Hillary Clinton: Den pæne pige fra Midtvesten

Hillary Clinton kan blive den første kvindelige præsident i USA, men hvem er hun egentlig? I dette uddrag fra Michael Ehrenreichs biografi fra 2007 tegnes billedet af en robust personlighed med klare værdier, der tidligt lærte at slå fra sig og søge fremad

Den tidligere præsidentfrue, udenrigsminister og velgørenhedsdirektør, Hillary Clinton, stiller op som præsidentkandidat i USA.RB PLUS -Arkivfoto-
Den tidligere præsidentfrue, udenrigsminister og velgørenhedsdirektør, Hillary Clinton, stiller op som præsidentkandidat i USA.RB PLUS -Arkivfoto-.

1950’erne spiller en vigtig rolle for amerikanernes selvforståelse.

Når udviklingen af den ene eller anden grund går dem imod som nation, vender de gerne blikket tilbage mod denne gyldne periode i USA’s nyere historie. Det var en tid med optimisme og fremdrift, velstand og selvtillid.
 
En tid med Elvis Presley, rock&roll, strutskørter og anderumper. Og det var før, landet mistede sin uskyld med raceuroligheder, præsidentmord, ungdomsoprør, Vietnam-krig og Watergate-skandale.

Amerikanerne havde kort forinden sejret i 2. Verdenskrig. Tusinder og atter tusinder af unge mænd var vendt hjem fra fronterne i Europa og Asien for at genoptage livet med deres koner og kærester, og sammen skabte de det rigeste land, vi endnu har set.

Millioner af amerikanere oplevede en velstandsstigning af hidtil uset omfang. Men det var også en tid, hvor stabilitet blev et mål i sig selv efter år med krig og usikkerhed.
 
"De ønskede stabile jobs, stabile hjem og stabile ægteskaber i et stabilt land. Stabiliteten skulle gøre det muligt for dem at høste frugterne af den fred og velstand, der endelig langt om længe var til rådighed,“ skriver historikeren Elaine Tyler May om Amerika og amerikanerne i 1950’erne. 

De stabile tilstande blev midlertidigt afbrudt af Korea-krigen i årene 1950-53. Men efter at det var lykkedes at få indstillet fjendtlighederne på den koreanske halvø, vendte amerikanernes appetit på at få mest muligt ud af de fredelige tilstande tilbage med fornyet styrke. Vores egen samtidshistoriker Erling Bjøl har formuleret det på denne måde:
 
"Den generation, der havde været tre år i krig, havde haft oplevelser nok. Den var mest interesseret i et stilfærdigt familieliv i et idyllisk forstadsmiljø.“ 

Tiden var præget af forsigtighed og stærke tendenser til konformitet. For mange amerikanere blev det et mål ikke at stikke for meget ud fra flokken – man stræbte efter at gøre som de andre – mens man tog for sig af de gode økonomiske tiders mange nye muligheder.

Hillary Diane Rodham blev født på tærskelen til denne gyldne periode. Datoen var den 26. oktober 1947, og stedet var Chicago i Midtvesten. Hendes mor Dorothy var hjemmegående, og hendes far Hugh havde netop åbnet sin egen gardinforretning.

Tre år efter Hillarys fødsel følte familien sig økonomisk sikker nok til at virkeliggøre den amerikanske drøm. De forlod deres étværelseslejlighed i storbyen og rykkede ud til forstæderne. Valget faldt på kvarteret Park Ridge, en typisk middelklasseforstad, dengang i udkanten af Chicago.

Typisk for ægteparret Rodham – og for deres generation – blev murstenshuset i to etager på hjørnet af gaderne Wisner og Elm betalt kontant. Man tog ingen chancer.

Stedet blev valgt på grund af dets gode skoler, parkerne og gaderne med de brede fortove og solide huse. Det var pænt uden at være prangende. Men der var også en anden grund til valget af Park Ridge. Det lå i behagelig afstand fra downtown Chicago med alle millionbyens problemer.

