Prøv avisen
Popstjerne og højskolelærer

Mads Langer: Jeg har lært enormt meget som højskolelærer

Der var aldrig rigtig tid til, at Mads Langer kunne tage på højskole, men tiden som højskolelærer har givet ham blod på tanden, og han drømmer om at komme af sted på sommerhøjskole. Foto: Jannik Børlum

De fleste kender Mads Langer som sangeren bag flere hits, men de færreste ved, at det var med til at forme ham som musiker og menneske, at han i halvandet år underviste på Engelsholm Højskole

I 2007 stod Mads Langer på randen af et stort internationalt gennembrud, da han trak stikket og rejste hjem til Skive. Træt af store spillesteder og den distance, han mærkede, det gav til publikum, købte han en gammel Volkswagen Polo og drog på højskoleturné.

”Nogle gange kunne jeg blive på en højskole i flere dage. Det gav mig muligheden for at møde en masse forskellige bud på, hvad en højskole er. Samtidig var det spændende for mig at møde en masse unge kreative mennesker,” siger Mads Langer om turnéen.

Et af de steder, hans rundtur bragte ham hen til, var den jyske højskole Engelsholm. Her var der noget, som klikkede, og da højskolen tilbød ham et job, tøvede han ikke med at sige ja. I halvandet år arbejdede han på skolen, inden han drog videre.

”Det var en enormt sund ting for mig at arbejde som lærer. Jeg tror altid, det der med at undervise tvinger en til at italesætte det, man gør. På Engelsholm fik jeg sat ord på mine egne processer og tanker om kreativitet,” siger Mads Langer.

De erfaringer, han gjorde sig på højskolen, er noget, som han har taget med sig i sin videre karriere. Det gælder ikke mindst hele sangskatten fra Højskolesangbogen. Den er i dag en klar del af hans DNA som sangskriver, mener han.

Samtidig gav tiden som højskoleunderviser Mads Langer muligheden for at sidde ansigt til ansigt med andre unge mennesker og for at se, hvordan han påvirkede dem. Da han startede med at undervise på Engelsholm, var han i begyndelsen af tyverne. Det gav ham mulighed for at se højskolelivet ikke bare som lærer, men også som ungt menneske.

På den måde føler Mads Langer, at han har fået tre højskoleophold foræret – og det har gjort et uudsletteligt indtryk på ham.

”På højskolerne lærer man som ung at forstå sig selv, og man lærer også at forstå hinanden på et helt andet plan. Under et højskoleophold mødes man i fællesskabet og bliver tvunget til at forholde sig til mennesker, som kommer med et helt andet udgangspunkt end en selv. Det synes jeg er enormt vigtigt,” siger Mads Langer.

Selvom han ikke længere er fast tilknyttet højskolen, bliver han ved med at komme tilbage til slottet ved søen, som han kalder sin oase. For der føler den travle popstjerne, at han kan sætte tempoet helt ned – fri for hverdagens stress og jag. Derfor håber han også på, at han engang i fremtiden kan afsætte endnu mere tid til højskolelivet.

”Det er klart noget, som jeg tænker skal være en del af mit liv fremover. Jeg drømmer om at tage på sommerhøjskole, når jeg engang selv får familie. Det er noget, som jeg kan blive ved med at dyrke, også selvom jeg ikke er et sted i livet, hvor jeg har meget tid,” siger Mads Langer.