10 år efter Fukushima-katastrofen er mange evakuerede fortsat ramt af en mental tsunami

Siden atomulykken for 10 år siden har frygt for radioaktivitet i Fukushima gjort flere syge, end radioaktivitet har. Den seje og stoiske reaktion blandt ofrene i de første uger har for alt for mange måttet vige for psykiske sygdomme og depressioner

2En kvinde ses her i søndags bede en stille bøn ved et mindesmærke for nogle af de knap 20.000 ofre for tsunamien for 10 år siden. I baggrunden skimtes et væld af sorte plasticsække med radioaktiv jord, og det er især frygten for radioaktivitet, der har sat dybe spor i mange japaneres sind. – Foto: Kyodo/AP/Ritzau Scanpix.
2En kvinde ses her i søndags bede en stille bøn ved et mindesmærke for nogle af de knap 20.000 ofre for tsunamien for 10 år siden. I baggrunden skimtes et væld af sorte plasticsække med radioaktiv jord, og det er især frygten for radioaktivitet, der har sat dybe spor i mange japaneres sind. – Foto: Kyodo/AP/Ritzau Scanpix. Foto: Asger Røjle Christensen

Miku gik i femte klasse, da en stor tsunami for 10 år siden skyllede ind over hendes hjem og hendes skole i byen Ishinomaki i det nordøstlige Japan. Hun reddede livet, det samme gjorde hendes familie, og de tilbragte mange uger som evakuerede på gulvet af en trøstesløs gymnastiksal i den anden ende af byen. Næsten en halv million mennesker blev dengang evakueret langs hele kysten – heraf mellem 100.000 og 160.000 på grund af den atomulykke, der skete 80 kilometer længere mod syd, da tsunamien fik tre reaktorer ved atomkraftværket Fukushima Daiichi til at nedsmelte.

Da gymnastiksalen i Ishinomaki et par uger senere fik besøg af en dansk journalist, fortalte hun tillidsfuldt på danske tv-skærme, at det, hun længtes allermest efter, var at komme tilbage i skole. Det værste var, at hendes skoletaske var skyllet væk af tsunamien.

Den seje pige, som trods den håbløse situation allerede havde blikket rettet mod fremtiden, rørte mange danske tv-seeres hjerter. Der blev taget initiativ til en indsamling til en ny skoletaske til Miku, og en måned efter katastrofen havde medarbejdere fra Danmarks ambassade i Tokyo en flot skoletaske samt flere papkasser med papir, penne og blyanter med til Miku og hendes klassekammerater, da de besøgte området i anden anledning.

En af de titusinder, der blev evakueret efter tsunamien for 10 år siden, var 10-årige Miku. Hun var et stort smil, da hun midt i mange evakuerede familiers midlertidige hjem på gulvet i en lokal gymnastiksal fik overrakt gaven med en skoletaske fra Danmark, efter at hendes skæbne havde rørt danske tv-seere. – Foto: Asger Røjle Christensen.
En af de titusinder, der blev evakueret efter tsunamien for 10 år siden, var 10-årige Miku. Hun var et stort smil, da hun midt i mange evakuerede familiers midlertidige hjem på gulvet i en lokal gymnastiksal fik overrakt gaven med en skoletaske fra Danmark, efter at hendes skæbne havde rørt danske tv-seere. – Foto: Asger Røjle Christensen.

Glad og smilende tog den 10-årige Miku, der som mange andre japanere kun præsenterede sig med fornavn, imod den flotte gave, mens livet gik sin uhyre stilfærdige gang på gymnastiksalens gulv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hver familie var bevilget en lille firkant, som var dens midlertidige hjem. Folk havde stablet de ting op, som de fik reddet med sig ved evakueringen. Primitivt og barsk, men på samme tid stille og ordentligt. Nogle lå bare hen over bylter med deres ting, men mange havde gjort sig umage med at opbygge små barrierer over for naboerne, pynte med blomster og fotografier, give alting en plads og lave et nødtørftigt hjem ud af firkantens få kvadratmeter.

Alle var stille. Der var ingen synlig panik. Og i de uger og måneder var der mange imponerende rapporter i alverdens presse om, hvor forbløffende stoiske og stærke de japanske ofre for katastrofen syntes at være. I Japan er man opdraget til at vide, at alt er forgængeligt, og at der sker naturkatastrofer engang imellem. Alle har siden børnehaven været gennem jævnlige øvelser for at lære, hvordan man opfører sig i en sådan situation, så man er mindst muligt til besvær for andre.

