Prøv avisen

10 år efter dommedag

I februar 2004 blev Shoko Asahara, leder af dommedagssekten Aum Shinrikyo, dømt til døden ved hængning. Dødsdommen er dog fortsat ikke eksekveret. -- Foto: Scanpix.

GIFTGAS-SEKTEN: For 10 år siden slog den såkaldte dommedagssekt Aum Shinrikyo til i Tokyos undergrund. Sektens leder og andre spidser er siden dømt til døden. Gruppen er opløst og forbudt, men faktisk eksisterer den religiøse sekt fortsat i dag -- under et nyt navn

En tidlig morgen i 1995 blev Kasumigaseki-undergrundsstationen i midten af Tokyo til et helvede.

Sække med giftgassen sarin, oprindeligt udviklet i Nazityskland, blev åbnet i forskellige togvogne, og snart efter havde den usynlige gas forplantet sig hos de tusinder af passagerer i myldretrafikken. Næse og øjne løb i vand, halsen strammede til, panikken bredte sig med samme hast som forskrækkelsen over den ukendte fare.

Det var stadig uklart, hvad der var sket, da politi og redningsmandskab kom til undsætning. Det var først senere, det gik op for japanerne, at den travle station var blevet udsat for terror. 12 mennesker døde. Over 5000 mennesker blev såret. Landet var i chok.

Det, som ingen havde tænkt muligt, havde ramt det fredsommelige Japan. En for de fleste ukendt religiøs gruppe havde udøvet terror som forberedelse til den dommedag, den blinde guru, nu 50-årige Shoko Asahara, havde forudset. Asahara begyndte som yogalærer med interesse i buddhisme, hinduisme og new age. Siden fik han disciple, og en gruppe tog form; Aum Shinrikyo (Den Højeste Sandheds Lære). Asahara så sig efterhånden som frelseren i en ond verden og optrådte til tider som den nye Buddha, til andre som den genopstandne Kristus.

Ved Fujibjerget etablerede gruppen sig med sit religiøse utopia, og proselytter var villige til at vie livet til den store sags tjeneste. Her eksperimenterede de i samfundets hovedcenter med kemikalier i laboratorier, ledet af veluddannede videnskabsfolk. Munkene og nonnerne fulgte guruens skiftende planer, der ud over askese, isolation og rituelle øvelser som at drikke Asaharas blod eller badevand også indbefattede voldelige og illegale aktiviteter. Tidligere medlemmer eller modstandere blev kidnappet og slået ihjel. Der var sågar planer om at myrde lederen af en anden ny religion, Soka Gakkai, som Aum Shinrikyo anså som fjende og konkurrent.

Man begyndte at forhandle om helikoptere, våben og sågar muligheden for produktion af a-våben. Gruppen var for alvor ude på et sidespor. I takt med omverdenens og mediernes negative reaktion på gruppens udvikling blev Asahara og hans nærmeste disciple mere og mere isolerede. Der skulle en hellig krig til for at rense verden.

10 år efter diskuterer man stadig baggrunden for "Aum-sagen". Var det blot en dekadent gruppe mennesker samlet omkring en tosse med storhedsvanvid? Nej, faktisk var flere af medlemmerne veluddannede, og Asahara selv var – i begyndelsen – væsentligt mere velformuleret end nogle af sine andre kolleger på markedet af nye religioner. De opførte sig tosset og lavede forkerte handlinger – det har flere af de tidligere medlemmer i dag erkendt og undskyldt. Det hele kom ud af kontrol, har flere efterfølgende fortalt i retten. Når en leder med absolut autoritet dikterer sandheder om verdens undergang, mister selv nok så fornuftige mennesker det kolde overblik. Det har man set hos andre "dommedagskulter", og det så man hos Aum Shinrikyo.

Men også politiet og medierne har været kritiseret. Begge var for sene og uprofessionelle til at tage vare på situationen, ingen havde, før det var for sent, rigtig interesse i at beskæftige sig seriøst med Aum, hvis tiltagende paranoia også var en re-spons på omverdenens isolation.

Også andre af de japanske religioner har gået til selverkendelse. Kunne de have gjort noget? Kunne de have gået i dialog med gruppen, så den ikke kom ud på et sidespor? Det var Martin Repp, professor og vicedirektør på NCC Center for the Study of Japanese Religion i Kyoto, inde på, allerede lige efter skandalerne om Aum begyndte at rulle.

Han påpeger den manglende japanske religionsdialog, som ikke blot isolerer, men også skaber grupper som Aum Shinrikyo. Havde man tidligere rakt en hånd ud, ville det ikke være gået så galt, mener han stadig i dag. En anden, der fik rakt hånd og hjerte lidt for langt ud, var Dalai Lama. Som det er gængs praksis, når ledere fra de nye japanske religioner skal legitimere deres status, lader de sig fotografere sammen med højtstående internationale ikoner. Billeder af Asahara og Dalai Lama har siden været brugt til at understrege sidstnævntes alt-omfattende kærlighed, men også hans mangel på sans for at skelne fårene fra bukkene.

