Prøv avisen
Mangfoldig fordybelse

Soulsang, sovseskål og sammenhold: På Ry Højskole er eleverne del af en samlet enhed

Det er svært at mærke, at Freja Oxholm (tv.) og Sofie Abildgaard (th.) ikke har snakket meget sammen før i dag, hvor de skal synge sammen. Begge er meget glade for det sammenhold, der er på højskolen. Foto: Emil Kastrup Andersen

På midtjyske Ry Højskole prøver unge forskellige fag af i en afslappet atmosfære. Hvad enten de øver med bandet, hænger i gymnastiksalens reb, har hænderne i lerklumper eller ser dokumentarfilm om bæredygtighed, er eleverne del af en samlet helhed

Der er rig mulighed for at fordybe sig på Ry Højskole. Især i dag, torsdag, for om torsdagen har eleverne fokus på et af deres valgfag.

Fordybelsen er nærmest til at tage og føle på, når man går forbi musiklokalet: Soul- og motown-toner strømmer ud fra bag den dybblå dør, og bag døren får elevernes indlevelse deres kroppe til at bevæge sig i takt med tonerne. Alle eleverne har været på højskolen i syv uger, men i dag er første dag på nye fag. For musikholdet betyder det, at de kun har øvet sammen i få timer.

Fra et vindue i musiklokalet kan 21-årige Sofie Abildgaard og 20-årige Freja Oxholm betragte musikerne. Men de har ikke tid til at observere, for de to piger er i gang med at øve sangteksten, der skal fuldende musikken. De skal gerne nå at øve sammen med bandet inden frokost.

Begge piger er på højskolen for at ”prøve nogle ting af”. Ud over band-kurset, som ligger om torsdagen, har begge piger et hovedfag, som de får undervisning i tre gange om ugen. I skemaet er der også flettet de såkaldte sidefag ind, og som alle andre elever når Freja Oxholm og Sofie Abildgaard at forsøge sig med mange forskellige fag.

Sofie Abildgaards nuværende hovedfag er keramik, der i denne periode er et af de mest populære fag. Freja Oxholm skal derimod bruge mere af sin tid på friluftsliv-faget Natursafari. Pigerne kender ikke hinanden, og før i dag har de knap nok snakket sammen. Men det betyder ingenting.

”Her kan du nærmest komme og lægge hovedet på en hvilken som helst skulder, og det vil ikke være mærkeligt. Vi har et stort sammenhold her, en hel familiefølelse,” siger Freja Oxholm om skolen. Sofie Abildgaard nikker ivrigt.

”Der er simpelthen så rart her,” istemmer hun. Begge piger tager plads hos bandet i rummet ved siden af, og der går ikke lang tid, før stemmer og musikinstrumenter mødes i samklang. Et passende eksempel på, hvordan alsidighed kan samle folk.

Ry Højskole ligger en halv times kørsel fra Aarhus. Fra facaden ser højskolen måske ikke ud af meget, men bag bygningen gemmer sig højskolens egen park og Møllesø, som Gudenåen løber igennem. Hvis man trodser den karakteristiske højskolelugt af gamle ølflasker og sure sko og går igennem en af sovesalene, kan man gå op i højskolens tårn og betragte åen smyge sig gennem landskabet med høje grantræer på hver side.

For 22-årige Lee Paludan er det blandt andet den omgivende natur, der virker dragende. I dag fordyber han sig i keramik. For ham er det vigtigt, at han har mulighed for at lave noget med sine hænder, men han har også et andet formål med kurset.

”Jeg vil gerne være bedre end min søster,” siger Lee Paludan og kigger ned på en blød lerkop, der mest af alt kunne minde om en sovseskål. Hans søster har gået på højskolen engang, forklarer han, da han med et smil fører koppen op til læberne og lader, som om han drikker sovs af den. Han er nødt til at vente på, at der bliver ledigt ved drejeskiven.

Lee Paludan fortæller, at det tidligere friluftshold lige har været i Norge og sove i iglo, og at hele højskolen snart skal til Berlin. Han sidder blandt fire piger om et bord plastret til med ler. Med fingrene dybt plantet i den brune masse bliver de enige om, at det er godt, at de stadig har 15 uger tilbage af deres ophold.