Særligt i det nordøstlige Japan er det en udbredt selvforståelse, at man er et ganske særligt sejt folkefærd. Men denne selvforståelse blev sat på en alvorlig prøve, og over tid krakelerede den for mange, der havde mistet nære familiemedlemmer eller endte med efter gymnastiksalene at tilbringe mange år i midlertidige barakker. Sejheden blev mildest talt tyndslidt.

Mange evakuerede familier endte med at bo mange år i de midlertidige barakker, som blev bygget i al hast langs hele kysten og ikke var beregnet på beboelse i mere end højst et par år. – Foto: Asger Røjle Christensen.
Mange evakuerede familier endte med at bo mange år i de midlertidige barakker, som blev bygget i al hast langs hele kysten og ikke var beregnet på beboelse i mere end højst et par år. – Foto: Asger Røjle Christensen.

Som tiden gik, blev de opbyggelige historier om udholdenhed og disciplin – meget få tyverier fandt sted – erstattet af bekymrende rapporter om sorg, savn og depressioner, forværrede sygdomme hos ældre mennesker og udbredte livsstilssygdomme som resultat af lediggang og druk.

Langs hele den tsunamiramte kyst stod Mikus familie og alle andre over for en uoverskuelig opgave. Der skulle ryddes op, hele bydele skulle genopbygges, og der skulle genskabes en permanent bolig og en bæredygtig økonomi for hver enkelt familie. Men længere sydpå, i Fukushima, havde man yderligere en usynlig trussel at slås med, nemlig frygten for radioaktivitet.

Det er et ulykkeligt faktum, at evakuerede fra atomulykken i Fukushima har døjet med flere psykiske sygdomme og begået flere selvmord, end man har gjort i andre ramte amter mod nord. Professor Masaharu Maeda fra Fukushimas Medicinske Universitet har kaldt den sejlivede opfattelse af, at det stadig er farligt at bo i området omkring det ødelagte værk, for ”en anden tsunami”, der har ramt befolkningen hårdt på det psykologiske plan.

Han og hans forskerhold har gennemført systematiske undersøgelser af udviklingen i den mentale helbredstilstand hos 210.000 borgere, der på tidspunktet for ulykken boede i en omkreds af cirka 20 kilometer fra atomkraftværket, og som blev evakueret i de første fem dage efter ulykken. I de ti år, der er gået siden ulykken, har mentale sygdomme, misbrug, angst, stress, depressioner og selvmord haft større indvirkning på folks liv, end radioaktivitet nogensinde har haft. Frygt for radioaktivitet har gjort flere syge, end radioaktivitet har.

”Mens antallet af depressioner og tilfælde af posttraumatisk stresssyndrom, ptsd, nu går ned, er antallet af selvmord desværre ikke faldende,” forklarer Masaharu Maeda.

”Der er et tvingende behov for at gøre noget ved det problem.”

Professor Maedas hold har opgjort, at 65,7 procent af de evakuerede familier i Fukushima allerede et år efter ulykken havde måttet flytte tre gange eller endnu oftere, og 39,2 procent af de familier, der boede sammen inden ulykken, var splittet op. De fleste var sluppet væk fra gymnastiksalene, men blot flyttet hen i midlertidige barakker, som for mange af dem blev deres hjem i årevis.

”Bekymringen for, at den radioaktivitet, man har været udsat for, vil påvirke næste generation, er heldigvis reduceret i dag, men den er stadig udbredt. Det er en tredjedel af de evakuerede, der har den bekymring, og det giver ’selv-stigma’ blandt mange unge, der tror på den arvelige risiko. De prøver at skjule for deres omgivelser, at de har boet i Fukushima og er evakueret derfra,” siger professor Masaharu Maeda, der selv er psykiater.

”Vi ser, at det i målgruppen for undersøgelsen stadig er en udbredt opfattelse, at der er stor risiko for, at radioaktivitet har påvirket deres helbred, selvom der i de senere år er gjort fremskridt i oprensningen af området, og restriktionerne i forhold til at flytte tilbage er ophævet mange steder,” siger han.