Evnen til en sådan skelnen bør indlæres hos japanske skolebørn, har det været påpeget. Ifølge den japanske grundlov må man i japanske skoler ikke undervise i religion.

Det fik amerikanerne i 1946 indført som garanti for religionsfrihed i modsætning til tidligere tiders nationalistiske, religiøse indoktrinering. Manglen på religionsforståelse og i det hele taget muligheden for i skolen at få redskaber til en eksistentiel dannelse har flere gange været oppe at vende som forklaring på, hvorfor så mange unge japanere kaster sig ud i nye religiøse grupper. De evner ikke at skelne mellem godt og ondt, har det været påpeget.

I det hele taget har flere luftet tanken, at Aum-affæren skal ses som et symptom på et sygt samfund. Især den japanske ungdom mangler værdier og idealer. Selvom deres intelligenskvotient er i orden, giver deres bevidstløse jagt på materielle goder og deres navlepillende individualisme uden eksistentiel substans god grobund for grupper som Aum Shinrikyo. En befolkning får de ledere og de religiøse landskaber, de fortjener. Det fik da næsten også apokalyptiske dimensioner, da den japanske nedtur for alvor satte i gang i 1995, året, der begyndte med det store jordskælv i Kobe og senere giftgassen i Tokyos undergrund.

Man skal dog huske på, at Aum Shinrikyo tilsammen kun havde omkring 10.000 medlemmer. Til sammen-ligning er der otte millioner Soto-zenbuddhister og 12 millioner indbyggere i Tokyo. Hvor dramatisk så ulykkelige handlinger end må forekomme, har det i Japan været en isoleret begivenhed.

Den 21. marts blev på Kasumigaseki-undergrundsstationen mindet med stilhed, bønner og blomster. Aum spøger stadig, men japanerne har koldt vand i blodet. Japan er ikke gået under. Ganske vist bliver der ved med at komme nye religiøse grupper med besynderlige ideer, men ingen af dem synes på nogen måde at udgøre nogen terrortrussel.

10 år efter sidder Asahara i fængsel med en dødsdom hængende over sit hoved. Trods appel, med argumentet om, at han mistede kontrollen over sine medlemmer, er han dømt for aktiv medvirken i drab af 27 personer. Han modtog dommen uden synlig anger.

Til gengæld har han i hele perioden forholdt sig totalt tavs, som befinder han sig i en anden mental verden, hvilket hans forsvarere har forsøgt at bruge som argument for at lade ham behandle som sindssyg. Andre 11 højtstående personer fra Aum er dømt til døden. En del tidligere menige medlemmer er blevet frigivet med henvisning til, at de blev hjernevasket af lederne i toppen. Enkelte er stadig efterlyst af politiet. Rundtomkring på politi-, tog- og undergrundsstationer hænger der plakater med genkendelige ansigter fra nogle af de angiveligt farligste efterlyste Aum-folk.

Men retsssagerne trækker ud. Måske vil der gå 10 år mere, og måske bliver dødsdommene aldrig eksekveret. Det frustrerer familierne til ofrene, der gerne så en snarlig afklaring og afslutning på de tragedier, de selv har oplevet. Flere af dem var mødt frem til mindedagen på undergrundsstationen.

Lovgivningen omkring religiøse anliggender blev dog ændret ret hurtigt i Japan som direkte effekt af Aum-sagen. Aum Shinrikyo blev i 1989 tildelt status som det, der herhjemme svarer til godkendt trossamfund. Det giver ud over skattefordele også en vis legitimitet og beskyttelse fra statslig indblanding i interne affærer. Med stramningen er der ryddet op i de brodne kar blandt de religiøse organisationer, som misbrugte systemet økono-misk.

Aum lever dog stadig. Selvom gruppen blev opløst og forbudt, stiftede tidligere medlemmer i 2000 gruppen Aleph. Gruppen er under opsyn af justitsministeriet og har kun meget ringe udbredelse. Medlemmerne forsøger stadig at holde fast i noget af læren. Ud over simple yogaøvelser beskrevet på deres hjemmeside, opfordrer man stadig kernemedlemmerne til at tage skoldhede bade og til at slå hinanden med bambusstokke.

Tidligere på året kunne japanske medier meddele, at et seminar for 300 Aleph-medlemmer gav næsten to millioner kroner til deres fælles kasse. Medlemmerne i Aleph har flere gange til pressen og på deres hjemmeside undskyldt og beklaget og har lovet, som de skrev i en pressemeddelelse i forbindelse med 10-års-mindedagen, "aldrig at gentage hændelser af den slags, uanset hvad".

Da den verdensberømte forfatter Haruki Murakami samlede materiale til en bog om emnet interviewede han en del medlemmer. Kun få sagde, de havde fortrudt deres medlemskab af gruppen.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Jørn Borup er religionshistoriker og freelancejournalist

Giftgasangrebet i Tokyos undergrund satte gang i en japansk selvransagelse i forhold til landets manglende dialog med nye religiøse grupper. -- Foto: Scanpix.