100 års kamp for retfærdighed

Armenierne fik aldrig det retsopgør, der kunne dømme de ansvarlige for osmannernes udslettelse af 1,5 millioner armeniere i 1915. I stedet har diasporaerne kæmpet en politisk og juridisk kamp for en anerkendelse af folkedrabet

Det armenske folkedrab fik stor opmærksomhed i januar, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tog fat på at behandle en sag fra Schweiz. Alpelandet har tabt i første instans ved domstolen i Strasbourg efter at have dømt en tyrkisk politiker for racehad, fordi han har benægtet folkedrabet. Armenien repræsenteres af den britiske menneskeretsadvokat Amal Clooney (i midten).
Det armenske folkedrab fik stor opmærksomhed i januar, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tog fat på at behandle en sag fra Schweiz. Alpelandet har tabt i første instans ved domstolen i Strasbourg efter at have dømt en tyrkisk politiker for racehad, fordi han har benægtet folkedrabet. Armenien repræsenteres af den britiske menneskeretsadvokat Amal Clooney (i midten). . Foto: Candice Imbert/EPA.

Sjældent har det armenske folkedrab fået så stor opmærksomhed. Kameraerne var mange foran Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 13. januar, og selvom trækplastret især var Armeniens advokat Amal Clooney, hustru til den amerikanske skuespiller George Clooney, var sagen principiel, både for europæisk retspraksis og for Europas armenske diaspora.

Domstolen i Strasbourg tager netop nu stilling til, om det var i strid med ytrings-friheden, da en schweizisk domstol i 2007 dømte den tyrkiske politiker Dogu Perincek for at hævde, at det armenske folkedrab aldrig har fundet sted. Eller om denne benægtelse er udtryk for en opfordring til had mod armenierne. Afgørelsen ventes i de kommende måneder.

Forbuddet mod at benægte folkedrab er den seneste juridiske batalje i armeniernes 100 år lange kamp for, at massedrabet på 1,5 millioner mennesker under Første Verdenskrig ikke glider ud i glemslen. For de armenske organisationer, der støtter dette forbud, handler kampen om at få Tyrkiet til at erkende, at det, der skete i 1915, var et folkedrab. Og ikke, som Tyrkiet hævder, en ulykkelig konsekvens af Første Verdenskrigs kaos.

”Hvis vi dengang havde fået en krigsretsdom for folkedrab, havde Tyrkiet ikke kunnet benægte, at det fandt sted, og vi havde haft en ganske anden situation,” fastslår Kaspar Karampetian, formand for Den Europæiske Armenske Sammenslutning for Retfærdighed og Demokrati i Bruxelles.

Da Første Verdenskrig sluttede i 1918, var massakrerne ikke nogen hemmelighed. Selve definitionen af folkedrab kom først i 1948, men folkeretten indeholdt bestemmelser om overgreb mod civile. Og den britiske besættelsesmagt i det besejrede osmanniske rige forlangte, at de skyldige i massakrerne skulle dømmes som krigsforbrydere.

Guvernøren af Yozgat i Anatolien, hvor nogle af de mest omfattende massakrer havde fundet sted, blev dødsdømt og hængt ved en krigsret. Og folkedrabets politiske arkitekter, indenrigsminister Talat Pasha og krigsminister Enver Pasha, blev dømt til døden in absentia i Istanbul i 1919. Men tyrkernes vilje til at dømme de skyldige dalede hurtigt. Og briternes planer om at stille 144 mistænkte tyrkiske fanger for en krigsret på Malta blev aldrig til noget. Bevismaterialet for folkedrabet var i sig selv overvældende, men det kneb med at dokumentere enkeltpersoners ansvar. Derfor fik århundredets første folkedrab ikke nogen Nürnberg-proces.

”De allierede ønskede især at genoprette stabiliteten efter Det Osmanniske Riges sammenbrud, og desuden opstod retfærdighedstænkningen, som vi kender den i dag, især efter Anden Verdenskrig,” siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, leder af Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

Derfor kom armeniernes kamp til at handle om at få så mange lande som muligt til at definere overgrebene som folkedrab. Blandt andet for at isolere Tyrkiet, der står mere og mere alene med benægtelsen.

”Men også fordi en benægtelse er en slags fortsættelse af folkedrab,” påpeger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Især de armenske organisationer i USA og siden også Frankrig, der tæller de største armenske diasporaer i verden, har været spydspidser i dette pres.

I 1972 var Uruguay det første land i verden, der officielt anerkendte massakrerne som et folkedrab. Siden har 20 landes parlamenter eller regeringer fulgt efter ved at vedtage politiske erklæringer, som taler om et folkedrab. Det samme har Europa-Parlamentet.

Danmark har ikke, især med henvisning til at det ikke er op til stater og regeringer at etablere en officiel historieskrivning. Samme argument leveres af USA, hvor skiftende præsidenter har nægtet at imødekomme kravet, selvom Kongressen har vedtaget en vejledende, men ikke bindende resolution om folkedrabet.

”Det er vanskeligt for USA at fordømme en Nato-allieret som Tyrkiet. Og med krigen mod Islamisk Stat, hvor Tyrkiet er i første linje, er det blevet endnu mindre sandsynligt,” siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Men bag armeniernes behov for en international anerkendelse af folkedrabet ligger også spørgsmålet om erstatning. I USA har armenske organisationer allerede vundet en række erstatningssager mod forsikringsselskaber og banker, deriblandt Deutsche Bank og Dresdner Bank, som aldrig har udbetalt dræbte armenieres livsforsikringer til deres efterkommere.

Og i 2010 anlagde to amerikanske armeniere sag mod Tyrkiets regering, den tyrkiske nationalbank og den private bank Ziraat Bankasi for ulovlig berigelse, overtrædelser af menneskerettighederne og folkeretten. Sagen er endnu ikke afgjort.

”Vi er parate til at indlede flere erstatningssager. Tyrkiet må bære ansvaret for sine handlinger,” siger Kaspar Karampetian.

Foruden den nationale ære er frygten for erstatningskrav en af forklaringerne på Tyrkiets fortsatte benægtelse af folkedrabet. Og den diplomatiske krise med Vatikanet efter pavens brug af ordet i weekenden viser, at Tyrkiet ikke afgørende har ændret holdning.

”I det tyrkiske samfund er holdningen i bevægelse. Men de armenske organisationer har en forventning om, at de kan få Tyrkiet til at påtage sig samme ansvar for det armenske folkedrab, som Tyskland gjorde for holocaust efter Anden Verdenskrig. Det skal man ikke regne med,” siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.