Prøv avisen
Dansk og tysk

Sydslesvigske familier lærer dansk på højskole

Wiebke Krause har valgt, at hendes børn skal gå i en dansk skole i Sydslesvig, selvom hun ikke selv er vokset op med tilknytning til det danske mindretal. Hun mener, at lærernes tilgang til børnene i de danske skoler er bedre end i de tyske. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix

25 familier fra landet syd for grænsen deltog i foråret i et weekendkursus i dansk på Jaruplund Højskole ved Flensborg. Gennem spil, fællessang og tavleundervisning styrker både børn og forældre deres danskkundskaber for at holde fast i det danske mindretals fællesskab

”Hvad er det her for en farve?”.

Højskolelærer Anna-Katharina Gaertner peger på den lille kurv af karton, som hun holder op foran sig. I den ligger en påskekylling, som også er klippet i karton, sammen med en skrøbelig, malet æggeskal på et underlag af lidt hø og vat med karsefrø.

Foran hende i klasselokalet på Jaruplund Højskole sidder en gruppe børn og deres forældre ved små runde borde. Store vinduer bagest i lokalet giver kig til den lille isbelagte Jaruplund Sø.

En pige i børnehavealderen sidder sammen med sin storesøster ved et af de forreste borde. Hun ser op på påskekurven, som hun om lidt selv skal i gang med at klippe, klistre og male. Så rækker hun hånden op.

”Grün,” siger hun forsigtigt.

”Ja, og hvad hedder det på dansk?”, spørger Anna-Katharina Gaertner opmuntrende.

Den lille pige når ikke at svare, før syvårige Mikkel, som sidder ved vinduet sammen med sin mor, bedstemor og lillesøsteren Merte, bryder ind.

”Det ved jeg da godt. Den er grøn!”, siger han.

Anna-Katharina Gaertner nikker og stiller flere spørgsmål, som børnene skal svare på på dansk, inden de selv bliver sat i gang med at klippe kurvene og påskekyllingerne, male æggeskallerne og gøre vattet vådt til karsefrøene med lidt hjælp fra deres forældre.

Mikkel går i første klasse på en af de 45 danske skoler, som findes i det område syd for den tyske grænse, som på dansk kaldes Sydslesvig.

Det strækker sig fra den dansk-tyske grænse i nord til floderne Ejderen og Levenså i syd og huser godt 50.000 mennesker, som tilhører det danske mindretal. Mindretallet har egne kirker, foreninger, skoler og børnehaver. Og på skolerne modtager Mikkel og de andre børn undervisning på dansk, også selvom der måske kun tales tysk i deres hjem.

Det er derfor, han og familien tilbringer denne vinterkolde forårsweekend på den danske højskole Jaruplund, som ligger 10 kilometer fra Flensborg.

Højskolen har siden 1950 haft det som sin hovedopgave at formidle viden om den særlige region, dens historie og det at være en del af et mindretal. Og som et led i det tilbyder højskolen fire gange om året et kursus for familier, som gerne vil lære dansk, eller som vil styrke de danskkundskaber, de allerede har.

Selvom der ikke er meget forår at få øje på denne snekolde martsweekend, skal læringen for børn og forældre foregå i et påsketema.

Klasseværelserne er fyldt med børn, der klipper sommerfugle, synger forårssange og spiller spil. De frivillige, som sætter dem i gang, forsøger at hjælpe dem til at tale så meget dansk som muligt, men hist og her sniger der sig et par tyske gloser ind.

Og mens børnene lærer gennem legen, sidder deres forældre på skolebænken til mere traditionel danskundervisning på forskellige niveauer.

Men det er tydeligvis ikke, fordi Mikkel, Merte og de andre børn i påskekurvs-gruppen har store vanskeligheder med det danske sprog. Som Anna-Katharina Gaertner siger, så er det børnene i de i alt 25 deltagende familier, som er eksperterne. Selvsikkert og naturligt skifter de mellem sprogene.

