Prøv avisen

Ørkenens frodige hemmelighed

En afghansk mand vasker fødder i en vandingskanal. Afghanistan har kilometervis af underjordiske tunneler, der leder vand fra bjergene. Først på den sidste strækning dukker de op som åbne kanaler. -- Foto: Mauricio LimaAFP.

Under den tørre, bare jord i Afghanistan løber hundreder af kilometer underjordiske vandings- kanaler, som med den rette hjælp kan bruges til at overrisle jorden med

Indtrykket af Afghanistan fæstner sig let som et goldt og vidtstrakt landskab rammet ind af bjergkædernes majestætiske konturer og bestandigt sløret på grund af varmedisen. Bortset fra himlens klare blå er det kun de ensformige gråbrune toner, der trænger sig på. Hist og her dukker der træer op bag landbyernes mure, og spredte halmstakke mellem ørkenjordens lave tjørnebuske signalerer, at der er blevet høstet korn for nylig. Alligevel er det svært at tro på meldingerne om, at Afghanistan er et frodigt land. Vand er ingen steder at se, og uden vand ingen afgrøder, skulle man tro.

Afghanistans hemmelighed hedder "karez". Det er et system af underjordiske vandingskanaler, som bringer vand fra foden af bjergene, hvor den smeltede sne samler sig, ud på markerne. Man kan sammenligne karez med Egyptens overrislingssystemer langs Nilen, blot har man i Afghanistan traditionelt gravet kanalerne ned for at forhindre vandet i at fordampe i den ekstreme sommervarme. En karez er som oftest kortere end fem kilometer, men kan være over 10 kilometer. Den længste i landet menes således at være 70 kilometer.

Systemet har været kendt i mere end 300 år, og i midten af 1900-tallet blev det skønnet, at landet havde flere end 20.000 kanaler i brug; alle vedligeholdt og administreret af de lokale brugere.

Det er stadig karezerne, der er grundlaget for det afghanske landbrug, men som meget andet i det hærgede land, har systemet lidt stor skade under de seneste mange års krig og uro. Før Sovjetunionens invasion af landet i 1979 var Afghanistan selvforsynende med fødevarer, men ud over alle de andre skader, krigen påførte landet og befolkningen, gik det også hårdt ud over karezerne, da mange blev bombet.

Det har ikke gjort livet lettere for det store flertal af afghanerne, der lever af landbrug, omkring 85 procent af befolkningen. Mange steder trænger karezerne stadig til at blive repareret for at fungere effektivt – andre steder kunne man med fordel forlænge og forbedre systemerne, så det blev muligt at inddrage mere jord.

Kun omkring 15 procent af Afghanistan er egnet til landbrug, og heraf dyrkes i øjeblikket kun cirka det halve. Opium er en kendt og berygtet afgrøde, som stadig gør Afghanistan til verdens førende narkoproducent og skaffer en stor del af landets valutaindtægter, men derudover dyrker bønderne en lang række andre afgrøder – hvede, majs, ris, byg, grøntsager, frugt og nødder først og fremmest til lokal brug. Vandmeloner i overstørrelse er en af de mest populære varer, hvilket tydeligt ses af de bugnende vognlæs, som passerer forbi på landevejen.

Ud over markafgrøderne er det almindeligt, at de afghanske bondefamilier holder husdyr som får og geder, der er i stand til at klare sig med de sparsomme planter, der vokser naturligt i ørkenlandskabet. Dyrene giver mælk, som bliver brugt til den uundværlige yoghurt, der ledsager ethvert afghansk aftensmåltid. Hen ad vejen bliver de ældre dyr solgt eller indleveret til landsbyernes lokale slagter.

I mangel af køleskab og fryser er systemet i øvrigt det, at en familie, der får slagtet et dyr, aldrig får alt kødet med hjem på én gang. I stedet får de måske et kilo af deres eget dyr, og med passende mellemrum et kilo af andre indbyggeres dyr, indtil det svarer til vægten af et får eller en ged. På den måde sikrer man, at kødet altid er friskt. Slagteren har derfor konstant en mindre dyreflok gående, som han tager sig af.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Artiklerne fra Herat er blevet til på baggrund af en rejse i samarbejde med Den Danske Afghanistan Komite, DAC. DAC er støttet af Danida og har arbejdet i Afghanistan i mere end 20 år.