Som det blev almindeligt i amerikanske storbyer – og stadig er det – udviklede området sig til en forstadsenklave befolket af de såkaldte WASPs (White- Anglo-Saxon-Protestants) hvide protestanter, hvis forfædre var indvandret fra Europa.

Man levede afskærmet fra USA’s etniske mindretal, fordi man havde råd til det. For mange var udflytningen til forstæderne en af tilværelsens hovedgevinster og selve kernen i den amerikanske drøm om det gode liv. For Hillary betød dette tryghed i lange baner.

Hun fik to brødre, Hugh og Tony, og hun gik til spejder, ballet og klaver. Legekammerater var der masser af. Nabolaget var bogstavelig talt fyldt med unge familier med børn, som det var tilfældet mange steder i USA.
 
Under de gode økonomiske tider tog fødselstallet i de første år efter krigen et kraftigt opsving. Derfor kaldte man senere børnene fra disse store årgange for baby-boomers. Var der problemer ude på gaden, havde den lille pige altid sin mor i baghånden.

Som det var almindeligt dengang, var Dorothy Rodham husmor på fuld tid, eller som Hillary selv formulerede det mange år senere:
 
"Når jeg tænker tilbage på hende dengang, ser jeg en kvinde i konstant bevægelse, én som reder senge, vasker op og sætter middagsmaden på bordet præcis kl. 18.“

Moderen havde selv haft en hård og vanskelig opvækst. Hendes forældre var meget unge, da hun blev født – faderen var 17 år og moderen kun 15 – og det varede ikke længe, før de blev skilt. De efterlod deres datter hos hendes bedsteforældre i årevis uden at interessere sig for hende, og hun måtte igennem en streng opdragelse uden megen kærlighed, indtil hun i en tidlig alder lærte at klare sig selv. En uddannelse fik hun først sent i livet.

Men hun kom ud af barndommen med et positivt sind, en dyb kærlighed til sin mand og sine børn og en stærk ambition om at skabe en normal tilværelse for familien. Det lyder mere banalt, end det faktisk var. Selvom forholdene i familien på overfladen lignede de fleste andres på den tid, hvilket vil sige, at Hugh Rodham førte ordet og traf de afgørende beslutninger, så havde Dorothy ambitioner om et anderledes liv for sin datter.
 
"Min mor, der var hjemmegående og aldrig fik en karriere uden for hjemmet, inspirerede mig til at få det bedste ud af de muligheder, livet gav mig,“ forklarede Hillary, da hun selv var blevet voksen.

"Mine ambitioner viste sig at være forskellige fra hendes, men med hendes støtte og opmuntring blev jeg i stand til at opfylde dem. Hun respekterede mine valg. Hun støttede mig i hvert eneste skridt.“
 
Dorothys mål var, at Hillary skulle tildeles de muligheder, hun aldrig selv havde fået. Derfor fik hendes opdragelse af datteren nogle dominerende træk, først og fremmest om at sigte højt i tilværelsen og ikke lade sig begrænse af sit køn, vise sine meningers mod og sige tydeligt fra over for uretfærdigheder.

Familiens sammenhold stod over alt andet, indprentede hun sin datter. Hendes egen families sammenbrud havde lært hende, at skulle det lykkes for én i livet, måtte man aldrig lade sig skille.

Både Dorothy og Hugh Rodham lagde vægt på at lære deres børn at være modstandsdygtige over for tilværelsens udfordringer. I sine erindringer giver Hillary et indblik i, hvordan dette blev praktiseret: Som ganske lille blev hun mobbet af en legekammerat med ældre brødre. Men en dag, da det var rigtigt galt, og hun kom grædende ind i huset, sendte Dorothy hende ud igen med besked om, at slog legekammeraten hende, skulle hun bare slå igen. „Der er ikke plads til kujoner her i huset,“ citerer Hillary sin mor.
 