Tallene i forskergruppens undersøgelser viser, at frygten for radioaktivitet især har været udbredt blandt mødre til små børn, særligt i begyndelsen, og at det ikke mindst var i den gruppe, at der på det tidspunkt blev registreret store mentale problemer. Forældre var bekymrede for, at deres børn blev udsat for stråling og gjorde deres bedste for at mindske denne risiko.

De afgiftede legepladser, men tvang alligevel i vid udstrækning deres små børn til altid at lege indendørs. De lod være med at give deres børn brystmælk og undgik at spise lokale fødevarer. I 2012, året efter ulykken, viste 21,6 procent af samtlige adspurgte i Fukushima tegn på ptsd. Et uhyggeligt tal, som er langt højere end ved tilsvarende undersøgelser i de tsunamiramte amter længere mod nord.

En forladt legeplads i byen Tomioka omkring 10 kilometer fra atomkraftværket Fukushima Daiichi. Mange forældre holdt af frygt for radioaktivitet eres børn indendørs efter katastrofen. I virkeligheden er evakueringen hævet for Tomioka, men store dele af byen opleves efter 10 år stadig som en spøgelsesby. Kun få mennesker, primært ældre par, er flyttet hjem. – Foto: Philip Fong/AFP/Ritzau Scanpix.
En forladt legeplads i byen Tomioka omkring 10 kilometer fra atomkraftværket Fukushima Daiichi. Mange forældre holdt af frygt for radioaktivitet eres børn indendørs efter katastrofen. I virkeligheden er evakueringen hævet for Tomioka, men store dele af byen opleves efter 10 år stadig som en spøgelsesby. Kun få mennesker, primært ældre par, er flyttet hjem. – Foto: Philip Fong/AFP/Ritzau Scanpix.

Oppe nordpå, hvor Miku bor, krævede tsunamien langt flere dødsofre og savnede og langt større økonomiske tab end i Fukushima. Genopbygningen gik frustrerende langsomt, og hundredtusinder var evakueret i årevis. Men immervæk havde folk hele tiden et mål forude, som der blev arbejdet henimod. De kunne se en genhusning og en genoptagelse af et normalt liv foran sig.

Anderledes i Fukushima. Her sad man i midlertidige barakker og kunne blot vente og vente. Man ventede på, at ens huse og grunde skulle blive spulet og renset. At radioaktiviteten skulle komme ned på et niveau, hvor der kunne tages en politisk beslutning om, at man kunne vende hjem. Man anede i de første år ikke, hvor lang tid det ville tage, og man havde derfor intet konkret mål foran sig.

Professor Satomi Nakajima, der er leder af Musashino-universitetets institut for kognitiv adfærdsterapi og -forskning i Tokyo, har beskrevet, hvordan mange af dem, der blev evakueret fra Fukushima til fjerne dele af Japan, lider af et såkaldt tvetydigt tab, ambiguous loss, et kendt begreb fra den internationale katastrofeforskning. De længes tilbage, men det, de længes tilbage til, eksisterer ikke mere. Deres tab er uklart og føles ikke definitivt, selvom det reelt er tæt på at være definitivt.

”Mange af de evakuerede fra Fukushima har mistet nære familiemedlemmer. Familien eksisterer stadig, men er splittet op, og medlemmerne er ikke længere i stand til at leve som en familie under samme tag. Venner og naboer eksisterer også stadig, men er ikke tæt på, så de kan give trøst og social støtte,” siger Satomi Nakajima.

”Konsekvenserne af det tvetydige tab er både i Fukushima og andre steder, at folk hænger fast i en uafsluttet situation, og at de har svært ved at tage beslutninger. Mange reagerer med vrede og aggressivitet, selvbebrejdelser og en følelse af håbløshed, og de udviser en ringere evne end andre mennesker til at integrere sig i det omliggende samfund,” forklarer hun.

Samtidig med, at deres hidtidige fællesskaber er knust, lever mange af de evakuerede, som er havnet fjernt fra deres oprindelige hjem, også 10 år derpå fortsat i evig frygt for at blive stigmatiseret, hvis nye naboer og kammerater skulle få at vide, de er evakueret fra Fukushima. De frygter, at deres dialekt eller nummerplader skal afsløre dem, og at deres børn vil blive udsat for diskrimination og mobning i skolen.

Så det er ikke alle, der blev ramt af den tredobbelte katastrofe, som i det lange løb har formået at blive ved med at være lige så seje og fokuserede på fremtiden, som Miku var den dag for næsten ti år siden på gymnastiksalens gulv.