Prøv avisen
Kommentar

Der er mange måder at lave højskole på

Journalist Morten Mikkelsen. Foto: Leif Tuxen

Hvad enten man er 19, 45 eller 90 år, kan et højskoleophold give et lidt andereledes blik på verden, som man kan tage med sig videre i livet

Forestillingen om en højskole kan tage sig meget forskelligt ud blandt de danskere, der ikke selv har været der eller kender nogen godt, som har.

Der er én højskoleforestilling, som handler om en gammel mand i en foredragssal, der holder et langt, tørt foredrag om den nordiske mytologi og ældre dansk litteratur, inden forsamlingen sammen synger gamle Grundtvig-sange som ”Er lyset for de lærde blot?”, med linjerne:

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet.

Så er der den lidt nyere højskoleforestilling, som handler om det lidt flippede og tilbagelænede fællesskab med øl, vegetarmad og akustisk guitar. Sangvalget kunne være Peter A.G. Nielsens ”Danmark” med omkvædet:

Li’meget hvem du er,
li’meget hvor du er,
så velkommen her.

Begge højskoleforestillinger rummer et vist strejf af sandhed, men i snart mange år har højskolerne arbejdet meget aktivt på at få omverdenen til at forstå, at de er meget mere end dét. At de også er mere nutidige, end den første forestilling lægger op til, og mere velforberedte og ambitiøse, end den anden antyder.

Ét går dog igen i begge forestillinger, og i de to citerede sange fra henholdsvis 1839 og 1986, Højskolesangbogens nummer 89 og 381: Alle skal kunne være med. Unge og ældre. Rige og fattige. Lærde og bønder. Mænd og kvinder. At det så i praksis kun var unge mænd fra landet med et minimum af økonomisk ballast hjemmefra, der var med de allerførste årtier fra oprettelsen af den første folkehøjskole i 1844, er en anden sag.

I 2018 er der stadig stærke intentioner om, at højskoler skal være for alle. I dag er det ældre, som i stigende antal har ønsker om højskolekurser, men som højskolerne har svært ved at tilbyde de målrettede, korte kurser, de ønsker sig. Det vil kulturminister Mette Bock (LA) prøve at gøre noget ved.

På de følgende sider bringer vi artikler fra en række af landets højskoler, der er med til at illustrere, at højskole både er for dem på 19, 45 og 90 år. For unge, der vil synge soul, forme ler eller gøre gymnastik. For voksne, der kommer fra byen, men vil lære at drive fritidslandbrug. For kvinder med interesse for feministiske hekseritualer. For unge mænd, der lever og ånder for E-sport. For tyske familier i grænselandet, der gerne vil lære dansk sprog og kultur. For ældre mennesker, der har mistet ægtefællen, men ikke troen på kærligheden.

Som det antydes, er højskole så mange ting, at én højskoleforestilling ikke rækker til at beskrive det. Derfor er her et helt tillæg. Hvor vi også stiller det bagudrettede spørgsmål: Hvad ville Grundtvig mon have sagt til alt dét?