Som sagt, så gjort, og kort efter kom datteren tilbage i triumf med en melding om, at nu kunne hun lege med drengene.

Hillary elskede at gå i skole og klarede sig godt. Hun var som regel blandt de bedste i sin klasse. Hun tænkte også fremad i en tidlig alder. Som 14-årig skrev hun til den amerikanske rumfartsstyrelse NASA for at få at vide, hvad hun skulle gøre for at blive astronaut. Svaret var, at projektet ikke lod sig gøre, fordi hun var pige, og dét gjorde hende rasende. Selvom familien Rodham havde det økonomisk godt, blev børnene langt fra forkælet.

De fik indimellem mindre beløb, men aldrig faste lommepenge. For som faderen ræsonnerede: De bor og spiser jo gratis! Børnene fik kun sjældent nyt tøj, og om vinteren slukkede faderen hver aften for varmen i huset.

Som barn kom Hillary aldrig i selve Chicago, når man ser bort fra særlige udflugter i familiens Cadillac til byens mindre velstående områder. Pointen med disse ekskursioner var, at børnene ved at kigge ud gennem bilvinduerne skulle få et indtryk af tilværelsens vilkår for mennesker, der ikke klarede sig så godt som de selv.

Begge forældre var vokset op under Depressionen i 1930’erne med massearbejdsløshed og store afsavn, og det prægede dem. I sociale spørgsmål havde specielt Hugh Rodham den grundopfattelse, at fik man ikke fremgang i livet, så var det udelukkende ens egen skyld. Derfor blev den kontante opdragelse af børnene gennem hele deres opvækst suppleret med et stadigt pres for at gøre det bedre.

Når eksempelvis den dygtige Hillary kom hjem med en flot karakterbog, fik hun ros af moderen. Hendes far beklagede sig derimod over, at skolen åbenbart gjorde det for let for eleverne.

Denne reaktion fra faderen er værd at lægge mærke til, fordi den fortæller noget væsentligt om ham. I sine erindringer skriver Hillary, at hun elskede og respekterede sin far, men hun antyder også mellem linjerne, at han var dominerende og egenrådig. Antydningerne er formentlig en underdrivelse for ikke at udlevere faderen og undgå at slå skår i billedet af forstadsidyl.

I sommeren 2007 udsendte Watergate-journalisten Carl Bernstein en biografi om Hillary Clinton med titlen A Woman in Charge, hvor hendes far udstilles som en renlivet tyran. På basis af samtaler med flere af Hillarys barndomsvenner, der kom i hjemmet, tegnes et overmåde mørkt billede af faderen:
 
"Rodham-familien skilte sig ud som temmelig speciel, isoleret fra naboerne af hendes fars vanskelige personlighed. Hugh Rodham var en gnaven, frustreret mand, og børnene led under hans evindelige, nedværdigende sarkasme og misantropiske tilbøjeligheder. De måtte udholde hans pinlige sparsommelighed og tavse acceptere hans ydmygelser og verbale mishandling af deres mor.“

Ud over moderen, der ifølge Bernstein konstant blev nedgjort og hånet, var faderen også hård ved Hillarys brødre, som begge blev holdt i kort snor. Hans forhold til datteren var mindre stridbart. Gennem det meste af barndommen var hun „fars pige“.

Senere, da Hillary bevægede sig politisk mod venstre og blev en af de „hippier“, som hendes far foragtede dybt, kom det til et brud mellem dem. Forholdet blev først genoprettet i fuldt omfang, da hendes forældre i løbet af 1980’erne flyttede til Arkansas for at være nærmere deres datter og barnebarn. Men Hillary har aldrig glemt, hvor hun tilegnede sig den robusthed og vilje til at overleve, som hun skulle få god brug for senere i livet.

