Prøv avisen

Østens velduftende rigdomme

Boswellia-træerne vokser vildt, og harpiksen derfra bruges til den omtalte røgelse. – Foto: Martin N. Johansen/.

Røgelse og myrra er tørret harpiks fra træer, der vokser i Mellemøsten

De kom fra Østen, fortæller Matthæus, men mere præcist kommer vi det ikke. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvad de bragte med sig. Guld, røgelse og myrra skær var de kostelige gaver, de hellige tre konger havde med til Jesusbarnet. De vise mænd, der kom for at tilbede Jesus i Betlehem, medbragte Østens mest eftertragtede og kostbare gaver til det nyfødte barn i krybberummet.

Guldet var således kongernes metal og symbolet på, at Jesusbarnet havde status af konge. Guld havde allerede i flere årtusinder været kendt i regionen, hvor egypterne var storforbrugere af det ædle metal, som kongerne netop fik med sig i graven til evigt tegn på deres status.

LÆS OGSÅ: Julestemning i Betlehem, trods alt

Røgelse var også et lokalt produkt, som blev benyttet ved religiøse ceremonier i hele Mellemøsten og i Middelhavsregionen. En del røgelse fremstilles af sandeltræ, men den fineste, mest eftertragtede røgelse er i dag som i antikken tørret harpiks fra de op til tre meter høje boswellia-træer, der vokser på den arabiske halvø, især i Oman, men også på Afrikas Horn, i Somalia og Etiopien.

Røgelsen fra boswellia-træer lagde grunden til adskillige arabiske dynastiers rigdom, og en decideret røgelsesvej gik allerede i det andet årtusinde før Kristus fra Egypten til Indien via Oman og Saudi-Arabien.

Boswellia-træerne vokser vildt, og harpiksen udvindes ved at lægge et dybt snit i barken, hvorefter den mælkehvide, flydende harpiks koagulerer i store dråber af op til to centimeters længde, som kan brækkes af med hånden efter tre uger. Når de tørrede harpiksdråber brændes, udsender de en velduftende røg.

Herodot beretter for eksempel, at der hvert år blev brændt røgelse for tusind talenter til ære for guden Baal i templet i Babylon. Også egypterne var storforbrugere af røgelse ved religiøse ceremonier, og for jøderne var røgelsen et symbol på bønnens opstigning til Jahve, som i Det Gamle Testamente pålægger Moses at afbrænde røgelse hver dag.

Røgelse benyttes endnu i den katolske og den ortodokse liturgi, mens denne sanselige metafor for bøn blev afskaffet i de fleste protestantiske lande efter Reformationen. Kun den anglikanske højkirke benytter stadig røgelse ved særlige anledninger.

Den tredje gave, myrraen, er også tørret, velduftende harpiks fra et træ af samme familie som boswellia-træet, commiphora-busken, der især voksede på den arabiske halvø i det nuværende Yemen. Derfra blev det af kamelkaravaner fragtet til Petra i det nuværende Jordan, hvorfra det blev spredt til hele Middelhavsområdet.

Navnet stammer ifølge den græske mytologi fra prinsesse Myrra, datter af Cyperns konge Kinyras, som hun har et incestuøst forhold til. Da han opdager, at hans elskerinde er hans egen datter, flygter hun og vandrer hvileløst rundt i ni måneder, inden guderne forandler hende til et myrratræ, der føder sønnen Adonis. Det er hendes tårer, der forvandles til harpiksdråber .

Etymologisk stammer ordet fra græsk, men kommer formentlig fra den semitiske stavelse mrr, der betyder bitterhed. Og myrra er netop bitter i smagen, men tillægges også helbredende egenskaber. Myrra er blevet brugt som røgelse, egypterne brugte den især til balsamering af de døde, mens myrra for jøderne var en vigtig ingrediens i salvelsesolie.

Guld, røgelse og myrra læses blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.

Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger til et barn, der var konge som de.