Prøv avisen

100 års grænse-jubilæum: Kan de dansk-tyske erfaringer bruges i Catalonien eller Ukraine?

I Catalonien står ønsket om selvstændighed fra Spanien stærkt, som her hvor demonstranter i Barcelona markerer den catalanske nationaldag den 11. september. Foto: Lluis Gene/AFP/Ritzau Scanpix

I 1920 stemte tyske og danske om Sønderjyllands tilhørsforhold og grænsens gang. Er princippet om folkenes selvbestemmelsesret stadig relevant i 2020?

Fra Libanon over Chile og til Iran og Hongkong blandede folkelige krav om medbestemmelse sig med tåregas og slagord.

2019 stod i protesternes tegn, og da alverdens kommentatorer ved årtiets afslutning skulle gøre status over 2010’ernes globale tendenser, stod ønsket om demokrati, selvbestemmelse og nye grænsedragninger i gamle fællesskaber ligeledes højt på topscorerlisten:

I Catalonien står ønsket om selvstændighed fra Spanien stærkt, og i Baskerlandet har grupperinger uden held forsøgt noget tilsvarende i årevis.

I Storbritannien har Brexit sat fornyet fokus på den skotske selvstændighedstrang, og i Belgien, Italien, Frankrig og Ukraine arbejder aktører af forskellig volumen og politisk observans ligeledes for at redefinere landkortene.

Ingen steder synes nutidens disputer om grænser og separatisme dog at have fundet sin mindelige form, og i anledningen af 100-året for den dansk-tyske grænsedragning er spørgsmålet, om erfaringerne fra dengang er relevante i vor tid? Kan verden lære af 1920 og princippet om folkenes selvbestemmelsesret på 100 års afstand?

”Både-og,” lyder det vævende fra Jørgen Kühl, rektor på det danske mindretals gymnasium i Slesvig og professor i mindretalsforskning ved Europa-Universität i Flensborg:

”Men der i hvert fald intet, der tilsiger, at europakortet skal vedblive at se ud, som det gør i dag. Gennem de seneste 30 år er der opstået masser af nye stater i Europa, mens kun én er forsvundet, når man ser bort fra de føderale som Sovjet, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet. Vi har med andre ord oplevet opsplitning på opsplitning, og det kan sagtens ske igen,” siger han.

Professor Jørgen Kühl nævner separatistiske kræfter i italienske Sydtyrol, på franske Korsika og i belgiske Flandern, hvor der også i dag eksisterer ”en ganske stærk ambition om selvstændighed”. Og, understreger han, vi må i den sammenhæng heller ikke glemme Grønland og Færøerne.

Men når det så er sagt, er det bestemt ikke givet, at folkeafstemningerne som følge af Versaillestraktaten og det relativt fredelige forhold mellem fler- og mindretal på begge sider af den dansk-tyske grænse før og efter 1920 uden videre kan overføres til vor tids grænsestridigheder.

”Der findes mange, som er overbeviste om, at man kan drage nytte af den dansk-tyske erfaring andre steder i verden. Men for at være helt ærlig, så tilhører jeg skeptikerne. Den symmetriske situation med et mindretal på hver side, geografisk afgrænset til cirka 50 kilometer fra grænsen, var unik. Og det samme var omstændighederne med en forudgående fredstraktat og internationalt opsyn og godkendelse i forbindelse med afstemningerne i henholdsvis Nord- og Mellemslesvig. Ser du mod grænse- og selvstændighedskonflikter i vor tid, eksempelvis Catalonien, så er situationen jo en helt anden,” fastslår han.

”Her vil der være tale om en stats opløsning, ikke en fredsslutning. Jeg vil snarere sammenligne en eventuel catalansk selvstændighed med Sovjetunionens opløsning og Tjekkoslovakiets skilsmisse – eller situationen ved Jugoslaviens sammenbrud. Altså republikker inden for en føderal stat, som erklærer sig uafhængige. På Balkan er erfaringerne dårlige, men delingen af Tjekkoslovakiet kan godt tjene som et positivt forbillede for eksempelvis separatister i Spanien.”

Jørgen Kühl peger desuden på et andet, og ikke uvæsentligt, problem: Det er ikke altid lige nemt at identificere, hvem der skal have lov at afgøre et område og en befolknings skæbne.

”Hvis man tager udgangspunkt i den amerikanske præsident Woodrow Wilsons ideal om den nationale selvbestemmelsesret, der var udgangspunktet efter afslutningen på Første Verdenskrig, så tilkommer det jo i princippet alle befolkninger at bestemme selv. Men hvem er det så, der egentlig skal bestemme? Hvilket tilhørsforhold skal man have? Skal man bo i området? Eller være født der? Og dernæst: Hvem skal sikre validiteten og dernæst anerkende resultatet? Der kan man drage en parallel til Østrig, hvor flere regioner i 1918 lavede unilaterale afstemninger med henblik på at blive en del af Tyskland. Men det nægtede sejrsmagterne at anerkende, og så var det jo ligegyldigt. Det er jo ikke helt ulig EU’s reaktion på den catalanske afstemning i 2017, hvor man havde den holdning, at det alene var et spansk anliggende.”

Spørger man Steen Bo Frandsen, professor og leder af center for grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, er det muligt at drage visse paralleller mellem 1920 og i dag – men det helt centrale ved den dansk-tyske grænsedragning, princippet om folkenes selvbestemmelsesret, tages ikke for alvor i brug i dag, understreger han:

”Den model kom aldrig til at danne skole, hvilket nok hænger sammen med, at det er så svært at gennemføre i praksis. Generelt er stemningen mere skeptisk over for folkeafstemninger i dag, men efter Første Verdenskrig var der jo ingen, der snakkede om fake news og påvirkning fra fremmede magter. I forbindelse med eksempelvis afstemningen på Krim var den snak dog meget dominerende, og troen på afstemninger som middel til grænsedragning er ikke så stærk længere. Der er simpelthen for meget mistillid,” vurderer han.

”I Ukraine griber man tilbage til gamle kort og historiske, administrative regioner, når man diskuterer løsrivelse i de østlige regioner. Men selv hvis man anerkender en historisk baggrund for ønsket om selvstændighed eller tilslutning til et andet land, så opstår først spørgsmålet om rammerne for afstemningen og dernæst udfordringen med de nye mindretal, der alt andet lige opstår, så snart en grænse flyttes.”

Steen Bo Frandsen nævner Kaukasus som eksempel på de komplikationer, der kan opstå, når kort og grænser laves om:

”Der vidste folk jo ikke, at de var et mindretal, før nationalstaterne pludselig opstod og trak nye grænser. Pludselig havde du enklaver af folk, der mandag tilhørte majoriteten, men som tirsdag var i mindretal. Skabelsen af mindretal er nationalstatens bagside, og det er ikke let at skabe harmoni med store, pludseligt opståede mindretal. Det kunne lykkes på sigt i det dansk-tyske grænseland, men det tog jo lang tid. Så når vi her i jubilæumsåret render rundt og flager med vores egen mindretalsmodel, så skal vi måske lige huske at fortælle folk, at det faktisk tog rigtig mange år, før situationen endte i fred og fordragelighed,” siger han.

De fredelige forhold ved dansk-tyske grænse i dag kan ikke uden videre overføres til vor tids grænsestridigheder. Foto: Jørgen Kühl