Kurset er mest af alt til for deres forældre, for når man skriver sit barn ind på en dansk skole, som er drevet af Dansk Skoleforening for Sydslesvig, så forpligter man sig samtidig til at lære det sprog, som børnene undervises på. Men det er ikke en helt let opgave, hvis man spørger Mikkel og Mertes mor, Wiebke Krause.

”Jeg har gået til danskundervisning hver uge i cirka fire år nu, men jeg kæmper stadig med at finde ordene. Og så er udtalen utroligt svær. Jeg kan ikke rigtig høre, hvornår et ord stopper, og et nyt begynder. Mikkel retter altid på mig, når jeg siger noget forkert,” siger hun på tysk, mens hun hjælper Merte med at male æggeskallen til påskekurven.

Hun forklarer, at hendes barn går i dansk skole, fordi familien bor tæt på grænsen, holder af at holde fereie ved den jyske vestkyst og er bevidste om, at de tilhører mindretallet. Hendes tipoldemor kom fra Als.

”Men det er også, fordi jeg synes, at de danske lærere er meget mere engagerede i undervisningen, og så er de gode til at se og give plads til det enkelte barn,” siger Wiebke Krause, som selv gik i en tysk skole som barn.

Ifølge Anna-Katharina Gaertner er netop dét en typisk årsag til, at hundreder af sydslesvigske børn, inklusive hendes egne fem børn, begynder i de danske skoler hvert år.

”De danske skoler er mindre end de tyske, der er mere forældreinddragelse, og så tror jeg, at der generelt er en opfattelse af, at pædagogikken er anderledes på den måde, at den retter sig mere mod det enkelte barn. Når det er sagt, så spiller det nationale og historiske stadig en rolle for en del familier, mens andre lægger vægt på, at det åbner muligheder for, at børnene kan at læse videre både i Danmark og i Tyskland, fordi de taler begge sprog på modersmålsniveau,” siger hun.

Det sidste er en af de vigtigste årsager til, at Mirko Kleinen har valgt at sætte sine to børn i danske børnehaver og skoler. I gymnastiksalen, ikke langt fra lokalet, hvor påskekurvene er ved at være klippet færdige, sidder han og klipper gækkebreve med sine børn.

Mirko Kleinen har selv gået i dansk skole som barn, og han taler derfor flydende dansk. Men det gør hans hustru, som er fra det sydlige Tyskland, ikke, og derfor er hun lige nu til undervisning på begynderniveau i et af højskolens klasselokaler.

”Jeg vil gerne lære mine børn at være omstillingsparate, og det bliver man helt naturligt, når man har to modersmål og dermed to lande, som man kan begå sig i. Det er en fantastisk mulighed, som der kun er fordele ved at benytte sig af, når man er så heldig at bo her, hvor vi bor,” siger han.

Ligesom for Wiebke Krause mener han dog også, at pædagogikken er anderledes i de danske skoler, hvilket også var en af grundene til, at han har valgt at sætte sine børn i dansk skole.

Men det vigtigste er, at børnene bliver en del af det særlige fællesskab blandt de dansksindede indbyggere syd for grænsen.

”Vi har et rigtig godt og stærkt fællesskab, hvor ingen bliver tabt. Vi er ikke så mange mennesker, men jeg tror, at netop det er med til, at vi holder øje med hinanden og passer på hinanden. Der er et fantastisk sammenhold, som bygger på nogle bestemte traditioner og værdier, som jeg meget gerne vil give videre til mine børn. Min hustru er ikke herfra, men hun var med det samme meget begejstret over, hvor velfungerende det danske mindretal er her i Sydslesvig,” siger han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Mirko Kleinen føler sig mest tysk eller mest dansk, tøver han, inden han svarer:

”Jeg føler mig mest sydslesvigsk.”

En gruppe piger klipper sommerfugle, mens deres forældre er til danskundervisning. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix
Der terpes danske gloser og bøjninger i klasselokalerne på Jarup-lund Højskole. For når man som forældrer skriver sine børn ind på en dansk skole i Sydslesvig, skriver man samtidig under på, at mindst en af forældrene skal lære dansk. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix