Prøv avisen

Ældste Auschwitz-overlevende er død

Den så vidt vides ældste overlevende fra den nazistiske dødslejr Auschwitz er død - 67 år efter krigen

Antonio Dobrowolski er død. Han blev 108 år, meddeler Adam Cyra, der er officiel historiker i den nazistiske dødslejr Auschwitz-Birkenau.

Dobrowolski var den sidst kendte overlevende fra rædslerne i dødslejren i Polen. Han døde i byen Debno i det nordvestlige Polen.

Under Nazitysklands besættelse af Polen i Anden Verdenskrig drev skolelæreren Dobrowolski hemmelige skoleklasser, da nazisterne forbød lokalbefolkningen at modtage undervisning.

I 1942 blev han imidlertid anholdt af Gestapo, Tysklands hemmelige politi. Han blev sendt til Auschwitz-lejren. Senere blev han overført til lejrene Gross Rosen og Sachsenhausen i Tyskland.

Han overlevede i lejrene i Tyskland, indtil de blev befriet af sovjetiske og polske styrker i 1945.

Dobrowolski vendte tilbage til Polen, da krigen var slut, og genoptog sit arbejde inden for undervisning og etablerede skoler i Debno.

Auschwitz-Birkenau er det formentlig mest voldsomme og også mest kendte symbol på Holocaust, Nazitysklands udryddelse af Europas jøder.

Efter Anden Verdenskrig i 1945 blev stedet ændret til et mindested og et museum.

Nazityskland angreb og invaderede Polen i 1939. Et år senere åbnede koncentrationslejren, der udviklede sig til et stort kompleks i udkanten af byen Oswiecim - Auschwitz på tysk.

Oprindeligt var det planen, at polske fanger som Dobrowolski skulle indsættes i lejren, men senere blev den nærliggende landsby Brzezinka, eller Birkenau, tilknyttet, og Nazityskland udvidede Holocaust til en makaber industri.

Af de seks millioner jøder, der blev myrdet af nazisterne under Anden Verdenskrig, blev omkring en million myrdet i Auschwitz-Birkenau. De fleste i de berygtede gaskamre sammen med titusindvis af andre, herunder polakker, romaer og sovjetiske krigsfanger.