræsktimerne stod de begejstret i grupper og klappede rytmisk på deres håndrygge for hinanden, mens Homers ord om den modige Odysseus svævede ned ad gangene til os andre: ”Andra moi ennepe, Mousa, polutropon, hos mala polla, Planchthé …”.

Og på trods af min konstante kritik af dem og de døde sprog, ville jeg hemmeligt også gerne være en del af eliten. Jeg købte endda Odysseen på tysk og læste den i smug for at kunne tale med, når de snakkede om den i pauserne. Jeg var landet i en helt anden verden, end den jeg kom fra.

I samfundsfag havde vi en af vores få kvindelige lærere, Frau Hoffmeyer. Mens hun gennemgik dagens stof og skrev noter på tavlen, som vi sirligt kopierede direkte af i vores hæfter til udenadslære, blev der hvisket højlydt, grinet og kastet med papirfly.

Støjen eskalerede altid som timen skred frem; Frau Hoffmeyer, omtalt ved hendes fornavn Sybille, når hun ikke var til stede, foretrak at udvælge en tilfældig dreng og sende ham uden for døren som en slags advarsel. Når larmen blot tog til og den pågældende dreng med et triumferende smil blev lukket ind igen, skiftede hendes store øjne bag de tykke briller mellem et udtryk af vrede og afmagt.

Klokken ringede til frikvarter og Frau Hoffmeyer forlod lokalet i al hast til lyden af high-fives og ”Så I det, jeg blev sat uden for døren af Sybbie!”. Papirkuglerne fløj gennem luften, for nu var der jo ikke nogen lærer i lokalet. Af og til havde jeg svært ved at tro, at vi virkelig gik i 10. klasse – for nok kunne mine klassekammerater citere både Homer og Ovid på originalsproget, men hvad vidste de om almen høflighed, ansvarlig opførsel og respekt for andre menneskers arbejde?

Jeg tror ikke mine klassekammerater var onde eller mobbede med vilje. For mig at se var det blot en ubevidst reaktion på det stramme autoritære system.

Eleverne blev selv konstant pillet ned af de dominerende lærere, så når der endelig kom en lidt for venlig sjæl, blev denne lærer skydeskive for alle de indestængte frustrationer. De var dygtige til at recitere lærernes ord til både mundtlige og skriftlige prøver, og deres evner inden for naturvidenskabelige fag var klart over den gennemsnitlige danske elevs.

Men den frihed vi elever har brug for for at lære at tage ansvar for vores egen læring og blive anstændige og dannede unge mennesker, var noget, jeg først oplevede, da jeg begyndte i gymnasiet i Danmark. Det kan godt være, at vi af og til bliver givet for frie tøjler og ender med at bruge tiden på Facebook i stedet for at følge med i undervisningen. Men jeg har som elev en følelse af at blive hørt.

Det, læreren siger, er ikke nødvendigvis altid den ultimative sandhed. Hvis jeg har spørgsmål, bliver jeg ikke rakket ned på, og selvom læreren selvfølgelig ved mere end mig, er der en gensidig respekt mellem os. Jeg tror bestemt, vi danske elever kan lære meget af, hvor dygtige de tyske elever er til at tilegne sig viden. Men for deres egen skyld vil jeg også mene, at de burde tage et kig nordpå til os. For måske har vores system alligevel givet os mere brugbar viden til livet end den tyske skole har.

Hvad nytter det, at man kan citere historier om de brave, gamle helte, hvis man ikke selv kan efterleve det?

Bianca Michelle Rasmussen, der har skrevet denne artikel, var erhvervspraktikant på Kristeligt Dagblad i en uge. Til daglig går hun i 3.G på Ørestad Gymnasium.