Det var et hjem i et forstadsmiljø, hvor man lagde vægt på hårdt arbejde og på altid at yde sit bedste. Forældrene i Park Ridge 17 havde åbenlyse ambitioner på deres børns vegne om social opstigning, men inden for en overordnet ramme af ordentlighed og rettidig omhu. Begreber som at-tage-sig-sammen og kommefremad- i-verden stod helt centralt for disse forstadsfamilier.

Men der var samtidig dyb respekt for midtvestlige, konservative amerikanske værdier som lydighed og loyalitet, disciplin og sammenhold, mådehold og ansvarlighed. Man dyrkede fremgangen, men tog afstand fra vellevned. Man udviklede en stærk personlig selvtillid, men foragtede selvretfærdighed. Der var med andre ord styr på moralbegreberne.

Siden mange andre af indbyggerne i Park Ridge også kom fra trange kår, vogtede man nidkært over sin nyvundne velstand, bl.a. ved at placere sig langt til højre i det politiske landskab. Man
var langt overvejende svorne tilhængere af Det Republikanske Parti. Desuden var man stærkt antikommunistiske med en dyb mistænksomhed over for tilhængere af Det Demokratiske Parti, der blev betragtet som grænsende til det upatriotiske. Helt frem til vore dage har den valgkreds, som forstaden er en del af, valgt meget højreorienterede republikanere ind i Repræsentanternes Hus i Washington.

Også Hugh Rodham var republikaner, mens Dorothy faktisk var undtagelsen, der bekræftede reglen i Park Ridge. Hun havde en fintfølende sans for social uretfærdighed, hadede forskelsbehandling og følte et ansvar for samfundets svageste. Hendes datter mener, at hun egentlig var tilhænger af Det Demokratiske Parti. Men hun var i så fald "skabsdemokrat“, eftersom hun ikke vovede at give udtryk for afvigende holdninger – hverken ved middagsbordet eller under barbecues med naboerne.

I første omgang fulgte Hillary i faderens politiske fodspor. Hun blev medlem af ungdomsorganisationen Young Republicans og sluttede sig også til en af de mange antikommunistiske foreninger, der var almindelige dengang.

Allerede som 13-årig debuterede hun som politisk kampagnemedarbejder, om end helt uofficielt og i det skjulte.

Demokraten John F. Kennedy havde i 1960 netop vundet præsidentvalget yderst knebent over Richard Nixon, og nederlaget var svært at sluge for mange republikanere. I Chicago-området bredte der sig en mistanke om, at byens borgmester Richard Daley – en af Det Demokratiske Partis store personligheder – havde sørget for kreativ stemmeoptælling til gavn for Kennedy.

Nogle dage senere hørte en af Hillarys veninder rygter om, at en gruppe republikanere ville forsøge at indsamle beviser for valgsvindel ved at sammenholde valglister med de faktiske adresser på vælgere.

De to piger besluttede at være med og endte i South Side, et af byens fattigste og farligste kvarterer, hvor de gik fra dør til dør for at spørge, om dén og dén person, opført på valglisten, nu også boede på bopælen.

Da Hillary kom hjem, glad og stolt over at have efterprøvet faderens tese om, at Daley havde stjålet valget for Kennedy, blev hun skældt huden fuld over denne uledsagede udgang fra forstadens sikre rammer til storbyens værste rabarberkvarter.

Ved næste præsidentvalg fire år senere gik det bedre for hende som politisk aktiv. I sit sidste år på high school blev hun en af de såkaldte Goldwater Girls, der førte valgkamp for republikaneren Barry Goldwater. Han chokerede en hel verden, da han erklærede sig parat til at bruge atomvåben – og han tabte i øvrigt valget til demokraten Lyndon Johnson.
 
Året efter sluttede Hillary på high school, og hun skulle af sted på college. Den trygge barndom var slut. Det samme kan man sige om USA.

Den gyldne periode i 1950’erne var blevet afløst af de turbulente 1960’ere.

Stigningen i velstand fortsatte, men de gode økonomiske tider blev i det følgende årti overskygget af raceuro, politisk vold, krig og folkelig splittelse.