Kulden bider i huden, når man går over den lille gårdsplads og ind i den sal, der mest af alt ligner en lille gymnastiksal med jungletema. Her træner natursafariholdet, når der er for koldt til udendørs aktiviteter. Hver gang eleverne fører karabinhagerne længere op ad deres klatrereb, kan man høre rebene skurre mod loftsbjælkerne. Der er dyb koncentration, men der er plads til masser af smil og småsnakken, et gennemgående kendetegn for højskolen.

For det såkaldte Turnéteater-hold er der ikke nødvendigvis mulighed for at smile. Holdet har lige viftet vildt med hænderne for at fange imaginære myg, og nu er det tid til en tillidsøvelse inden frokost. To og to fører eleverne hinanden rundt, den ene foran den anden, den forreste med lukkede øjne.

”Højre, venstre, stop!” lyder det forskellige steder fra salen. Alle går rundt i salen i forskellige tempi, nogle med bombastiske skridt, andre foretrækker de mere korte og forsigtige af slagsen. Nogle er tæt på sammenstød, men det får bare smilene frem og sender en latter gennem rummet.

På højskolen er bæredygtighed et gennemgående opmærksomhedspunkt. Det kommer blandt andet til udtryk i faget ”Kloden kalder”, der handler om klodens tilstand set i et bredere perspektiv. Her foregår aktiviteten mest i hovederne på kursets fem deltagere. To piger slænger sig i den sofa, der står midt i rummet, mens tre drenge sidder på stole bag dem. Alles fokus hviler på storskærmen, der denne formiddag er tilegnet dokumentaren ”The Crisis of Civilization”:

”This infinite growth has to stop. We need to reach a limit, we need to reach a steady-state system of some kind,” lyder det fra højttalerne i det lille rum. Den uendelige vækst må stoppe, det må være en grænse, så vi kan nå en form for status quo.

Til frokost mødes alle eleverne i kantinen og kaster sig over burger med laks på det ene bord, rødbeder på det andet til vegetarerne.

Forstander Ole Toftdahl sætter sig ofte og spiser sammen med eleverne. I dag er ingen undtagelse. Flere gange under maden bliver han afbrudt af elever, der har spørgsmål eller bemærkninger. Han lytter og svarer alle med et smil.

Højskolen bugner med fag, så der er noget for enhver smag. Ét af de fag, man kan tage i løbet af året, er journalistik. I foråret er der mulighed for at fokusere hårdnakket på de berygtede optagelsesprøver. Men det pres, som optagelsesprøverne nærmest er synonym med, er meget atypisk for højskolens væsen.

”Vi har skruet lidt ned for fokus på journalistoptagelsen, for eleverne er her ikke for at være i et presset rum,” siger han og tager en bid af sin burger.

Snakken går, og snart har alle elever og undervisere fundet en plads i det dunkle rum. Som i musiklokalet tidligere er det lykkedes forskellige enheder at blive til en helhed.

Keramikholdet er et meget populært hold. Her får eleverne mulighed for at arbejde med blandt andet drejeskive, så de kan forme og kreere det, de ønsker. Foto: Emil Kastrup Andersen
På natursafari-holdets første dag hænger de ned fra loftet indendøre. Når vejret bliver varmere, vil mere af aktiviteten foregå udenfor. Foto: Emil Kastrup Andersen
På musikholdet øver musikerne og sangerne hver for sig, inden de mødes og kombinerer rytmer og tekst. Foto: Emil Kastrup Andersen
På turnéteater-holdet er det de kreative positurer, der findes frem, når deltagerne i grupper af to skiftes til at forme og blive formet – i bedste skulpturstil. Foto: Emil Kastrup Andersen
Kloden kalder, og denne dag kalder den på opmærksomhed fra holdet med samme navn. Deltagerne på holdet starter dagen med at se dokumentaren ”The Crisis of Civilization”. Foto: Emil Kastrup Andersen