Prøv avisen
Boguddrag

Psykolog: Vi kan ikke undgå sorgen, så vi må lære at bære den

Vi må lære at holde af livet, som det er, og vi skal turde miste alt det, vi elsker, ellers mister vi os selv, skriver psykolog og sorgforsker ved Aarhus Universitet Mai-Britt Guldin. Foto: Nima Stock/modelfoto

Hvis vi bliver for uvante med, at livet til tider forvolder smerte, kan vi komme til at tænke, at vi hurtigst muligt skal væk fra den. Men vi kan ikke undslippe smerten ved at miste en ægtefælle, et afholdt job eller ved et sygt barn, mener psykolog og sorgforsker ved Aarhus Universitet Mai-Britt Guldin. Læs et uddrag af bogen "Sorg", som er hendes bidrag til Tænkepauser-serien

Diagnose eller ej; der findes ikke nogen mirakelkur mod den lidelse, livet byder på, og som sorgen forvolder. Men noget tyder på, at WHO’s forslag i hvert fald har haft den positive effekt, at vi nu oftere og langt mere åbent taler om sorg og vores holdning til den. Og måske vi allerede kan spore afgørende forandringer i vores sorgkultur.

Eksempelvis vedtog et enigt Folketing i marts 2017 den såkaldte sorgorlov. Hidtil har det ellers kun været mødre, som kunne få sorgorlov fra deres arbejde, hvis de mistede et spædbarn, men fra den 1. januar 2018 kan fædre også få 14 ugers orlov til at komme sig oven på en lignende tragedie. Imidlertid må det være relevant at spørge, om vi er blevet mindre robuste over for psykisk smerte, og om vores tolerance af forskellige grunde er undermineret af fremmedgørelsen fra døden og af vores mangel på viden om sorg.

Måske et presset arbejdsmarked, manglen på fællesskab og støtte til sorgen og mange andre aspekter også spiller ind. Mangler vi mon generelt erfaring med psykisk smerte i dag? Hvis vi kan udbrede viden om sorg som en naturlig livskrise, kan vi muligvis undgå urealistisk høje forventninger til, hvor hurtigt vi bør lægge den bag os, og dermed også til, hvilke reaktioner psykologer og læger kan afhjælpe med en diagnose.

Sorg er ikke et problem, som noget menneske kan løse, men meget tyder på, at vi ville kunne hjælpe hinanden i den måde, vi opbygger vores samfund, forholder os til hinanden og sætter vores forventninger til livet på.

Kan sorg behandles væk?
Den gode nyhed er nemlig, at vores forskning viser, at der er hjælp at hente for de mennesker, hvis sorg fylder for meget og gør store indhug i livskvaliteten. Nogle sørgende oplever for eksempel, at det lindrer deres smerte at tale med en præst.

Rigshospitalets præst Christian Juul Busch beskriver i sit kapitel i bogen Humanistisk palliation fra 2011 sjælesorg som en samtale, hvor præsten hjælper den sørgende frem til en ny forståelse af livet, hvis han eller hun synes at have mistet den. Sammen sørger de i samtalen for sorgen.

Sorggrupper er også populære og hjælper med at finde et fællesskab i en svær tid, fordi medlemmerne får et frirum til at dele deres unikke oplevelser og følelser med mennesker, der genkender smerten og har gennemlevet noget lignende. Og i New York ligger Center for Complicated Grief, som tilbyder en ny sorgterapi. Centrets motto er, at sorg er en form for kærlighed, og dets leder, den amerikanske psykiater Katherine Shear, har brugt de seneste 15 år på at udvikle den behandling, som hun kalder KompliceretSorg Terapi, og som vi nu også er begyndt at tilbyde i Danmark.

Kompliceret Sorg Terapi sigter mod at identificere lige netop de symptomer, der er med til at gøre sorgen svær at bære. På den måde målretter Shear behandlingen til de mennesker, som lider under de sværeste sorgreaktioner. Det kunne være en mor, der ligesom i H.C. Andersens eventyr ikke kan acceptere dødsfaldet, forsøger at undgå sorgen, konstant bliver overvældet og lammet af sine følelser, og som lider af vedvarende savn og længsel og er ude af stand til at fokusere på andet end sorgen. Den gør så stort et indhug i hendes livskvalitet, at den definerer hele hendes livsførelse.

Ingen af delene handler dog om at behandle sorgens smerte væk. Det ville alligevel ikke hjælpe, men blot skabe tomhed og meningsløshed, hvis vi kunne fjerne kærlighedens smerte. Formålet med sorgterapi og sorggrupper er nærmere at genoprette den indre balance og styrke, så vi lærer at regulere vores følelser, samtidig med at vi gennemlever sorgen og tilpasser hverdagen til tabet. Som en af mine mandlige patienter sagde til mig, da vi var ved at sige farvel efter en række samtaler om hans sorg over sin kones død:

”Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, andet end jeg regnede med at få det bedre. Det fik jeg også, men ikke sådan, at sorgen er gået væk. Jeg føler nærmere, at jeg har fundet en måde at tage sorgen på mig”.

Målet med sorgterapien var at hjælpe ham ind i sorgen for at kunne hjælpe ham ud af den igen.Det var snarere ham, der voksede undervejs i behandlingen, end det var sorgen, der gik væk.

Dansen med sorgen
Dét, der ikke kan ændres, må bæres, lyder et gammelt ordsprog. I forhold til sorgen må det betyde, at vi både som individer og som samfund må og skal forholde os til det vilkår, at vi og vores nærmeste skal dø en dag. Vi skal selv leve videre uden dem, vi mister, og en dag vil vores egen død forårsage sorg hos dem, vi elsker, og som lever videre efter os.

Mange af de samtaler, jeg har med patienter om sorg, handler derfor også om, hvordan vi bliver os selv og kan leve vores liv i overensstemmelse med den person, vi er indeni. Vi må gøre sorgen til en del af os selv. For sorgen viser mere end nogen anden følelse, hvad der egentlig betyder noget. Vi arbejder derfor i samtalerne med at opøve tolerancen over for den psykiske smerte, livet byder på, for at vi kan møde døden og sorgen og gennem dem lære om livet.

Hvis vi bliver for uvante med, at livet til tider forvolder smerte, kan vi komme til at tænke, at vi hurtigst muligt skal væk fra den. Men vi kan ikke undslippe smerten ved at miste en ægtefælle, et afholdt job eller ved et sygt barn. Hvis vi derimod accepterer, at der kommer tidspunkter i livet præget af psykisk smerte, så flytter vi fokus fra at få smerten til at forsvinde til at lære at leve med den. Tab spænder vores opmærksomheds sejl, og sorgen viser os, hvilken vej vinden blæser.

Hvis vi accepterer sorgens smerte, kan vi blive fortrolige med den og dermed hjælpe os selv med at regulere den. Det er en slags dans ind og ud af sorgen, hvor vi fordyber os i de intense og svære følelser, men også lader os aflede fra dem og skaber glæde, fornyer livslysten og husker at drage omsorg for os selv. Vi må lære at holde af livet, som det er, og vi skal turde miste alt det, vi elsker, ellers mister vi os selv.