Prøv avisen

10 citater fra Demokraternes konvent om kaos, krise og kærlighed

Demokraternes nye stjerne, Alexandria Ocasio-Cortez, talte på Demokraternes partikonvent d. 18. august 2020 varmt om den "massefolkebevægelse", der ifølge hende skal sikre det 21. århundredes sociale, økonomiske og menneskelige rettigheder. Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

USA's nuværende præsident Trump var et yndet emne blandt talerne ved Demokraternes partikonvent, men der var også plads til at skue fremad mod "en bedre og mere retfærdig fremtid". Kristeligt Dagblad har samlet nogle af de stærkeste citater fra partimødet

Det amerikanske præsidentvalg, der er blevet kaldt "kampen om nationens sjæl", nærmer sig: Den 3. november må amerikanerne igen til stemmeurnerne, når der skal vælges mellem Republikanernes Donald Trump og Demokraternes Joe Biden, der netop er blevet udråbt til officiel præsidentkandidat ved partiets nationale konvent.

Konventet, der sluttede i aftes, har budt på taler fra en række indflydelsesrige politiske personaer, der alle har en ting til fælles: ønsket om et magtskifte. Her er 10 af de stærkeste budskaber.

1. Bernie Sanders

"Vores nation befinder sig i en tid uden fortilfælde. Vi står ansigt til ansigt med den værste sundhedskrise i hundrede år og det værste økonomiske kollaps siden Den Store Depression. Vi står over for systemisk racisme og klimaforandringernes enorme trussel mod vores planet. Og ovenikøbet har vi en præsident, der ikke bare er ude af stand til at løse kriserne, han leder os også mod et autoritært styre. Derfor er dette valg det vigtigste i vores lands moderne historie."

Bernard Sanders er senator i delstaten Vermont og stillede i 2016 og 2020 op som præsidentkandidat ved Demokraternes primærvalg.

2. Michelle Obama

"Hvis I tror, at tingene umuligt kan blive værre, så stol på mig; det kan de, og det bliver de, hvis vi ikke skaber forandringer med dette valg. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at gøre en ende på kaosset, er vi nødt til at stemme på Joe Biden, som hvis vores liv afhang af det."

Michelle Obama er gift med USA's 44. præsident, Barack Obama.

3. Sally Yates

"Offentlige tjenestemænd lover at forsvare vores forfatning, at opretholde vores love og at arbejde til fordel for det amerikanske folk. Men fra det øjeblik, Donald Trump tiltrådte som præsident, har han misbrugt sin position til gavn for sig selv frem for vores land. Han har trampet på retsstaten ved at forsøge at bruge vores justitsministerium til at angribe sine fjender og beskytte sine venner."

Sally Yates er tidligere amerikansk justitsminister.

4. John Kerry

"Donald Trump overtog en voksende økonomi og en mere fredfyldt verden. Og som med alt andet, han har overtaget, ruinerede han det. Når denne præsident rejser til udlandet, er det ikke en goodwill-mission, det er en blooper reel (serie af fraklip fra en film eller tv-serie, red.). Han slår op med vores allierede og skriver kærlighedsbreve til diktatorer. Amerika fortjener en præsident, der bliver set op til, ikke grinet ad."

John Kerry er tidligere amerikansk udenrigsminister.

5. Alexandria Ocasio-Cortez

"I en tid, hvor millioner af mennesker i USA savner dybe systemiske løsninger på vores kriser med masseudvisninger, arbejdsløshed og manglende sundhedspleje, og i espíritu del pueblo (landsbyens ånd, red.) og ud af kærlighed til alle mennesker nominerer jeg hermed senator Bernard Sanders af Vermont som præsident for De Forenede Amerikanske Stater."

Alexandria Ocasio-Cortez er demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus.

6. Bill Clinton

"Donald Trump siger, at USA leder verden. Men vi er den eneste store industrielle økonomi, hvor arbejdsløsheden er tredoblet. I en tid som denne burde det ovale kontor være et kommandocenter. I stedet er det et stormcenter. Der er kun kaos. Der er kun en ting, der aldrig ændrer sig: Trumps vilje til at nægte at tage ansvar og i stedet give skylden videre."

Bill Clinton var USA's 42. præsident.

7. Jimmy Carter

"Joe (Biden, red.) har den erfaring, karakterstyrke og ordentlighed, der skal til for at samle os og genopbygge Amerikas storhed. Vi fortjener en person med integritet og dømmekraft, en, der er ærlig og retfærdig, en, der vil den amerikanske befolkning det bedste."

Jimmy Carter var USA's 39. præsident.

8. Jill Biden

"Hvordan heler man en ødelagt familie? På samme måde som man heler en nation. Med kærlighed og forståelse – og med små medfølende handlinger. Med mod. Med urokkelig tro."

Jill Biden er gift med Joe Biden, der er tidligere amerikansk vicepræsident og nu præsidentkandidat for Demokraterne.

9. Kamala Harris

"Denne virus har ingen øjne, og alligevel ved den præcis, hvordan vi ser hinanden – og hvordan vi behandler hinanden. Og lad os være ærlige: Der findes ingen vaccine mod racisme. Vi er nødt til at gøre arbejdet. For George Floyd. For Breonna Taylor. For de liv, der er for mange af til at kunne navngive. For vores børn. For os alle sammen. Vi er nødt til at gøre arbejdet for at opfylde løftet om, at alle skal være lige for loven. Ingen er os af frie, før alle er frie."

Kamala Harris er Demokraternes vicepræsidentkandidat.

10. Barack Obama

"I aften beder jeg jer om at tro på Joe og Kamalas evne til at lede vores land ud af disse mørke tider og genopbygge det på bedre vis. Men hør her: Ingen amerikaner kan reparere dette land på egen hånd. Ikke engang en præsident. Det var aldrig meningen, at demokratiet skulle være en transaktion – du giver mig din stemme; jeg gør alt bedre. Demokratiet fordrer aktive og informerede borgere. Så jeg beder jer også om at tro på jeres egne evner – at omfavne jeres ansvar som borgere – for at sikre, at vores demokratis grundlæggende principper varer ved."

Barack Obama var USA's 44. præsident.